Må man tage sine voksne med i kirke?

Jeg sidder netop og planlægger vinterens børnegudstjenester. Det bliver til et pænt antal, når man tæller sammen - julegudstjenester for små og større børn i november-december, juleaften (=den oprindelige børnegudstjeneste), fastelavnsgudstjenesten i Åsum og 3 aftengudstjenester i Seden. Læg hertil de mange gudstjenester med dåb, som ofte planlægges ud fra en antagelse om, at der jo nok kommer en del børn med.

Det er sjovt både at planlægge og afholde, men ind imellem griber jeg mig i at sende en medlidende tanke til de stakkels voksne, der er tvunget til at gå med. Ikke, at jeg ville undvære dem, men jeg kan godt forstå, hvis nogle synes, det er lidt svært.

Hvor børn har det godt med det konkrete og fortællende - gerne i en form, hvor de selv kan lege med - har voksne et behov for også at beskæftige sig med det abstrakte og analyserende. I børns verden skal A+B helst efterfølges af C, mens voksne med glæde springer hen til E, for derefter helt at svinge sig ud af alfabetet.

Musikken er et kapitel for sig selv - smag og behag er forskellig blandt voksne som blandt børn, men hvor børn ofte er tilfredse med ord, der ligger godt i munden og er lette at lære udenad, vil dette hurtigt komme til at kede de voksne. Det bliver også nemt for sødt - voksensalmer skal både have mere kød på og flere krydderier end børnenes. Og så skal der være noget at tygge på! ellers mætter de dårligt.Voksne er nu engang ikke "store børn", og man kan ikke bare forvente af dem, at de kan indordne sig under børnegudstjenestens enstrengede ritual og klare budskab. Voksnes virkelighed er fyldt med flertydighed, tvivl og frygt, og derfor søger de instinktivt tid, ro og eftertænksomhed i kirken.

Det er behov, der er svære at efterkomme ved børnenes gudstjenester. De har det med at være enten meget korte eller meget urolige (..de kan også være både korte og urolige..). Det kan være svært nok at høre, hvad man selv tænker, endsige hvad præsten siger, og så ryger koncentrationen. De voksne begynder at sidde uroligt på bænkene, gabe eller måske endda skælde ud på de mere livlige af børnene. Til stor irritation for alle, ikke mindst de børn, der har taget dem med.

Det er ikke så slemt ved de annoncerede børnegudstjenester - bl.a. fordi de er ret korte - men især søndag morgen er voksenhumøret sårbart over for forstyrrelser. Der skal det hele helst være lidt stilfærdigt og forudsigeligt, med god ro til at vågne på sin kirkebænk.

Derfor gør vi os også store anstrengelser for, at søndagsgudstjenesterne som udgangspunkt skal være "voksenegnede" - også når der er barnedåb - hvilket til gengæld kan have den ulempe, at børnene ind imellem føler sig hægtet af. Heldigvis plejer de at tage det meget pænt, især hvis de har brugt lidt tid i forvejen på at snakke med deres voksne om, hvad der skal foregå i kirken, og hvordan de forventer, man opfører sig.

Så ja - man må meget gerne tage sine voksne med i kirke. Faktisk kan man overveje, om de ikke også skal have lov til at "gå selv" om søndagen (hvis de da tør!). Jeg ville dog være meget betænkelig ved at sende uledsagede voksne til de egentlige børnegudstjenester uden forudgående samtale eller evt. en konfirmand som "mentor".
Anne Kathrine Rafn Hauge
sognepræst