Hvad i alverden er det, vi gør forkert?


”Når du møder et menneske, der spørger til lykken og meningen med livet, så skal du være på vagt”. Sådan belærte en klog dame mig engang. Dengang fattede jeg ikke helt, hvad hun mente. I dag ved jeg, at de fleste af os er fløjtende ligeglade med meningen med det hele og kun de færreste skænker lykken en tanke de dage, hvor glæden og kærligheden og lykken smiler til os og får verden til at funkle.

De dage behøver ingenting at gå op; det er kun spændende og skønt, at livet er skørt og skævt og uigennemskueligt! Men de dage derimod, hvor vi står og stirrer ned i en tilværelse, der er granatchokramt af mødet med sygdom og sorg, eller bare ligner daggammel havregrød og føles som et hamsterhjul, da melder spørgsmålene sig. Når letheden går ud, går forstanden og uroen ind. Og forstanden og uroen kræver håndfaste svar og forklaringer. Livet og lykken bliver en avanceret ligning med masser af ubekendte, der skal gennemskues og løses.

Og Gud skal vide, at de fleste af os dagligt gør os vældigt umage og løser løs på bedste beskub. Vi arbejder med os selv. Hyrer en coach for at optimere vores energi på jobbet. Går i parterapi for at forebygge eventuelle kriser i parforholdet. Skaffer vores børn en tutor og en psykolog i håbet om at gøre dem tilstrækkeligt livsrobuste. Læser blogs om simple living.

Detoxer vores indre, vores klædeskabe og vores relationer. Får en personlig træner og en rnæringsekspert til at hjælpe os med at trimme vores værkende kroppe. Og en hundehvisker til at lære vores firbenede at lystre. Og så vælger vi at se lyst på vores tilværelse og tænke masser af ualmindeligt fremadrettede og positive tanker. Og vi gør det i bedste mening. Fordi vi altid har lært, at vi er vores egen lykkes smed, og at vi skal skynde os at se at få smedet mens jernet er varmt, hvis vi skal få overskud til verden og de andre.

Men det hjælper lige fedt. Vores hjerter banker stadig uroligt derudad. Hvad i alverden er det, vi gør forkert?

Psykologiprofessor og forfatter Svend Brinkmann kredsede om problematikken i et avisinterview forleden dag. Ifølge ham begynder vi det helt forkerte sted: ”Man bliver ikke lykkelig af at sætte sig selv først. Lykken og følelsen af mening er ikke et resultat af et valg, men kommer som en gave, når man mindst venter det – næsten altid i relationer til andre mennesker. Vær deres lykkes smed i stedet”, sagde han, med ord, der næsten kunne være Jesus’. Men også kun næsten. For psykologiprofessoren mangler en væsentlig mellemregning: Nemlig den Gud, der sender gaverne til os mennesker når vi mindst venter det og aldrig, aldrig nogensinde, bliver træt af at minde os om, at det medmenneske hvis lykke, vi først og fremmest skal koncentrere os om ikke bare er den, vi særligt udvælger, men ethvert menneske, der krydser vores vej.

Lise Marie Ranum