En henvendelse til Bylaugets oldermand vedrørende et spørgsmål om hævd og byjord i Aasum medførte, at Bylaugets bestyrelse blev enige om at invitere landinspektør K. B. Nielsen til at deltage i Bylaugets møde januar 2007 for at holde et indlæg omkring "det at have vundet hævd" og hvad byjord egentlig er.

Her er et referat af K. B. Nielsens indlæg på mødet.

Bylauget eller bystævnet er en gammel institution, der er knyttet til det jordfællesskab, som de danske bønder levede under igennem flere hundrede år. Nogen påstår, at den kan spores helt tilbage til 1200-tallet.

Bylauget kunne fastsætte generelle regler og træffe individuelle afgørelser i en lang række daglige praktiske spørgsmål. Et af de vigtige var de årstidsbestemte beslutninger vedrørende arbejdet på markerne.

Indtil slutningen af 1700-tallet var bønderne fæstere under herremændene, kirken, staten eller andre. Her i Aasum mener jeg, at jorderne var ejet af Latinskolen i Odense.

Fæstet var oprindelig ikke arealbestemt, men hver bonde havde en størrelsesmæssig andel af byens jorder, enge, skove og overdrev. Derfor skulle arbejdet i de enkelte marker foregå samtidig. Beslutning om, hvornår det skulle ske, blev truffet af Bylauget. Derfor var det naturligt, at det kun var gårdmændene, der havde stemmeret i Bylauget.

Ud over beslutninger om markarbejdet havde bylauget myndighed vedrørende brandbekæmpelse og forebyggelse af brande og om social og kulturel adfærd inden for byen samt om forhold til udenbys tiggere og andet.

Omkring bylauget var der en righoldig organisationskultur med tillidshverv. Det vigtigste var oldermanden og bylaugskassereren. Andre havde særlige hverv, for eksempel arbejdet med varetagelse af tilsynet med jordfællesskabet og andre ting.

Genstande med tilknytning til bylauget var for eksempel byhornet, som jeg mener, der blev blæst i i min barndom. Der var bystokken, hvor bøder blev påført med indsnit. Bøderne kunne erlægges i penge, men mere almindeligt var det, at der blev leveret nogle tønder øl.

Bylauget fungerede i praksis som forligs- og mælingsinstitution, og man kunne i almindelighed ikke rejse sag mod en nabo, før sagen havde været for bylauget.

Efter udskiftningen omkring 1800 blev jordfællesskabet afviklet, og det reducerede bylaugets betydning.

Udskiftningen skete på grundlag af en forordning af 1781.

I 1781 var det sådan, at bøndernes jorde var spredt i mange lodder. Det mest grelle eksempel siges at være på 147 steder. Under de forhold var det naturligvis ikke muligt at drive rationelt landbrug, ikke mindst i betragtning af, at lodderne som oftest var ganske små.

Formålet med udskiftningen var at samle ejendommenes jorder på så få steder som muligt.

I udskiftningen indgik landsbyens agerjord, enge, moser og skove. Disse arealer blev tildelt et matr. nr. og blev tilskødet de respektive gårdmænd. Derimod indgik de fælles arealer, der blev brugt til veje, til vanding, til grusgravning og til lergravning ikke. De blev i matriklen anført med betegnelsen gadejord.

Det er netop disse arealer, der som bylaug har jeres særlige interesse. Det stående spørgsmål siden udskiftningen har været: ”Hvem har adkomsten til disse araler?”

Som udgangspunkt var det hartkornsejerne, det vil sige gårdmændene. Nu er der måske nogen, der spekulerer på, hvad hartkort er for noget. Det er et begreb, der blev indført for flere hundrede år siden med det ene formål, at få et mere retfærdigt grundlag at beskatte bønderne på. Der blev foretaget en bonitering af al landbrugsjorg i landet. På det grundlag blev det fastsat, hvor meget hårdt korn (rug, hvede,byg) der kunne dyrkes på den pågældende jord og ud fra dette, blev landbrugsejendommene ”sat i hartkorn”.

Når der i tidens løb blev udstykket parceller fra gårdene, blev den frastykkede parcel pålagt en forholdsmæssig andel af hovedejendommens hartkorn. Hvorved er der opstået rigtig mange nye hartkornsejere siden udskiftningen omkring 1800.

Tænk på udstykningen af Waltergården i midten af forrige århundrede.

Udviklingen i samfundet overhalede efterhånden hartkornsbegrebet indenom. Derfor blev hartkorn afskaffet i 1960’erne.

På landsplan har adkomstforholdene til gadejord givet anledning til mange problemer i forbindelse med matrikulære arbejder, fordi gadejord står anført uden ejer i tingbøgerne. Hvem skal man så henvende sig til, hvis man gerne vil erhverve et stykke gadejord?

Her i Aasum kunne man henvende sig til bylauget, men på landsplan findes, der ikke mange bylaug. At henvende sig til samtlige hartkornsejere var selvsagt en fuldstændig umulig opgave. Da udstykningsloven blev revideret i 1990’erne, blev der derfor nedfældet i loven, at gadejord som udgangspunkt tilhørte kommunen. Det fremgår således:

Kapitel 6.

Forskellige bestemmelser.

§ 46. Et areal, der før forordningen af 23. april 1781 om Jordfællesskabets Ophævelse var til fælles brug for samtlige bymænd eller hartkornsejere, og som til staighed har været registreret i matriklen som et areal til denne brug, anses for at tilhøre vedkommende kommune, medmindre andre godtgør at have ejendomsret til aralet.

Stk.2. Såfremt kommubalbestyrelsen begærer adkomst til arealet tinglyst, gælder reglerne i tinglysningslovens § 52a, stk. 2 -4.

Begæringen om tinglysning skal være vedhæftet et at en beskikket landinspektør udarbejdet rids med angivelse af aralets grænser og de tilstødende ejendommes matrikelbetregnelser.

K. B. Nielsen
Landinspektør