Hyrderne på marken fik besked om, at de skulle gå ind til byen og finde barnet svøbt og liggende i en krybbe. Vi andre skal også ud at finde noget.

Vi skal finde glæden. Vi skal altid være åbne for den. Ikke påtaget og overfladisk men den ægte glæde. Jeg ser den i kirken, når vi har dåb. Der er unge forældre med det lille barn. Glæden er også stor hos den ældre generation. Slægten føres videre. Nu kan de trygt slappe af og nyde deres otium. Barnet ligesom skænker os fremtiden. Og barnets bærer bud om mange glade og smukke juleaftener i familiens skød.

Lykken er ikke et dyrt parcelhus eller råd til rejser og gaver. Lykken er en stor familie, hvor julelysene spejler sig i barneøjne i forventningens glæde.

I julen skal vi finde kærligheden og genfinde kærligheden. Der er vist ikke noget mere romantisk end de gamle julehistorier, hvor de unge finder hinanden i juleferien og blir forlovet og går hånd i hånd til kirke juleaften. På sne naturligvis. Og for os andre.. Her kan julen være den pause, hvor vi får tid til at genfinde hinanden, hvis vi skulle have glemt hinanden lidt i hverdagens ræs.

Og så skal vi finde meningen. Det er ellers noget af et spørgsmål. At finde meningen. At finde meningen med livet, det kan vel ingen. Selvom mange har forsøgt derpå. At finde meningen med den enkeltes liv er lidt lettere. Men kan sige det således: Meningen med dit liv, den læser du i øjnene på dem, der står dig nær. Meningen med dit liv, den læser du i øjnene hos dem, som holder af dig, og som du holder af.

Den bitre konklusion heraf er, at hvis man ingen har at holde af, eller som holder af en, så bliver livet let tomt og meningsløst.

For kærligheden er de mursten, de kampesten, selveste det fundament, som vi bygger vores liv på.

Og det handler julen om.

Et bud om en kærlighed, der er større end vi forstår. Guds kærlighed til os mennesker.

Og det skulle Jesus åbne vores øjne for. Det skulle han vise og forkynde for os i ord og i gerning.

Vi kan indimellem opleve, at vores kærlighed, kærligheden mellem menneskene, mellem to der ikke kan leve uden hinanden, kærligheden mellem forældre og deres børn, den jordiske kærlighed kan være så lykkelig og glad, at den står som et solstrejf af Guds rige ind over vort jordiske liv.

Men i den store sammenhæng. hvor liv og død kæmper mod hinanden, der er det Guds kærlighed, som vi må stole på og håbe på. I julen hører vi om det første gang.

Nils Holger Ellekilde

Sognepræst