Min elskede, jeg er ikke religiøs, men…

Det er nu, for real, som konfirmanderne siger. Det er forår og bryllupshøjsæsonen er over os! Det fik mig til at tænke på en god kollega, der en overgang gik og drømte om at blive læge. Da han var blevet for gammel til en ny uddannelse, begyndte han i stedet at ordinere sine sognebørn ting og sager – skriftsteder især.

Brudeparrene ordinerede han kærlighedsrecitationer: De skulle recitere for hinanden fra det ældgamle gammeltestamentlige skrift Højsangen 2-6 gange årligt (på storrengøringsdage og dage med skybrud især). Som oftest ordinerede han stedet, hvor kvinden synger:

Min elskede er hvid og rød, ypperst blandt titusinder. Hans hoved er det reneste guld… Hans kinder er som et balsambed, hvor der vokser velduftende urter. Hans gane er sødme. Alt ved ham er dejligt! … Og manden replicerer: Hvor er du smuk! min kæreste, hvor er du smuk! ... Dine læbe er som skarlagenrød snor, din mund er yndig. Dine bryster er som gazelletvillinger, der græsser blandt liljerne. Alt på dig er smukt, der er ingen fejl ved dig!

Jeg synes idéen er så god, at jeg er begyndt at gå ham i bedene: Jeg smider uden blusel kærlighedsrecepterne over alterskranken og ordinerer gladelig recitationer til højre og venstre i disse dage.

Men til dem, der ikke umiddelbart føler sig hjemme i Højsangens blomstrende billedsprog (indrømmet, det kræver sin kærlighedsrus), må jeg tænke ud af boksen. Gommen med de korslagte arme, der betroede mig, at han mildest talt ikke
følte sig spor hjemme i kirken, følte sig fx mere hjemme i Dan Turéll, der i digtet Telegrammer til min elskede skriver:

Min elskede, jeg er ikke religiøs, men når jeg vågner og ser dit ansigt ved siden af mig, kan jeg godt få lyst til at takke nogen eller noget for det…

Gommen var ikke religiøs, men han kunne mærke, at den taknemmelighed, der løb gadedrengeløb i hans bryst, når han smugkiggede på sin kæreste og deres spritny, vidunderlige søn, måtte have luft. Han havde prøvet at rette den til henholdsvis
køleskabet og computeren, men det havde føltes lidt tomt, som han sagde. Så nu sad han altså her i kirken. Han var kommet for at takke ”nogen eller noget” for det liv og den kærlighed - ja den gave - det var, at være stødt ind i netop hende.
Og de sammen havde fået netop ham, vidunderet.

Og dybest set er det jo altid derfor, vi går ind i kirken med kærligheden. Vi går først og fremmest i kirken med vores kærlighed for at sige tak for det mirakuløse, der hændte os. Men vi går ikke kun derind for at sige tak, vi går også derind for at bede om noget. Nemlig hjælp. Hjælp til at passe på den vilde, vidunderlige, men også skrøbelige gave, som forelskelsen er. Hjælp til, at forelskelsen kan udvikle sig til en slidstærk og holdbar kærlighed, der ikke bliver pist væk den dag, gadedrengen i brystet får øje på noget spændende ovre på det andet fortov (eller bare gigt i knæene). Hjælp til at kærligheden holder. Også den dag balsambedet ikke dufter helt så vidunderligt og gazelletvillingerne ikke synes fejlfrie længere. Også når det bliver efterår og storrengøringsdag og skybrud.

… Netop dén dag, har vi brug for det, ingen læge kan ordinere eller udskrive på recept. Heller ikke præstens kærlighedsrecitationer slår til. Nogen eller noget er også lidt diffust, så lad os bare indrømme det: Når det bliver ægteskab, sådan for real, så har vi alle sammen brug for Guds hjælp!

 Lise Marie Ranum, sognepræst