I Aasum Sogneblad nr. 62

Game changer

Husker I Spyttemanden? Ham den nydelige, midaldrende mand i den blåternede skjorte, der stod på en motorvejsbro udenfor Rødby og spyttede på de krigsflygtninge, der kom gående på vejen under ham. Eller hvad med Selfie-samaritanerne? De mennesker, der tog til Rødby for at hjælpe flygtningene, men hele tiden blev distraherede, fordi de liiige skulle tage en selfie, så deres venner på Facebook eller Instagram kunne se hvor gode de var. De fleste husker dem. Heldigvis ikke, fordi de var mange, men fordi de var så ekstreme, at kun de færreste kunne høre om dem uden at væmmes. Der var kun én vred Spyttemand og helt sikkert kun ganske få af de såkaldte Selfie-samaritanerne. Men vi talte meget om dem sidste år. Så meget, at ordene Spyttemand og Selfie-samaritaner var tæt på at blive udråbt til Årets Ord 2015.

Hvert år umiddelbart før jul kårer radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1 og Dansk Sprognævn Årets Ord. Listen over sidste års nominerede ord var ærligt talt deprimerende læsning. Hvis ordene på listen karakteriser året, der gik, og samtidig tegner et bare nogenlunde sandfærdigt billede af danskernes generelle sindstilstand, så stod det ikke for godt til med hverken verdens tilstand eller os i 2015. Dystre ord som egenkagemeling, 12-talspiger, flygtningestrømme, velfærdsafvikling, asylshopperi, nej-hatte, befolkningskløfter, klimakrise, kønsforrædderi, terrorfrygt, politikerlede, shitstorms og Dybbølkomplekser dominerede…

Til gengæld havde de få rendyrket livsbekræftende ord, der optrådte på listen game changer-kvaliteter (game changer var et af dem!), der er til at tage at føle på. Tag bare fredsringen og jubelåret. Fredsringene bredte sig verden over i 2015 i takt med, at hadforbrydelser og terrorangreb greb om sig. Mennesker, som ikke kendte hinanden på forhånd, tog hinanden i hænderne og dannede fredsringe på de steder, hvor forbrydelserne havde fundet sted. Fredsringene var et stærkt symbol på, at man - uanset indbyrdes forskelle og uenigheder - ville og kunne stå sammen og gå imod det onde i tiden.

Men fredsringene var, og er, mere end et symbol. For kun et forstyrret menneske kan holde et andet menneske i hånden og spytte på det samtidig… Og gemme sig bag en mobiltelefon, mens man holder hinanden i hænderne, det er simpelthen fysisk umuligt! Fredsringen tilkendegiver altså ikke bare et håb om et forvandlings år, men er også i sig selv begyndelsen på sådan et år, som Bibelen kalder et jubelår eller et nåde år.

Helligt år, jubelår, nådeår, forvandlingsår... Kært barn har mange navne, meningen er den samme: Vi mennesker hungrer efter en tid, hvor jorden kan hvile og kærligheden, omsorgen og barmhjertigheden få lov at spire. I Det Gamle Testamente bliver der udråbt jubelår hvert 50. år. I Det Nye Testamente er det Jesu fødsel, der varsler nådeårets komme.

Julen nærmer sig, og om få dage bliver Årets Ord 2016 kåret. Ordene på årets, endnu ikke offentliggjorte, liste har vi allerede sagt og skrevet så mange gange, at vi – uanset hvor deprimerende de end måtte være - ikke kan trække dem tilbage. Derimod kan vi hver især gøre vores til, at det bærende indhold af årets ord i 2017 bliver håb og heling.

Hvem sagde game changer?

Lise Marie Ranum
sognepræst