Om at være præst —
her og der og alle vegne.

Præster er normalt tæt knyttet til deres hjemsogne, bor og arbejder samme sted og når i løbet af et arbejdsliv at følge sognets familier fra vugge til grav - som en dame sagde, da min mor gik på pension: Du er jo med på alle vores familiefotos!

Så er det jo afsløret, at jeg er "født ind i firmaet": Begge mine forældre var præster, om end på ret forskellige steder. Min mor var klassisk travl landpræst med præstegård og både kontor, kirkebøger og konfirmandstue hjemme, mens min far var bypræst med flere kolleger, kordegn, sognemedhjælper - og kontor i kirken. Senere fik han nogle år i Menighedsplejerne, men ville faktisk til at være præst igen, da han døde i 1999. Min mor derimod blev 37 år i sin stilling indtil hun gik på pension sidste sommer "for at passe børnebørn!". Når hun ikke nåede at dø af kedsomhed ved at være samme sted så længe, skyldes det først og fremmest et godt bibliotek, 3 uvorne unger (...jeg er den ældste..) og at hun blev udnævnt til provst omtrent samtidigt med, at jeg kom på gymnasiet.

Mit "præsteliv" er ret forskelligt fra mine forældres: Jeg er karrierevikar, og som sådan er jeg "her og der og alle vegne". Seden-Åsum er min 10. præstestilling siden 2009, og herudover har jeg også været konfirmandlærer og afløst ved sygdom. Sidst, jeg talte op, havde jeg stået for alteret i mindst 27 forskellige kirker og 7 kapeller (..og så medregner vi ikke alle de prøveprædikener der hører med, når man skifter stilling 2-3 gange om året). Det er blevet til 17 forskellige konfirmandhold på 4 år og så mange menighedsrødder, at jeg aldrig kan huske, "hvem der hører til hvor" når jeg møder dem på gaden. Mine børn (vi har 4) kan aldrig huske, hvor jeg arbejder, og min mand bager ikke småkager til menighedsrådsmøderne (..det gjorde min far nu heller ikke...)

Når jeg har valgt et så omflakkende liv, er det ikke kun fordi, jeg morer mig storartet ved hele tiden at prøve noget nyt (..for det gør jeg!). Det skyldes også, at der ikke er særligt mange faste fuldtidsstillinger uden præstegård. Sådan én er jeg vokset op i, så jeg ved hvad det vil sige at "bo til leje i sit arbejde" - og det er altså ikke lige mig at skulle bede andre om tilladelse til at male mit køkken, altid at holde entreen opryddet (..for der kan jo komme nogen..) og have både dybt fortrolige samtaler og offentlige møder i det hus, hvor mine børn gerne skulle kunne løbe nøgne rundt og skrige som vilde.

Så : Ingen præstegård! - og altså heller ikke den tætte "vugge til grav"-tilknytning til et enkelt pastorat.

Men: En meget bred berøringsflade med mange forskellige sogne, og et stort indblik i, hvor forskelligt man kan gå til de samme opgaver, udfordringer og problemer. Det giver en stor rutine at komme så meget rundt, og en bevidsthed om, hvor vigtigt det er altid at være professionel i mødet med såvel medarbejdere som menighed.

Desuden giver det mig lejlighed til at hugge andres idéer, prøve skøre indfald af og samarbejde med mange meget dygtige mennesker.

mvh
Anne Kathrine