Så er præstevikaren ved at pakke kjole og krave for at flyve videre ud i verden - denne gang går turen sydpå til Brahetrolleborg, Krarup og Øster Hæsinge. Det giver jo en stor variation i hverdagen at komme så meget rundt, men der er nu også ting, der går igen. F.eks. skal der prædikes om søndagen - men hvordan er det lige, man holder til at lave en ny prædiken til hver uge?

Min mor skrev om torsdagen - så var det klaret - og min far skrev om natten. Min onkel Anders påstår, at en prædiken bliver til mandag formiddag mens man støvsuger (...der er man så dejligt fri for forstyrrelser).. hvornår han faktisk skrev den ned, ved jeg ikke. Der er også dem, der venter med manuskriptet til søndag morgen - eller helt springer papiret over (...forberedelsen skal nu til alligevel).

Faktisk skriver jeg selv meget lidt, og mest i marginen på min sudoku lørdag aften eller bag på gamle kuverter. Det ser skrækkeligt sjusket ud, så sommetider laver jeg mig da også et ”talepapir”, men det er mest når jeg har for god tid og dårlig samvittighed over egentligt ikke at være særligt flittig med prædikensnedkeriet.

Resultatet plejer nu at blive ganske hæderligt, så her er min husmoderlige opskrift på en ”koldhævet prædiken m. salmesurdej”:

Salmesurdejen: Jeg læser bibelteksterne og vælger salmerne i rigtig god tid .... gerne for 3 måneder på én gang. Så glemmer jeg alt om det indtil ugen op til.Mandag eller tirsdag finder jeg salmerne frem igen og læser søndagens tekster. Det drejer sig mest om at få overblik over dagens temaer, og måske læser jeg en prædikenvejledning eller to, men det er nu sjældent. De næste par dage tænker jeg ikke nærmere over det, med mindre en-eller-anden idé melder sig selv. Somme tider kan det boble helt over af geniale idéer/argumenter, og så er det sjovt at være præst! På dette tidspunkt kan det være nyttigt at skrive lidt stikord ned.

Når vi når fredag aften/lørdag formiddag, skal jeg gerne have en ret klar idé om, hvad jeg evt. kunne sige - så det kan få lov til at ”efterhæve” til søndag morgen - ellers er der ikke andet for end at bruge lørdag eftermiddag på at læse, hvad andre siger, og så stjæle deres idéer.

Lørdag aften står den på aktiv fortrængning - havearbejde, krimiserier eller bare sudokuer er gode at slappe af til, men gæster er for forstyrrende. Mærkværdigvis er det ofte nu, det afgørende argument dukker op, så normalt har jeg pen og papir inden for rækkevidde.

Søndag morgen gælder det. En god lang cykeltur til kirke er noget af det bedste til at få prædikenen til at falde på plads inde i hovedet, men når gudstjenesten så går i gang, får jeg ofte en let panisk fornemmelse af at være ved at glemme det hele alligevel. Inden jeg ved af det, står jeg på prædikestolen. Prædikenen skal serveres, og jeg ved ikke, hvordan den ”smager”, før bagefter.

Normalt går det ganske udmærket - sommetider flyver jeg ... og en sjælden gang falder det til jorden med et brag. Så halter mit forslåede ego ned fra prædikestolen, sunder sig en salmes tid, og finder sig selv igen ved de ord, der indleder nadveren: ”Opløft jeres hjerter til Herren, lad os prise hans navn!”. Prædikenen er trods alt ikke hele gudstjenesten.

Med tak for denne gang ;-)
Anne Kathrine Rafn Hauge