Præstens ord

Hjælp – du er på!


På tv er det velkendt og almindeligt. At en oplæser eller studievært vender siden til. Snakker videre, for så pludselig at se sig spejdende omkring. Og endelig nikkes der lidt indforstået til os seere, nå, så dér er I, når det er lykkedes at finde det rigtige kamera, at være på. Eller vi ser et par kreative hoveder i uformel snak for åben skærm, den ene ser op, lettere forskrækket – er jeg på nu?

Vi har vænnet os til lidt forvirring på skærmen, det gør ikke den store forskel, det er trods alt kun fjernsyn. Altså for os der er født, før Berlinmuren blev bygget. Men for andre, unge og yngre, er det med at være på en anden historie. Det er nærmest en livsbetingelse. Tror jeg, for indrømmet - jeg hører til den første kategori.

Selvfølgelig vil vi gerne have billeder og videoer fra livets højdepunkter. Sådan har det været i mere end hundrede år, og det er jeg også vokset op med. Jeg var vel en 11-12 år, da jeg fik mit første billige Kodak kamera, som tog billeder med skæve horisonter og halve hoveder og arme. Jeg påstod, at det var galt med søgeren og knipsede så ellers løs. Allerhelst når far og mor mindst ventede det. Det var ikke
populært, hvad jeg først rigtig forstår i dag. Hvem har dog lyst til at blive husket som en gammel gabende mormor, der lige er stået ud af sengen?

Selvfølgelig er der også nogle, for hvem dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Altså mennesker for hvem det allervigtigste netop er at være på. Men for os andre – bliver det let som at spise julemad hver eneste dag året rundt: Vi elsker det i december måned, men vi skal ikke mange dage ind i januar, før tanken om mere risalamande kan give os kvalme. Selv det bedste bliver for meget af det gode, selv
familiebesøg og god tid kan blive for meget af det gode. Og selv om man elsker billeder af alt fra lagkager til familiefester, er der også behov for fristeder, hvor vi opgiver at jagte billedet og den gode historie. Øjeblikke hvor vi kun er i nu’et og ikke i fortællingen og kommentarerne bagefter.

Sådan et fristed må kirken gerne være, synes jeg. Både kirken som rum og kirken som fællesskab. Her skal der være plads til at være – uden at være på.

Som afslutning vil jeg gerne sige menigheder og personale tak for tre lærerige måneder. Jeg har grundet personlige forhold valgt at stoppe med udgangen af januar måned.

Vikarpræst, Ulla Charlotte Hansen