I Åsum Sogneblad nr. 83

Præstens ord

”Gi’ os lyset tilbage”!
Af sognepræst Charlotte Rørdam Kristensen

”Her vil ties, her vil bies”
I skrivende stund har vi netop fejret kyndelmisse. Det blev markeret ved en fyraftensgudstjeneste i Seden Kirke med sang fra den nye udgave af Højskolesangbogen flankeret af digte, tekstlæsninger om lyset vs. mørket og en refleksion. Kyndelmissegudstjenesten blev optaget og lagt ud på vores fælles facebookside – ”Seden og Åsum sogne”.

Kyndelmisse er en lysfest, der markerer midvinter, som for os betyder, at den mørke tid nu er på retur. En gammel og meget smuk skik ved kyndelmisse er at bringe lys ud til andre i mørket. Handlingen kan forstås
både rent bogstaveligt som et fakkeloptog eller i overført betydning at række livsmod videre til andre – vore nærmeste og dem, som vi slet ikke kender.

”I er jordens salt og verdens lys”
Næsten samtidig med kyndelmisse blev samfundet åbnet op. Restriktionerne forsvandt, og vi fik lov at smide mundbindene. Det så allerede lysere ud her i februar – forhåbentlig samtidig med, at lockdown fik rigtig mange af os til at reflektere over, hvad der giver livet indhold og over hvilke værdier, vi vil leve vores liv efter. Først og fremmest mærkede vi afsavnet ved livet i fællesskaber, der fra den ene dag til den anden blev sat på standby. Særlig ungdommen og de ældre måtte betale prisen.

”I er jordens salt og verdens lys”, bliver der sagt til os i evangeliet til allehelgens i november, hvor det samtidig understreges, at saltet ikke må miste sin kraft, og lyset ikke må sættes under en skæppe – altså gemmes væk. Vi er alle sammen skabt i Guds billede med krav på at blive mødt sådan og rummet med det særpræg, der er helt unikt for hver enkelt af os og gør os til dem, vi er. ”Vi kommer alle af en særegen brænding”, som digteren Sophus Clausen udlægger det. Allehelgens teksten er med andre ord aktuel hele året rundt.

Saltet er vores personlighed, som nogle gange kommer til udtryk i handlekraft og andre gange i salte tårer. Vores forskellige salte er det, der giver tilværelsen smag (”at smage på livet..”). Lyset er vores guddommelige DNA som ”skabt i Guds billede”. Det er Guds lys, der skinner i os og holder os i live. ”Øjnene er livets lys”, sagde de gamle grækere. Det er fra øjnene vores lys skinner ud i verden og oplyser
andre.

”Bare gi’ mig et smil, når du møder mig på din vej, heyo, heyo,
har kun et liv, så nyd hva’ du har tilbage”

Mit postulat er, at tiden, hvor vi var hegnet ind i mundbind, netop lærte os at kigge op (svært at kigge nedad og beskue sin egen navle med et mundbind på). Vi lærte at hilse på hinanden med øjnene, mens vi var
afskåret fra håndtryk og ansigtsmimik.

Det skal vi huske på her i genåbningen. Vi skal fortsat kigge op og lade vores livs lys skinne på medmennesket, der måske har brug for os. Måske er den anden slet ikke blevet mødt og set af andre end dig eller mig i dag. Vi kan smile til hinanden igen!

”Gi’ os lyset tilbage!”
Lockdown fik rigtig mange af os ud i nyovervejelser af, hvad der fylder livet med indhold. Min oplevelse er dog ikke, at tendensen er helt ny, den fik bare mere ”kød på” under lockdown:

I de senere år af mit virke som præst har jeg i samtaler med dåbsforældre og brudepar observeret en tendens til ikke længere at begrunde valget af de kirkelige handlinger som dåb og vielse med ”tradition”, men med svaret: ”for at samle os om ”fælles værdier”. Selv konfirmander er de senere år begyndt at begrunde valget af konfirmation med ”jeg tror på noget”!

Som 40+ kommer jeg selv ud af en generation, der har haft travlt med at opfinde nye værdier, når vi blev forældre. Den autoritære opdragelse og 70’ernes ”laissez faire” tilgang havde spillet fallit, og vi måtte selv
opfinde nye familiesamværsformer på et demokratisk grundlag. Kan det ske, at oprydningen nu er kommet til tidligere generationers afstandtagen til andre værdier også – f.eks. de traditionelt kristne (som hele vores
velfærdssamfund bygger på)?Jeg synes, det ligner en tanke. Jeg synes, det ligner en begyndende
afstandtagen til ideen om hver især ”at opfinde sine egne værdier” med et blik for, at ”mine egne selvopfundne værdier” er et langt sejt træk, hvis alle andre også ”selv opfinder deres helt egne værdier”. Det mest gnidningsløse er at læne sig op ad ”værdier, vi kan være fælles om” – selvfølgelig
i gransket og renset form, så værdierne er brugbare og aktuelle i samfundet, som det ser ud i dag.

Vi må godt bruge vores kritiske fornuft på gamle værdier holdt op imod den viden, der er kommet til. Forfatteren Mikkel Wold understreger i en artikel fra december måned sidste år, at vi bliver nødt til at kigge på hvilket samfund, vi vil have: ”Vi kan ikke bare opfinde vores egne små værdier og forvente, at andre følger dem, når det ikke er et
normativ..”

