Præstens ord

Af sognepræst Anders Skaanning Andersen

Ved siden af min præstegerning render jeg rundt og studerer på Aarhus Universitet, hvor jeg er ved at tage en kandidatuddannelse i diakoni. Jeg bliver en af de sidste, for desværre har man besluttet at spare uddannelsen væk. Det er jo populært at skære de små uddannelser væk, og måske ligger der en stiltiende samfundsdiagnose gemt i, at vi optager over 1.600 jurister, men ikke har råd til at uddanne 20 kandidater i diakoni.

I mine vielsestaler plejer jeg at understrege, at den kirkelige vielse ikke handler om lov, fordi lov er noget, vi griber til, når kærligheden ikke er der. Det, tror jeg sådan set, er lige så gyldigt det øvrige samfund, som det er i ægteskabet. Når loven skal være udgangspunktet for vores samarbejde, så er det, fordi der ikke er næstekærlighed, eller i alt fald tillid, at bygge på.

Og der står det så galt til, at man hellere vil investere i jurister end i diakoner. Det er i bund og grund bekymrende, også selvom jeg for mit eget vedkommende kunne være ligeglad. Mit nuværende studie er ikke noget, min karriere eller fremtid afhænger af, og jeg har egentlig heller ikke tænkt mig bare at sidde og lyde som en gammel sur mand.

For diakonien er hverken universitetets ansvar eller for den sags det politiske systems ansvar. Diakonien er et kirkeligt begreb, og det er først og fremmest kirkens ansvar, at diakoni praktiseres der, hvor vi også
forkynder evangeliet. Det er rart, når universiteter og det øvrige civilsamfund bidrager til projektet, men ansvaret for diakonien er nu engang kirkens.

I årtier er det en opgave, som i høj grad er blevet varetaget af dem, som vi kalder de frie kirkelige organisationer, som eks. KFUM, Kirkens Korshær, etc. Men mange af dem lider under dalende tilslutning, og den stigende grad af institutionalisering, som i høj grad reducerer dem til en forlængelse af enten kommune eller region. Det er på mange måder en styrke, men med de diakonale briller så rummer det også en svaghed, for med den form for institutionalisering forsvinder ånden hurtigt, og samme vej går både spontanitet, fleksibilitet og i værste fald også nærværet.