Referat af Generalforsamling i Aasum Sogns Beboerforening

Onsdag den 18. marts 2009.

 

 

1.   Valg af dirigent

 

Preben Schack blev valgt som dirigent.

 

2.   Formandens beretning

 

Helle Troelsen aflagde beretning for beboerforenings aktiviteterne det sidste år, derefter supplerede Poul Poulsen med beretning fra trafikudvalget og Hanne Trydeman aflagde beretning fra Lokalhistorisk Arkivs aktiviteter det forløbende år.

Beretningerne blev godkendt

(Formandens beretning finder du længere ned på siden)

 

3.   Regnskab for 2008 fremlægges til godkendelse til godkendelse.

 

Regnskab 2008 for beboerforeningen viser et overskud på 35.526.97 og formuen pr. 31.12.08. er 52.888.67. De 35.500.00. er en bevilling fra Forstadspuljen under Odense Kommune, som er reserveret til telte, borde og stole i 2009.

 

Regnskab 2008 for Aasum Sogneblad viser et underskud på kr. 9176,42 og formuen pr. 31.12.08. er kr. 11.679.42. Bladet har i 2008 investeret i en P. C.

 

Regnskab 2007 for Aasum Lokalhistoriske Arkiv viser et underskud på 15,327,50 og formuen pr. 31.12.08. er kr. 63.87.

 

Regnskabet blev godkendt.

 

4.   Fastsættelse af fremtidigt kontingent

 

Forslag: Kontingentet hævet til 150,- kr. for enkelt personer og til 100,-kr. for pensionister.

Forhøjelse skal gå til Lokalhistorisk Arkiv opgaver og aktiviteter.

Forslaget blev vedtaget.

 

5. Indkomne forslag

 

Bestyrelsen fremsatte følgende 4 forslag:

 

1) Indkøb af æblemostpresser

2) Folkekøkken/fællesspisning

3) Forårs Aktivitetsdag – f. eks. arbejdende værksteder.

4) Danseaften i vinter månederne.

 

Forslagene vil diskuteret og bestyrelsen fik bemyndigelse til at arbejde videre med forslagene.

 

5.   Valg til Bestyrelsen

2 bestyrelsesmedlemmer

 

Poul Poulsen var på valg – genopstillede og blev genvalgt med applaus.

 

Eva Holm er udtrådt af bestyrelsen - Lene Uglebjerg opstillede og blev valgt med applaus.

 

2 suppleanter til bestyrelsen

 

Viggo Føns og Anette Vestergård genopstillede og begge blev valgt med applaus. 

 

2 revisorer

 

Inger Reitz og Per Lind Thomsen genopstillede og begge blev valgt med applaus.

 

1 revisorsuppleant

 

Helge Nielsen genopstillede og blev valgt med applaus.

 

7.   Eventuelt

 

Harald Jensen kom med en opfordring om aktivt at byde de nye beboer i Utzon Parken velkommen.

 

Sinnet Bunde kom med en opfordring til alle foreninger om at overveje hvad et evt. overskud på salg af forsamlingshuset skal bruges til.

P.T. forlægger der ikke nogen opgørelse eller regnskab.

 

 

Referat: Bente Baadsgaard Knudsen

 

 

 

 

Formandens beretning 2009

 

Der har i det forløbne år været afholdt 5 møder i beboerforeningens bestyrelse. Møderne er blevet holdt på skift hos bestyrelsens medlemmer, og udover at vi har forholdt os seriøst til dagsordenspunkterne, har vi også nydt hinandens selskab med hyggelig snak og socialt samvær.

 

Vi har haft en udskiftning i bestyrelsen midt på året, hvor Eva Holm stoppede p. g. a. travlhed og Anette Vestergaard som er suppleant, trådte ind i stedet.

 

Vi har et stabilt medlemstal i foreningen på 126 medlemmer.

 

Det har også været et aktivt år, hvor vi har arbejdet stabilt med både kendte og tilbagevendende opgaver, men også med nye udfordringer og opgaver.

 

Forstadspuljen:


I 2007 var vi så heldige at få bevilget midler fra forstadspuljen, - 18.000,- i alt til etablering af hjemmeside og køb af bærbar computer og diverse tilbehør. I 2008 har vi arbejdet ihærdigt på at få hjemmesiden stablet på benene først med assistance fra  Martin Nielsen til både design og det tekniske, og nu med Ken Lyndrup som er vores webmaster.
Foreningerne i Aasum er nu i gang med at lægge informationer ind på hjemmesiden.

Hjemmesiden skal bl. a. supplere sognebladet, og vil give mulighed for en mere ajourført nyhedsstrøm end sognebladets fire udgivelser pr. år.

