Præstens ord

Naturen er mere eller mindre over det hele. Her i sognet skal man i alt fald blot kigge ud ad vinduet for at få øje på noget af den, og medmindre man bor midt i en af de allerstørste byer i verden, så vil det være tilfældet over det hele jorden.

Den har en helt afgørende indflydelse på stort set alle aspekter af vores liv, lige fra de helt basale behov for føde til eksistentielle og æstetiske oplevelser og erfaringer af livet.

Debatten om natur og klima fylder da også så meget, at den endda har formået at holde sig i toppen af mediestrømmen midt i en pandemi, og debatten om de to ting er endda gået i symbiose i flere tilfælde. Både omkring de målbare effekter ved reduceret fly- og biltrafik til billeder af rådyr, der færdes i centrum af europæiske storbyer ved højlys dag, imens indbyggerne var i karantæne i deres lejligheder.

Herhjemme er der også kommet et fornyet fokus på vores egen nære natur i og med, at folk ikke har kunnet rejse og således være ”tvunget” til at opleve de hjemlige danske forhold udenfor deres eget postnummer.

Og så er det jo oplagt at spørge, hvorfor fylder naturen så lidt i kirken?

Der er næppe noget mere relevant tidspunkt at tage spørgsmålet op end her i høsttiden. For det første er høsten nok der, hvor menneskets afhængighed af naturen står allermest klart, men det er også her, hvor
svaret på spørgsmålet måske sniger sig mest tydeligt ind.

For kirken har alle dage fejret høstfester. Selv nu om dage hvor det er i en langt mere nedskaleret udgave, end det har været for generationer siden, så er høsten stadig noget, vi markerer. Vi har salmer, der knytter sig til høsten, vi pynter kirken op og måske mest vigtigt fra det teologiske perspektiv, så er det også her, at der typisk er fokus på skabelsen. Altså Guds skabelse af verden og vores plads i den skabte verden.

Men det er ikke kun i høsten, for hele kirkeårets fortælling er sådan set spændt ud, så den passer med årets gang. Om ikke andet, så gør den det, så længe man bor på den nordlige halvkugle. Hvis vi tager
kirkeåret fra ende til anden, så starter det ved advent. I årets mørkeste tid får vi fortællingerne om håb, om at der skal komme et lys i mørket. ”Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.” – Johannes 1,9.

Og netop som det ikke kan blive mørkere, så bliver Gud menneske, og lyset fra Johannesprologen bryder ind i verden samtidig med, at dagene bliver lysere og lysere.

Efter julens fortælling kommer vi ind i fastetiden. Der hører vi om Jesu dåb og den efterfølgende faste i ørkenen samt fristelsen af djævelen. Og den bibelske fastefortælling ligger lige der, hvor man i gamle dage fastede, fordi man ikke havde køleskabe, og maden skulle række indtil foråret. Således møder den praktiske og den åndelige faste hinanden i en tid, hvor der stadig er mørkt og netop på grund af årstiden, er der tid til fordybelse, da der hverken kan høstes eller sås.

Efter fasten kommer påsken så. Påsken, som indledes med passionshistorien om den sidste uge af Jesu liv, hans død og ikke mindst hans opstandelse. For det er først og fremmest opstandelsen, der er i fokus.
Og selvom påskens placering er i henhold til en jødisk tradition og ikke direkte knyttet til foråret, så kunne den alligevel ikke ligge bedre, for det er også her, at naturens opstandelse finder sted. Sammen med Jesu
opstandelse fra graven springer blomster og træer ud, og hele naturen rejser sig fra sin vintergrav sammen med Vor Herre.

Så kommer pinsen sammen med sommeren og indledes i hele landet med salme 290 ”I al sin glans nu stråler solen”. Sommeren og pinsens fortælling om Helligånden, der viste sig som en ild, passer også fremragende sammen, selvom også pinsen har sine rødder i påskens placering, og altså en jødisk fortælling, frem for kalenderen. Med pinsen skydes trinitatistiden også i gang, og trinitatis er den del af kirkeåret, hvor der er særligt fokus på menigheden og kirken.

Så kommer midsommeren med Skt. Hans, hvor vi fejrer Johannes Døbers fødsel. Jesu fætter, som blev født et halvt år tidligere. Selvom det som sådan ikke er af afgørende teologisk vigtighed, så er jeg ikke i tvivl om, at det netop er for at holde fast i fejringer, der også knytter sig til årets gang, at Skt. Hans bliver holdt så højt i hævd, som den gør.

Efter Skt. Hans kommer høsten, som jeg allerede har været inde på, og så kommer til sidst allehelgen. I den sidste bid af efteråret, hvor bladende er faldet af træerne, frugterne er plukket, blomsterne visnet og
mørket har fortrængt lyset mere og mere, der mindes vi de døde. Menneskets død mindes, når naturen dør omkring os.

Og så bliver det advent, og fortællingen starter endnu engang.

Så helt fri for naturen er vi ikke, men der er ingen tvivl om, at naturens sammenhæng med kirkeårets fortælling er gledet i baggrunden. Både i takt med at kristendommen er blevet verdensomspændende, så det således er svært at tale om mørke, kulde og efterår, når man står i Sydney, Buenos Aires eller Johannesburg, hvor solen står højt på himlen på den tid af året. Men også i takt med, at man siden industrialiseringen har glemt vores afhængighed af naturen, og først for nylig er blevet bevidste om den igen. Kirken er jo, på godt og ondt, et spejl af sin menighed. Men mon ikke naturen kommer til at genfinde sin plads i kirken, også som mere end bare buketter af årstidens blomster på alteret.

Anders Skaanning Andersen.
Sognepræst.