Portræt af en Aasumbo Aase Eriksen, Væverstræde 3.

v/ Sinnet Bunde.                  

 

Det er en brændende varm augustdag i 2003. Hoveddøren til Væverstrædet 3 står på vid gab. Et enkelt klimt på dørklokken og ud kommer en lille væver kvinde i lange bukser og en klædelig turkis kunstnerkittel.

Smilende og med en rask håndbevægelse byder hun indenfor. Det er Aase, husets 91-årige beboer og en af Aasums ældre åndsfriske borgere, som kan fortælle levende og engageret om livet i Aasum dengang.

Aase er ikke født i Aasum, men i Snave, hvor hun sammen med 7 søskende voksede op i et lærerhjem. Moderen Maren var syerske og faderen Jens Christian var førstelærer ved Snave Skole samt bestred tillige et degneembede ved Dreslette Kirke.

Aases første syv skoleår foregik på Snave Skole. Derefter fortsatte hun skolegangen på en efterskole i Mullerød og siden under mere frie undervisningsformer på Køng Folkehøjskole. Her lærte Aase blandt andet at danse folkedans, hvilket hun var meget optaget af i de unge år.

I 1939 flyttede Aase med sine forældre og lillesøsteren Dot til Aasum. Derved kom de tættere på de to ældre søstre, Signe og Ingrid, som var blevet gift og bosat her henholdsvis på Mejeriet og på Enggården. Familien faldt hurtigt til i Aasum, hvor de flyttede ind i det nybyggede og efter tidens normer moderne bungalowlignende etplanshus i Væverstræde.

Ved siden af sit lærerjob på Seden Skole var faderen i mange år kirkesanger i Aasum kirke. Aase og Dot passede deres mor, som var stærkt invalideret af leddegigt. Efter at Dot var blevet gift og flyttet hjemmefra og efter moderens død, boede Aase sammen med sin far indtil han døde i slutningen af 50’erne.

Siden har Aase boet alene i huset, men hun har ikke følt sig eller været alene, for hun har jo haft familien tæt omkring sig.

Når man spørger de ældre medborgere i Aasum om livet i 40’erne og 50’erne, er noget af det første, de nævner, sammenholdet, de mange baller og ikke mindst dilettantforestillingerne. Aase har ikke, som søsteren Ingrid, stillet sig op på de skrå brædder til den årlige dilettantkomedie, men hun har ligesom sine søskende taget del i hjemmets interesse for teater og kunst.

Blandt husets venner var der flere fynske kunstnere så som Wilhelm Hansen fra Strib og Herman Madsen fra Aasum. Senere har Dot og hendes mand Knud Aage Larsen, medvirket til at Væverstræde 3 har huset adskillige operasangere fra den turnerende Jyske Opera.

”Jeg bryder mig ikke om snerperi og sladder”, siger Aase og udtrykker hermed, at hun aldrig har villet indordne sig under konventionernes snærende bånd – også selv da der i 40’erne var flere hævede øjenbryn, når byens unge kvinder viste sig i shorts og med bare skuldre. Aase har da heller ikke fulgt den traditionelle slagne kvindevej med mand og børn, men nyder friheden i sin singletilværelse.

Bortset fra lidt værk i bentøjet og vanskeligheder med at høre i større forsamlinger er Aase frisk og rask. Hun laver selv mad og gør rent i sit hyggelige hjem, som hun selv har indrettet med smukke afstemte farver, arvestykker, billeder of familien og malerier af kunstnervennerne.

Genboen og naboerne hjælper med haven. ”Jeg keder mig aldrig”, siger Aase, som fylder sin hverdag med kryds og tværs, læsning, lidt TV, familiegilder og familiebesøg.

Hun er også glad for, at der er kommet unge til byen og for at kunne følge med i byens aktiviteter gennem Aasum Sogneblad – men hun savner en lokal købmand.

 

 



Aase Eriksens bolig - Væverstræde 3, som huset ser ud i dag 2009.
Foto: Ken Lyndrup



Bragt første gang i Aasum Sogneblad nr. 6 - 2003