Fasten – et nej tak til
en handicappet livsopfattelse

Lise Marie Ranum

Fordi det er fastetid - forberedelsestid til påskens tour de force gennem liv og død - gik jeg forleden dag på biblioteket for at finde en bog om fasten. Da jeg vendte hjem med en lille, næsten 20 år gammel debatbog om fosterdiagnostik under armen, konstaterede min kæreste tørt, at faste-missionen nok var fejlet. Og ja, der er umiddelbart milevidt fra faste til fosterdiagnostik. Ikke desto mindre havde jeg fornemmelsen af at stå med en bog i hånden, der nok var lidt støvet, og helt sikkert i visse videnskabelige henseender forældet, men alligevel talte dugfriskt og skarpt ind i kernen af den kristne faste.

Et af indlæggene i bogen er skrevet af en ung handicappet kvinde. Hun skriver, at hun selvfølgelig gerne ville være fri for sit handicap -- men ikke på enhver betingelse. Ikke hvis det samtidig betød, at hun måtte give afkald på det livsindhold, hun har fået ved at måtte leve med sit handicap. Og så skriver hun noget, der fik mig til at stoppe op og tænke faste-tanker. Hun skriver, at der findes noget, der er meget værre end hendes handicap, nemlig den handicappede livsopfattelse, hun mener præger vores kultur. Hun skriver, at vores iver efter at opspore de 'unormale' fostre (og det er vi ikke blevet dårligere til i de år, der er gået siden bogen udkom) og få dem fjernet, er et udtryk for, at vi har ladet vores hjerner vokse og vores hjerter skrumpe.

"Hvorfor ikke lade livet og menneskene være præget af mangfoldighed – og tage smerten med? Hvorfor forsøger vi hele tiden at få en tilværelse, hvor alt er bestemt på forhånd, hvor ingenting må komme bag på os? Hvorfor arbejder vi hele tiden på at fjerne alt det i tilværelsen, som handler om smerten, frustrationen og afmagten?", spørger hun inden hun konkluderer, at "det ser ud som om, vi arbejder os derhen, hvor vi ved mindre og mindre om, hvad liv er". Og det er her den 20 år gamle, let falmede debatbog taler direkte ind i den kristne fastetid. For fastetiden handler i essensen om at tænke over, hvad liv er. Fastetiden handler i essensen om at huske på, hvad det sande, det hele menneskeliv er for noget.

Smerten og afmagten hører med til menneskelivet. Det er, hvad fastetiden vil have os til at se mere end noget andet. Det er, hvad fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen, der i kirken danner optakt til hele fasteperioden, understreger. Satan frister Jesus, ikke bare en eller to, men hele tre gange: "Tryl sten til brød! Styrt dig ud fra klippen og lad Guds engle redde dig! Drop Gud, tilbed mig – og vind alverden!", hvisler Satan med slangens kløvede tunge. Og efter 40 dages ørkenvandring uden hverken vådt eller tørt – og ikke ét eneste lille opmuntrende ord fra Gud! – kan det ikke ha' været nemt at takke nej. Men det er altså, hvad Jesus så eftertrykkeligt gør med sit "vig bort, Satan!".
Jesus takker i ørkenen nej til den nemme løsning. Han takker nej til den nemme sejr, nej til at springe det ubehagelige, han ved venter ham over, nej til et liv, der ikke har noget med menneskelivet at gøre.

Jesus takker i ørkenen nej til en handicappet livsopfattelse, der vil kontrollere, manipulere og amputere det 'unormale', afhængigheden, afmagten og lidelsen. Jesus takker nej, fordi han ved, at sådan et kontrolleret og lydefrit liv ikke bare amputerer mørket, men også det lys, der skinner i mørket. Det lys, der gang på gang kommer bag på os mennesker og skinner i det mangfoldige liv, der måske ikke formede sig, som vi ønskede og forventede, men viste sig at indeholde mange flere nuancer - og mange flere overraskelser - end vi i vores vildeste fantasi kunne forestille os.

”Hvorfor ikke lade livet og menneskene være præget af mangfoldighed – og tage smerten med? Hvorfor forsøger vi hele tiden at få en tilværelse, hvor alt er bestemt på forhånd, hvor ingenting må komme bag på os? Hvorfor arbejder vi hele tiden på at fjerne alt det i tilværelsen, som handler om smerten, frustrationen og afmagten?”, spørger hun inden hun konkluderer, at ”det ser ud som om, vi arbejder os derhen, hvor vi ved mindre og mindre om, hvad liv er”. Og det er her den 20 år gamle, let falmede debatbog taler direkte ind i den kristne fastetid. For fastetiden handler i essensen om at tænke over, hvad liv er. Fastetiden handler i essensen om at huske på, hvad det sande, det hele menneskeliv er for noget. 

Smerten og afmagten hører med til menneskelivet. Det er, hvad fastetiden vil have os til at se mere end noget andet.  Det er, hvad fortællingen om Jesu fristelse i ørkenen, der i kirken danner optakt til hele fasteperioden, understreger. Satan frister Jesus, ikke bare en eller to, men hele tre gange: ”Tryl sten til brød! Styrt dig ud fra klippen og lad Guds engle redde dig! Drop Gud, tilbed mig – og vind alverden!”, hvisler Satan med slangens kløvede tunge.  Og efter 40 dages ørkenvandring uden hverken vådt eller tørt – og ikke ét eneste lille opmuntrende ord fra Gud! – kan det ikke ha’ været nemt at takke nej. Men det er altså, hvad Jesus så eftertrykkeligt gør med sit ”vig bort, Satan!”.

Jesus takker i ørkenen nej til den nemme løsning. Han takker nej til den nemme sejr, nej til at springe det ubehagelige, han ved venter ham over, nej til et liv, der ikke har noget med menneskelivet at gøre.

Jesus takker i ørkenen nej til en handicappet livsopfattelse, der vil kontrollere, manipulere og amputere det ’unormale’, afhængigheden, afmagten og lidelsen. Jesus takker nej, fordi han ved, at sådan et kontrolleret og lydefrit liv ikke bare amputerer mørket, men også det lys, der skinner i mørket. Det lys, der gang på gang kommer bag på os mennesker og skinner i det mangfoldige liv, der måske ikke formede sig, som vi ønskede og forventede, men viste sig at indeholde mange flere nuancer - og mange flere overraskelser - end vi i vores vildeste fantasi kunne forestille os.