Præstens ord

Åsum kirke genåbnede lige før jul, kun for så at blive lukket ned igen, og nu er der så atter gudstjenester i både Seden og Åsum, men kun for en yderst begrænset skare og med en endnu mere begrænset liturgi.

Det er efterhånden svært at følge med i, hvad der er op og ned med de konstant skiftende regler for kirken såvel som resten af samfundet.

Vi prøver at følge med, så godt vi kan, men vi må også erkende, at det er næsten umuligt at planlægge noget som helst, og det gør selvfølgelig, at aktivitets- kalenderen er en kende fattig i både Seden og Åsum. Når det er sagt, så skal der til gengæld nok komme gang i den, når vi engang får lov. Hvis pandemien kan siges at være godt for noget, så er den det i altfald for kreativiteten, for man skal være kreativ i alt lige fra hverdagen til drømmene for at få det til at hænge sammen, og den kreativitet smitter også af på drømmene om, hvad vi skal, når vi engang vender tilbage til normalen. Og hvis vi så får lov til bare halvdelen, så er der noget at se frem til!

Teologisk set er vi i skrivende stund i en af de mest oversete perioderi kirkeåret: Helligtrekongertiden og fasten. Påske, pinse, skt. Hans, allehelgen og ikke mindst jul, det kan vi forholde os til, men helligtrekongertiden, den har ikke rigtig nogen helligdage og fejringer at byde på, og fasten kendes efterhånden kun for fastelavn, som i bund og grund er det modsatte af fasten. Fastelavn var der, hvor man åd og drak de sidste rester fra julen for at ruste sig til den kommende faste. En faste, som, hvis man går langt nok tilbage i tiden, var omtrent lige så meget en nødvendighed, som den var en religiøs tradition. Der var typisk ikke meget tilbage at muntre sig med, når man nåede februar, og vinteren havde grebet om landet endnu. Fastelavn var i øvrigt en temmelig vild festdag, hvis man går omtrent 100 år tilbage i tiden. Man kan læse i gamle politirapporter om, hvordan lastbiler blev kørt i Århus Å, og svinebesætninger blev sluppet løs i byerne og meget andet. Det greb så meget om sig, at politiet ikke kunne følge med, og man endte med stort set at forbyde fastelavnsfejringer, i alt fald for voksne, hvorfor det nu er en noget mere rolig børnefest.

Teologisk set er det den tid, hvor der i teksterne er fokus på Jesu liv og virke frem til påsken. Særligt dåben. Jesu omskærelse, Herodes’ dødsdom over Israels drengebørn, Jesu besøg ved templet som 12-årig og Jesu dåb, kaldelsen af de første disciple og Johannes evangeliets mirakler og ikke mindst bjergprædikenen fylder det meste af disse to perioders tekster, så det er altså temmelig fundamentale dele af evangeliet, der er på spil, til trods for at tiden ofte er lidt overset. Min erfaring siger mig også, at det er den tid på året, hvor kirkegangen er på sit laveste, og det er egentlig synd, når der er så meget afgørende, der prædikes over i den periode.

Dåben har en helt særlig plads i denne tid. I mange kirker bruger man kyndelmissen (som betyder lysmesse), der markerer midvinteren, til at holde dåb, særligt for konfirmander og voksne. Og netop lyset og dåben er noget af det, jeg savner allermest for tiden. Jeg har aldrig været begejstret for de mørke vintre, og jeg giver de mørke morgener en stor del af skylden for det før nævnte fald i kirkegangen, og netop i år har vi utrolig få dåb på grund af restriktionerne i samfundet. Og jeg forstår godt, at man gerne vil udskyde noget så vigtigt som fejringen af dåben til en tid, hvor man kan samles og gøre det med maner. Men det gør det, at de manglende dåbsfejringer står i en stærk kontrast til de tekster, der læses, og de traditioner, der hører tiden til, og det kan mærkes i præstesjælen.

Men både dåben og kyndelmissens lys er en påmindelse om, at håbet lever endnu, og at håbet altid er der til at bære os igennem de mørke tider. Det har ikke været vigtigere at blive mindet om i mine år som præst. Håbet om hvad fremtiden bringer og ikke mindst drømmene om alt det, vi skal, når vi når igennem vinteren og pandemiens mørke.

Det er lidt vej endnu, men med håbet er det en vej, hvor der er noget at glæde sig til fremfor at kigge ind i en tom kalender og en stadig mørk vinter. Jeg kan slet ikke få mit hoved rundt om, hvor fantastisk det bliver, når det her endelig er overstået, men jeg glæder mig!

Indtil da, så må vi på bedste vis hjælpes ad, også selvom det ikke helt er til at gøre i klassisk forstand. Men det er en svær tid for alle, og der er ingen skam i at bede om hjælp, når man har brug for det, også, hvis det bare er for at snakke med et andet menneske. Og der er I selvfølgelig også velkomne til at tage fat i os præster.

 

 

 

 

 


Anders Skaanning Andersen

Sognepræst