Præstens ord

Så er sommerferien slut, og det er nærmest som om, at et nyt år er startet. Sådan er det med sommerferien. Halvdelen af samfundets forskellige mekanismer og organisationer retter sig mere ind efter sommerferien, end de gør efter kalenderåret. Og det er der jo ikke noget at sige til, for fra man er et lille barn, og indtil man er færdiguddannet, er det sommerferiens afslutning, der markerer nye begyndelser. Et nyt skoleår eller semester, nye klassekammerater eller måske en helt ny uddannelse. For mit eget vedkommende skulle der går over 30 år, før jeg slap ud af sommerferiekalenderen, og sørme om jeg så ikke røg direkte over i et system, hvor 1. søndag i advent markerer starten på et nyt år, og således
er jeg stadig lidt forvirret over, hvad der er så specielt ved den ”rigtige” nytårsaften, som ikke umiddelbart markerer andet, end at der ikke er flere sider i kalenderen. Egentlig har jeg det lige på samme måde med midnat, som ikke markerer meget andet end, hvorvidt jeg er kommet for sent i seng eller ej. Den nye dag er jo i alle praktiske og kognitive kontekster først i gang, når man vågner, eller solen står op. Men nok om mine egne kæpheste.

Da jeg var præst i Hong Kong, fejrede vi altid sommerferiens afslutning med en ”Velkommen hjem” fest, fordi stort set alle danskere, der boede i Hong Kong, tog på sommerferie i mindst en måned et eller andet andet sted, hvor der var knapt så varmt og fugtigt og knapt så mange mennesker,
ikke mindst.

Dertil kom, at sommerferien ofte var det tidspunkt, hvor folk enten flyttede til eller fra Hong Kong, og således kunne man få gjort status over, hvem der var kommet til af nye og hvem af de gamle, der var flyttet hjem til det danske eller måske videre til et andet land. For Hong Kong er et sted, hvor de fleste danskere kun er i en årrække. Herhjemme er forholdene lidt anderledes. Her bliver man typisk boende
det samme sted i mange år, medmindre man stadig er studerende og kun midlertidigt bor der, hvor ens studie ligger, eller har et af de få jobs, der kræver, at man ofte flytter.

Men ”velkommen hjem” festen mindede mig alligevel om noget, som jeg tror kunne gavne herhjemme, men som virker som om, at det så småt er forsvundet. Nemlig det at mødes med dem i ens lokalområde og lære dem at kende og komme lidt tættere på hinanden. I byerne, hvor folk bor i lejligheder, er det helt almindeligt, at man ikke aner, hvem ens naboer er. Her i provinsen ved man dog som regel godt, hvem naboen er, men man skal sjældent mere end 2-3 huse ned af vejen, før folk begynder at blive fremmede for en. Jeg talte om det i min tale til Skt. Hans bålet i Seden Strandby, lige da sommeren var startet, men det tåler at blive gentaget, det med, at vi bør komme hinanden lidt nærmere. Da jeg var barn, holdt man vejfester i de små byer, eller også var der andre ting, der skete i byen, hvor man mødtes og fik hilst ordentligt på hinanden og fik et indtryk af, hvem det var, der delte ens lokalsamfund med en. I Hong Kong betød det også, at de nye, der kom til, blev taget vel imod, og hurtigt lærte, hvor de kunne gå til fodbold eller svømning, og hvor der var godt at handle, og om der var særlige ting, man skulle være opmærksom på som nytilflytter. Jeg har været heldig i mit job, at der har været en menighed til at tage imod mig, og så jeg har fået meget hjælp og en meget varm velkomst, da jeg kom her til for lidt over 3 mdr. siden.

Men jeg har et klart indtryk af, at det ikke er alle forundt, og det synes jeg er synd. For det er så afgørende for det lokale engagement, og for at foreningsliv etc. kan blive ved med at løbe rundt, at folk falder godt til, så det ikke bare bliver et sted, man sover og spiser, når man ikke er på arbejde eller børnene er i skole. Og det bliver meget nemt provinsbyernes lod i en tid, hvor flere og flere arbejdspladser koncentreres i byområderne, og folk får længere og længere til arbejde, så de på den måde er virkelig langt væk fra deres lokalområde, både når de er på arbejde, men også når de handler på vej hjem fra arbejde, fordi det er mere praktisk. Jeg er selv tilpas mageligt anlagt til, at jeg også får en stor del af mine dagligvarer leveret og har et socialt netværk, der er spændt ud over hele landet, så jeg ofte er væk i min fritid. Men jeg minder mig selv om, at jeg skal også skal være til stede, her hvor jeg bor, også når jeg ikke har præstekjolen på. For det er vigtigt, hvis det hele ikke bare skal blive en soveby, og det synes jeg ærlig talt ville være en skam. Så velkommen hjem fra sommerferie og husk at hilse på de nye naboer, kollegaer eller klassekammerater og brug nu lige de 10-15 min. ekstra på at få sagt ordentlig goddag og drik en kop kaffe eller noget. Og hvis du ikke ved, om dem lidt længere nede af vejen faktisk er nye, eller om de har boet der i 20 år, så kan man jo gå ned og finde ud af det. Måske viser de sig at være lige så passionerede for pileflet, origami eller lerdueskydning, som du selv er det.