I Aasum Sogneblad nr. 63

De små ting

Jeg havde engang mulighed for at læse en ældre dames optegnelser efter hendes død. Det var ingen egentlig dagbog måske nærmest en tilbageskuende almanak, for ofte handlede den kun om årstiderne, om vind og vejr og hvad der skete i landbruget. ”Stod tidligt op i dag, vinden var i øst, og i dag skulle kvierne ud på marken.” Hun havde boet hele sit liv på den samme gård og bortset fra et enkelt
ophold på en husholdningsskole havde hun ikke været hjemmefra. Årene var gået. Hendes barndomsår med skolegang på den lokale landsbyskole. Egentlig ville hun gerne have haft mere skolegang, men dengang var der mange folk på gården, så der var brug for hende derhjemme. Men med den stigende mekanisering i landbruget fra begyndelsen af halvtredserne og frem blev folkeholdet mindre, og det manuelle arbejde indendørs også mindre i kraft af støvsuger, vaskemaskine og andre elektriske husholdningsapparater. Så egentlig var hendes tilstedeværelse overflødig, men hun blev boende, for det var jo hendes hjem.

Ungdomstiden gled forbi, og hun boede stadig derhjemme. Hendes optegnelser kredsede nu ikke så meget mere om de folk, hun havde mødt og talt med, men mere om vejr og vind. Forældrene døde, jorden blev forpagtet ud, hun boede stadig hjemme nu kun sammen med sine brødre. Til sidst boede hun der alene.

”Hele mit liv, skrev hun, har jeg ventet på, at noget ville ske!” og vi kan kun gisne om, hvori hendes forventninger bestod. Har hun drømt om, at en dag ville han komme, som hun skulle dele sit liv med, flytte bort, bo et andet sted og stifte en familie. Eller har hun haft kunstneriske eller andre ambitioner, som hun ikke fik realiseret. Men der skete ingenting.

Og så er vi allerede begyndt at fælde domme, og nogle har tænkt, at hun har spildt sit liv. Men det er ikke hele sandheden. Som årene gik blev hendes optegnelser mere og mere positive. ”I år kunne jeg sidde ude allerede i april.” Eller ”Roserne i bedet har aldrig stået smukkere end nu.” de små ting fylder mer og mer og giver større og større glæde.

Og gad vist, om det ikke er selve livserfaringen. At livet består af alle de små ting.
At dagligdagen skal have lov til at fylde livet ud. Selvfølgelig vil vi alle gerne finde kærligheden og en livsledsager så betids, at vi kan nå at stifte familie og leve i det nære fællesskab, som giver både glæde, tryghed og kontinuitet. Men også der vil vi opleve, at det er de nære ting, det er de små ting, der giver indhold.

I første omgang fik jeg under læsningen af den gamle dames optegnelser medlidenhed med hende. Bryd dog ud! skab dit eget liv! Men bortset fra det geografiske, at hun blev derhjemme og levede hele sin tilværelse i de samme omgivelser, så nåede hun dog langt. Hun nåede at fi nde glæden både i det store og i det små.
I det store: Opmærksomheden vendt mod naturen, vinden, vejret og årstiden, som jo betød meget for en landbofamilie i gamle dage, og i det små: Glæden ved at kunne sidde i sin solkrog allerede i april, at se og mærken duften fra de roser, som hun selv havde plantet og beskåret. For livet er også i de små ting.

Nogle mennesker får stor ydre succes måske både erhvervsmæssigt og i familien, men kan blive vrede og bitre alligevel selv over det mindste, andre finder glæden i det små og deler den gerne med andre. Apostlen Paulus formaner menigheden i Filippi således: ”Glæd jer, og lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.”
Så det er nok den vej, vi skal. Glæden over de små ting betyder meget.

Nils Holger Ellekilde