Et liv med blomster! 

 
 
 
 
 
 
Jeg har inviteret mig selv til kaffe hos Inger Reitz, en gammel bekendt, som har rødder i Aasums muld. Inger er en aktiv og velkendt ældre dame! Men... jeg vil tro mange bedre kender hendes store have! Et gammelt gartneri, der ligger lige neden for kirken mod syd og er smukt afgrænset af Bybækken, der snor sig langs den velholdte have.
 
Da vi har fået bænket os med kaffe på terrassen i den varme forårssol, må jeg lige have styr på noget historie!
 
I 1932 etablerede Ingers far og mor sig med gartneri her på grunden; faderen var gartneruddannet, og moderen var uddannet blomsterdekoratør. På torvet i Odense mødte de hinanden, og som det oftest sker med ungdommen, blev deres hjerter så hede, at de blev enige om at opbygge deres liv sammen med gartneri i Åsum.
 
Desværre blev faderen ramt af sukkersyge, som dengang gav en del fysiske begrænsninger. Men heldigvis kunne moderens evner til at binde flotte blomsterbuketter til højtid, fest og begravelser danne et væsentligt grundlag for gartneriet. Så det er ikke fra nogen fremmede, Inger har fået sin kreative åre til det med blomster. Hvor har jeg personligt høstet mange roser, når jeg som værtindegave har overrakt en af Ingers store flotte buketter, for nærig med blomsterne har hun aldrig været.
 
Først i 40erne begyndte Inger den obligatoriske syv års skolegang, først 3 år i Forskolen herefter de sidste 4 år i Rytterskolen. Efter skolen blev hun uddannet blomsterdekoratør i en af de bedre blomster butikker i Odense. Siden fik hun en uddannelse som sygehjælper på Odense Sygehus og i 1974 fik hun ansættelse på Marienlund Plejecenter, og var der til hun stoppede på arbejdsmarkedet.
 
Men blomsterne har altid været og er heldigvis stadigt Ingers liv!
 
I 1948 fik familien besøg fra USA; det var Ingers mors kusine, som med sin mand havde taget den lange rejse via England til lille Åsum. De havde som dansk ægtepar etableret sig som farmere i North Dakota, som grænser op til Canada. Den lille Inger måtte have gjort et positivt og dybt indtryk på ægteparret. For i julegave i 1959 fik Inger en kuvert, hvori der lå en invitation til USA med alt betalt.
 
Åh ja! Hvad gør man lige som ung pige med en syv års skoleuddannelse, hvor engelsk ikke var på skemaet? Når man hedder Inger, søger man tre måneders orlov fra arbejdet, overbeviser sig om, at man alene naturligvis kan klare denne "lille tur", selvom man ikke kan et pluk engelsk.
 
Så juni 1960 står Inger i Kastrup lufthavn med en returbillet til Fargo, som er hovedstaden i North Dakota. Hun skal mellemlande i New York, herefter flyve videre til Minneapolis i Minnesota og til sidst flyve det sidste stykke til Fargo, en tur på 23 timer. Alle hun mødte på turen var meget venlige og hjælpsomme, så det hele forløb uden de store problemer.
 
At komme "over there" var en kæmpe oplevelse, alt var stort, farmen hun boede på var kæmpe enorm, med jorder, som blev opdyrket og andet, som til hendes store forundring, bare lå brak. Det var majs, de dyrkede, et produkt som ikke var almindeligt i DK dengang. Da hun ankom, havde de lige sået majsen, og inden hun tog hjem, var den klar til at blive høstet, en skov så langt øjet rakte af kæmpe majs. Det gjorde et uforglemmeligt indtryk på den unge dame.
 
Inger har nu 5 gange været turist i USA, og jeg skal hilse at sige, at det engelske har hun fået ganske godt styr på.
 
Kaffen er drukket, og Inger skal have startet havetraktoren; græsset trænger forfærdeligt til at blive slået, hun kan næsten ikke holde ud at se på det!
Jo! Inger har nok at se til. Efter sin kære mand, Hjalmars, pludselige død, og hendes voldsomme fald sidste år, med indlæggelse til følge, er fruen heldigvis kommet op på mærkerne igen! Det er vi mange, som er taknemmelige for.
 
Alex Hold