Lidt om at blive budt velkommen.
Om jagten på alverdens blå stempler.
Om at få det hele foræret for nul og nix.
Og om midlet mod uhelbredelig akut glemsomhed...

 

 

 

 

 

Sognepræst Lise Marie Ranum.

 


"Er det godt at blive anerkendt, er det dog bedre at blive budt velkommen, for det kan man ikke gøre sig fortjent til".

 

Ordene er ikke mine, men tilhører den afdøde tyske filosof Hannah Arendt. Det var biskop Tine Lindhardt, der mindede mig om dem den aften i begyndelsen af april, da jeg blev budt officielt velkommen til H.C. Andersen-land og indviet til præst i Odense Domkirke efter alle kunstens ældgamle, smukke regler.

 

Da ordene faldt sent på aftenen var jeg så propfuld af betydningsfuld tale, petitfours og almindelig udmattelse, at jeg næsten ikke kunne rumme mere. Alligevel satte de sig fast. