Præstens ord

Af sognepræst Charlotte Rørdam Kristensen

”Nu har vi jul igen, og nu har vi jul igen, og julen varer li’ til påske!– Nej, det’ ikke sandt, nej det’ ikke sandt, for – julen slutter med Helligtrekonger”.

For før jul kommer advent, og mellem jul og faste bærer vi julen med juletræet og al glansen ud på helligtrekongers søndag. Efter påske fejrer vi pinsen (festen for Helligånden). Tiden mellem advent og pinse er i kirken ”den hellige” (sakrale) periode:

”Sig nærmer tiden”

Efterårsstormen afløses lige nu af vinterens kulde og frostklare morgener eller måske bare endnu mere regn og rusk. Bladene er landet på jorden og næsten alle fløjet bort, ligesom trækfuglene, der flyver i flok til næste station i livet:

Sig nærmer tiden, da jeg må væk,
jeg hører vinterens stemme;
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme.

Efter jeg hørte sangeren Pernille Rosendahls nyfortolkning, har jeg ikke kunnet få Steen Steensen Blichers ”Sig nærmer tiden” fri af mine indre øregange. Salmen er atter kommet med i den nyeste udgave af Højskolesangbogen, som både Seden og Åsum Kirker anskaffede sig ved udgivelsen.

Her anvender Blicher trækfuglen som billede på sit eget – og vel sagtens ethvert menneskeliv, hvor livet her og nu er en ”mellemstation” for noget andet. Ser vi bort fra Blichers melankoli omkring livet som ”en jammerdal” eller som ”fastspændt i et fuglebur”, tilfører salmen en stemning af en højere dimension i livet – og haver andensteds hjemme: – Der er mere at sige, for i opstandelsestroen bliver døden forvandlet fra et endegyldigt punktum til en bindestreg mellem det, vi kender her i livet, og noget andet, som vi ikke ved, hvad er – ”på den anden side” i Guds hånd.

Overgangen fra efterår til vinter er en hyppig metafor for menneskelivets afblomstring og døden. De fleste af os bliver sårbare og har brug for støtte i livets overgangsfaser. Allehelgenssøndag mindedes vi derfor de afdøde i vores sogne og tændte lys med navns nævnelse i kirkerne for dem, der var gået bort i perioden fra sidste allehelgens, mens der blev sat gravlys på kirkegårdene for alle de andre.

”Der er noget i luften”

Vi har netop fejret 1. søndag i advent, som er kirkens nytår. Ligesom en frisk, nyindkøbt dagbog eller kalender, er vi begyndt på et nyt og friskt kirkeår, og vi rundede således ”den profane periode” i kirkeåret af søndagen før med den sidste søndag i kirkeåret. Profan betyder ”udenfor det hellige”, som frit oversat kunne betyde ”hverdagen” eller tiden uden kirkelige højtider.

Den tid hedder i kirken trinitatistiden (treenighedstiden (det med ”Gud som Far, Gud som Søn, og Gud som Helligånd)) og henfører til, at vi her forsøger at implementere det kristne budskab om  ”næstekærlighed” og ”tilgivelse”, at møde alle omkring os som var de selveste Gud (”skabt i
Guds billede”) i vores hverdag med hinanden, hvilket i vore dage er blevet oversat til ”assertiv kommunikation” eller ”girafsprog”. Det kan vi hver søndag hente hjælp til i ”det store terapirum” – kirkerummet.

Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre;
men mørke dage jeg måtte se,
og storme rev mine fjedre.
(”Sig nærmer tiden”, Steen Steensen Blicher)

Det er derfor sidste søndag i kirkeåret nogle gange omtales som ”den store kirkeeksamen”, selvom sådan en slet ikke findes og, hvis den gjorde, lod os alle sammen dumpe omkring ”det grønne bord”: Levet liv bliver med tiden til en erfaring af, at næstekærlighed i praksis er ekstremt svært og noget, som kun kan opfyldes i små sekvenser. Kun en Gud kan være perfekt!

Vi andre må overgive os til Skaberens ord ved døbefonten om, at han er ”med os alle dage indtil verdens ende” – særligt de dage, hvor vi ikke magtede ”det gode” og ikke var i stand til at tilgive men måtte overlade vores utilstrækkelighed til Gud. Kirkens ord om frelse forudsætter, at vi har noget, vi skal frelses fra, selvom ordet ”frelse” i vore dage er overgået til Anders Lund Madsens ”Volapykordbog”.

”Sikken voldsom trængsel og alarm”

Kirkeåret går i ring. Det er cyklisk ligesom naturen med sine skiftende årstider. Men efter en vinter kommer altid en sommer, og efter efterårshøsten kommer julen altid til os juleaften – lige meget, om vi nåede det hele eller ej – og d. 24. december endte med at komme bag på os.

I Radio Fyn har de netop haft en lytterdebat om, hvorvidt vi i år skulle droppe gaveræset. Coronaens efterslæb gør, at vi i år skal være endnu tidligere ude, end vi plejer, hvis gaverne skal nå frem til tiden! Det minder mig straks om det profane ræs i adventstiden – ”decemberræset”. Advent og december: Helligt og ikke-helligt blandet sammen i en stor pærevælling igennem hele december måned, imens jeg forsøger at have en rolig hånd, når jeg sirligt tænder hvert enkelt af de fire lys i adventskransen om søndagen.

