Der er ikke mange ting i livet, vi ved med sikkerhed. Når vi står op om morgenen, ved vi end ikke, hvordan dagen vil ende. Vi kan lave en masse planer og gøre os en masse forhåbninger, men vi får aldrig nogen vished om fremtiden. Det eneste, vi ved med sikkerhed om livet, er at døden en dag bliver afløseren. Det betyder i værste fald, at vi alle lever med bevidstheden om døden hver dag – og i bedste fald betyder det, at vi alle må leve fuldt ud hver dag, fordi vi ikke ved noget sikkert omkring dødens tidspunkt.

Lørdag d. 23. juli vågnede vi alle op til nyheden om tragedien i Norge. En hændelse der virker fuldstændig ubegribelig for os, og som i særdeleshed for os i Norden naturligt nok har affødt en stor reaktion af selvransagelse. Hvordan kunne sådan noget ske? Og hvordan forhindre vi, at noget lignende sker? Og hvordan lever vi videre med det, der er sket?

Vi er slet ikke vant til den form for menneskelig kynisme og mangel på empati i vores del af verden, derfor kom handlingen så meget desto mere bag på os. I USA for eksempel er våbenloven indrettet efter devisen ”min næste er min fjende”. Man skal kunne forsvare sig for alle, man møder på sin vej, kan potentielt være til fare for mig. Det er en meget mere aggressiv tilgang til den verden, vi lever i, og ikke mindst til vores medmennesker. Men det er jo helt forfærdeligt, hvis vi skal til at leve med frygten for ethvert menneske omkring os. Og hvad endnu værre er, hvis vi derfor begynder at tale endnu mindre med dem, vi ikke kender.

Når man tænker på, at den mand Norges politi har angrebet for terrorhandlingen og massakren, havde planlagt sine ugerninger i næsten et årti, så er det tankevækkende, at der i den tid ikke er én, der har fattet mistanke. Det kan jo forhåbentlig være, at det er fordi, vi er så tillidsfulde, at vi netop ikke mistænker Gud og hver mand for ulovligheder. Men omvendt, så kan det også være vores frygt for dialog med dem, vi ikke er nære med, der gør, at vi ikke er opmærksomme på, hvad der sker eller kan ske omkring os. Det at tale med fremmede, har i lang tid været passé i Danmark. Min mor kan huske overgangen fra, at man talte med dem, man sad ved siden af i toget til, at folk pludselig havde nok i sig selv og hellere så væk end talte med en fremmed. En fremmed er jo vores næste og skal ikke betragtes som en fjende. Det kan være værd at huske på, som verden ser ud i dag. Vi er nødt til at interagere med verden og menneskerne omkring os for at få et samfund, der fungerer.

Det er netop det, der prædikes fra mange kirker: at vi må stå sammen, vi skal tage os af vor næste – og vor næste er ikke kun, dem vi kender, det er ligeså tit en fremmed, og i en verden, hvor en kristelig ånd skal findes, må vi ikke glemme nogen i mængden. Lad mig slutte med lidt tankevækkende ord fra Benny Andersens digt - Små Mennesker, Store Afstande:

Her går vi ved siden af hinanden.
Imellem os er der tolv tusind mil.
For stædige til at skyde den lille
genvej på godt og vel et smil.

Maria-Louize Helbo.