”Tro til salg”
I programmet ”Tro til salg”, hvis hensigt er at gøre folkekirken til en bedre ”sællert”, krediterer reklamefolkene kristendommen for at være ”verdens største brand”, men kritiserer brandet for at blive afsendt i for umoderne og irrelevant en indpakning ift. forbrugeren, som ønsker ”on demand” og
underholdningsværdi. Samtidig påstås det, at budskabet (det kristne) er mere relevant end nogensinde.

Folkets kirke skal følge med tiden og forny sig, men sammenholdt med min oplevelse af en søgen efter nogle ”fælles værdier”, overvejer jeg, om det måske er ad andre veje, kristendom og folkekirke skal brandes. Kunne der f.eks. brandes på den kristne etik?

”Kunsten at blive et ordentligt menneske”
Noget andet, jeg oplever, er en større åbenhed og nysgerrighed blandt de generationer, der er yngre end jeg selv. Min egen selvrealiserende og narcissistiske generation, er nu afløst af videnskabens udsagn om, at de gener, der overlever og videreføres, er de, der mestrer social intelligens dvs. samarbejde og evne til relationsdannelse.

Det gælder om at være ”ordentlige mennesker”, også mens vi handler og agerer. ”Du kan ikke gøre, hvad du vil!” (Brinkmann). Verden er ikke din egen legeplads!

Vi er altid forbundet i relationer med andre. Verden er Guds, vi har den kun til låns (for en tid). Den yngre generation er i min optik meget mere fællesskabsorienteret. De er opflasket med samarbejdets kunst og
meget optagede af at være ”ordentlige mennesker”.

Vi lever i en tid, der mere end nogensinde efterspørger etik (Metoo, køns- og sexismedebatter, arbejdsmiljø/ arbejdspladskultur og mobning/ plads til forskellighed, samt klima og økologi mm.). Vi mennesker indser ofte umiddelbart, hvad der er anstændig og beundringsværdig opførsel
og tilsvarende, hvad der er kritisabelt og forkasteligt. De fleste af os kan blive enige om, at det, at være ”et ordentligt menneske”, er et mål i sig selv samtidig med, at vi har svært ved helt konkret at definere, hvad
det vil sige – andet end noget med samvittighed og empati.

Pia Søltoft skriver sammen med Tormod Tingstad (i ”Kunsten at blive et ordentligt menneske”), at det kræver erfaring og refleksion at blive et ordentligt menneske. Alder er i den henseende en fordel men ingen sikkerhed, hvis erfaringen ikke følges op af refleksion: ”Et ordentligt menneske” har bestemte udvalgte værdier som pejlemærke, der viser vejen for sig. Sammen med værdierne følger en masse dyder
(udtryksformer), som dagligt hjælper dig til at følge vejen og forblive tro mod dig selv og dine værdier.

”Lykken du holder i hænderne nu, den er vist egentlig min. Og at
du lever og bærer og er, gør at jeg også kan værne om din; denne
smukkeste disciplin”

Ingen bliver nogensinde udlært i at være ”et ordentligt menneske”, ligesom ingen nogensinde bliver udlært i at være kristen. Det er tværtimod en måde at leve sit liv på. Min handlen vil altid påvirke andre og omvendt
(jf. overskriften fra vers 2 i ”Gi’ os lyset tilbage”).

”Den gyldne regel” (”vær mod andre, som du gerne selv vil, at andre skal være mod dig”), findes i biblen såvel som i andre religioner og er et bud på et ideal for at være et ”ordentligt menneske”. Men der findes
også mere specifikke eksempler på, hvad vi forbinder med kristen etik og værdier f.eks. næstekærlighed, tilgivelse og princippet om ikke at gengælde dårlig opførsel. Omdrejningspunktet i kristen etik er fællesskab. Tro er en tillid, som udmønter sig i relationer med andre. Samhørighed er en gratis dopamin-indsprøjtning, som får os til for en stund at glemme os selv og smelte sammen med helheden – måske i latter.

”-for ind imellem kommer fasten”
De store højtider i kirkeåret har en forberedelsestid op til: Julen har adventstiden. Påsken – fasten. Fastetiden drejer sig først og fremmest om at gøre os modtagelige for opstandelsesbudskabet påskemorgen, og det kan tage sig ud på flere måder:

Det kan være et ekstra fokus på fysisk og mental sundhed (=overskud til andre). Det kan også være at tage sit liv op til revision og reflektere over, hvordan vi gerne vil opføre os som mennesker blandt andre mennesker. Ingen tager skade af to gange om året (advent og faste) fortsat at genoverveje sit liv, ligesom mange af os gjorde under lockdown. Tiden op til højtiderne levner i høj grad plads for etikken i kristendommen.

”Der venter bag langfredags nat en påske-morgenrøde”
Verden forandrer sig, men ikke mennesket i samme grad. Følelser og forviklinger har været de samme til alle tider. Måske (nytte-)”værdien” i kristendom er dens rolle som konsulent for samfundssind, fællesskaber og klodens ressourcer?

Mennesket må være i konstant udvikling for ikke at stagnere. Det samme må alle former for relationer (ven-, forældre-, ægte-, kollegaskab mm.). Opstandelse ”i levende live” er at kigge sig over skulderen og opdage, at livet gik videre. Vi kan ærgre os over spildte timer på bekymringer, der aldrig blev til noget, at vi forbrød os mod hinanden eller livet, der ikke gik op, og vores egen handlingslammelse, men det er kriserne i vores liv, der udvikler os og gør os til rummeligere mennesker sammen med andre.

Frelsen er, at Gud er med hele vejen ”indtil verdens ende” (ordene ved døbefonten) - ”in sickness and in health” uden at døden (fysisk som mentalt) skal skille os.