Min mormor proklamerede et år i december, at hun slet ikke ville holde jul. Hun gad ikke længere stå til måls med al surheden og en ”asen og masen” med forventningspres i december. Hun ville for én eneste gang i sit liv nå at nyde december måned. Selvfølgelig nåede hun kun halvvejs i december, før hun skiftede mening, for om nogen holdt hun af at pynte juletræet med sine hjemmekreerede juleroser i silkepapir, og jeg ved, hun også inderst inde elskede, når vi børnebørn pyntede det store grantræ
som juletræ med havens blomster midt om sommeren, selvom det gik ud over deres blomsterbede.

Som voksen forstår jeg hende faktisk alt for godt, og i mine tidlige ungdomsår var jeg, inspireret af min mormor, med til at stifte ”Nissernes Befrielsesfront” som en protest mod et kommercielt misbrug af julen:
Der er nemlig noget om ambivalensen mellem decemberræset, planlægning, travlheden og faren rundt til juleklip, som dulmes med et glas glögg i ny og næ. For selvom adventstiden er en forberedelsestid, er det ikke kun den slags forberedelse, advent drejer sig om.

Advent betyder ”(Herrens) komme” og sigter mod, at vi – ud over nedtællingen – skal bruge de fire lys i kransen om søndagen til at gøre os modtagelige for den store dag, hvor himlen besøger jorden, og juleaften lader det profane og det sakrale mødes og gå i ét med hinanden. Måske vi i år skulle standse op og spørge os selv, om vi virkelig vil bruge enhver december af vores korte tid her på jorden på fulde fødselsveer igennem en hel måned, eller vi måske skulle nedsætte forventningspresset, og om små plukveer og forventningens fryd kunne gøre det ud for det samme? Enhver fødende (a la Jesu mor, Jomfru Maria) vil vide, hvad jeg taler om.

Advents -og fastetiden ligner hinanden på den måde, at de begge er forberedelsens og efterrefleksionens tid: Julen er først og fremmest hjerternes og ”de mindstes” fest, som Emil fra Lønneberg så fint ”transfigurerede” vores kristne børnelærdom til, da han bespiste alle fattiglemmerne med Katholts julelækkerier.

Adventstiden handler også om at turde slippe tøjlerne og overgive sig til ”Det sande lys, som skinner i mørket og er ved at komme til verden” for at skabe håb og glæde i en hverdag og verden, der de seneste år er blevet vendt på hovedet i den onde coronas tegn. Dér hvor fællesskaberne blev til ”hver for sig” – bag en skærm – uden knus og kropssprog.

I evangeliet til 2. søndag i advent hører vi netop om de ti brudepiger
og den lukkede dør som reference til at huske at være noget for hinanden,
mens tid er. Varme øjne kan frelse og overføre livsenergi til ”dem,
der sidder i mørke og dødens skygge, og lede vores fødder ind på fredens
vej”, som det lyder i evangeliet til 3. søndag i advent om Gud som
”solopgangen fra det høje”, der vil besøge os (juleaften igennem hans
søn) ”for at lyse for” os.

”Dejlig er den himmelblå”

Hverdagen er lang. Julen er kort. Særligt i år, hvor vi springer julesøndag over (noget med, hvordan påsken falder). Det er i hverdagslivet livet leves, og troen udfolder sig. Tro kan genbeskrives som ”håb”, ”tillid” og ”livoptimisme”.

Helligtrekonger bærer vi julen ud – dvs. vi vender hjem til hverdagen – ligesom hyrderne på marken julenat gjorde og også de Hellige tre konger, selvom det blev af en anden vej, end de kom ad – i stil med, når vi mister vores kære, eller livet tager en pludselig drejning. Det vi ”vender hjem” med (set i bagjulens skær) er en fornyelse af det kendte: Festlige oplevelser i fællesskab med andre danner gratis lykkehormoner i hjernen. Det er dem, vi høster af, når hverdagen atter bliver januartrist og
triviel.

Gud skænker os nye muligheder i hverdagen – ikke et andet liv! Dagen, hvor vi skal synge ”Dejlig er den himmelblå” for sidste gang denne jul, skæres næstekærlighedsbuddet ud i pap: De hellige tre konger ankom fra hver sin verdensdel for at se det guddommelige vidunder under stjernen julenat. Næstekærligheden og Guds tilstedeværelse i verden gælder ikke kun vores nærmeste, men alle omkring os – over alt i verden. Alle mennesker er Guds udtrykte billede med krav på medmenneskelighed og ligeværdig anerkendelse – ”indtil verdens (livets) ende”, hvor vi falder i ”den levende Guds hænder”.

”Vi ved, at al vor sidste tid skal leves, vi ved, at tiden tæller hjertes slag”

Juleaften er et af de små øjeblikke, hvor vi ser livets nutid i slowmotion. Nogle gribes af fryd, andre af irritation over ”Tante Odas” svadaer, andre henfalder i julesorg og minder. Troen, som rækkes til os, daler ned over os, genbeskriver tilliden til livet i nutid og fremtid – i fællesskab med andre – dér, hvor livet går udad og ikke indad. Troen kan bruges som en lommelygte, der oplyser vores liv.

Vi selv kan oplyse andres liv ved at kigge op fra mobilerne og se hinanden i øjnene. Øjnene er sjælens spejl, sagde de gamle grækere, hvilket de i sandhed havde ret i! Kirke handler også om at give og skabe rum for et fællesskab omkring f.eks. at afhjælpe ensomhed.

Juleevangeliet er først og fremmest et fredsevangelium. Derfor får den himmelske hærskare julenat det sidste ord om, hvad meningen er med det hele, når de synger: ”Fred til mennesker på Guds velbehag!”