I 2008 fik vi igen bevilget penge fra forstadspuljen, - 35.500,- til køb af telte, borde og stole. Skt Hans aften, hvor det blæste meget gjorde kål på vores gamle telte, stængerne bøjede og teltdugen flænsede. Med det nye grej håber vi på mere vejrbestandig kvalitet og borde og stole der egner sig til brug på blødt underlag.

 

Aktiviteter:


Vi holder traditionen i hævd her i Aasum.

Skt Hans blev holdt i rusk og blæst. Selv om det var pivende koldt så mødte der ca 75 personer op. Båltalen var et eventyr som blev fortalt meget levende af Per Lykke Hansen.

 

I August holdt vi Petanqueturnering på Hjalmar og Ingers petanque arena. Der var ca 20 deltagere til at kæmpe om Aasum Open titlen. Arne Petersen havde lavet et flot linoleumstryk som præmie til lejligheden. Turneringen sluttede af med grill og spisning.

 

Markedsdagen var vældig godt besøgt. Der var rigtig mange boder også nye boder med et bredere udvalg af varer. Som sædvanlig var der kø ved æblepresseren. Bestyrelsen har et forslag om at vi lægger datoen fast fremover, - den sidste lørdag i september. I år bliver det således den 26. september.

 

Fastelavn var igen godt besøgt af både små udklædte og store tilskuere. Indenfor måtte vi dække ekstra op til de mange besøgende.

 

Og så har vi sogneaftenerne som arrangeres i et samarbejde mellem menighedsrådet, lokalhistorisk arkiv og beboerforeningen. Det der kendetegner sogneaftenerne i Aasum er den mangfoldighed af temaer der bringes op, og som vi gang på gang erfarer, kan trække mange folk til huse. Vi har hørt om alt lige fra atomkraft til kvindelige fynske kunstnere, rejseoplevelser og danske forsamlingshuse. Næste gang skal vi høre om vores kost og sundhed. Vi må sige at vi kommer hele vejen rundt.

 

Ved sidste års generalforsamling berettede Sinnet om et filmprojekt, hvor Niller Madsen har optaget en del film fra forskellige arrangementer i Aasum. Filmprojektet er lagt lidt i standby, da det ikke har lykkedes Sinnet at få fat i Niller Madsen.

 

Bestyrelsen har tilmeldt Aasum by til Danmarks Naturfredningsforenings Skraldedag, som vil foregå den 19. april. Vi opfordrer til at man deltager på denne dag. Vi skal mødes kl. 14.00 ved Rytterskolen, hvor der uddeles skraldeposer og ruteplan. Efterfølgende serveres der kaffe på Rytterskolen.

 

Bestyrelsen deltager hvert år ved Fold dig ud møde i Agedrup sammen med øvrige foreninger i Seden, Agedrup. Formålet er at man på tværs af sognene orienterer om hvad der sker og man får drøftet fælles udfordringer og initiativer i området.

 

Udfordringer vi har arbejdet med:


Trafiksituationen v Poul Poulsen:


Siden sidste generalforsamling er der sat 'cyklistskilte' op ved Svendsagervej og Aasum Bygade. Opsætning blev fulgt med pressemeddelelser til aviser og radio/fjernsyn. Der var god respons fra pressen, men ingen reaktion fra kommunen.


I november holdt bestyrelsen møde med Thomas Povlsen, Odense Kommune omkring det ændrede trafikmønstre efter åbningen af ring 3. Specielt blev der peget på den kraftige/ gennemgående trafik på Staupudevej/Snedkerstræde og Rågelundvej/Ryttervejen. ved samme lejlighed luftede vi vores frustration over skolevejen til Seden samt forholdene for 'bløde' trafikanter i byen.

Thomas Povlsen har lovet at vende tilbage, men der er ikke sket noget endnu - på trods af flere henvendelser.

 

Lokalhistorisk arkiv v/ Hanne Trydemann:


Lokalhistorisk Arkiv er i løbet af året flyttet ind på 1. sal Rytterskolen. Indflytning betød der skulle lavets om på el-installationer, da elektrikeren gik i gang viste det sig, at installationer skulle renoveres total og dermed var vores pengebeholdning brugt. Dette punkt tages op under kontingent fastsættelse.


Arkivet har åbent den 1. torsdag i hver måned fra kl. 16.00 - 18,00 og der er pæne besøgstal.


Arkivets medlemmer mødes hver onsdag kl. 10.00 – 12.00 for at få styr på lokaler, inventar samt det indleverede materiale.


Der har i årets løb været holdt flere udstillinger, og på historiens dag 2008 var der arrangeret en udflugt fra Øbrogaardsvej gennem Ræveskoven til Lundsgaard hvor man hyggede sig, ung som gammel. 

 

Jeg vil til slut sige mange tak til både foreninger i byen og til de beboere som gang på gang hjælper os med at kunne stable de mange aktiviteter på benene til gavn for os alle i Aasum.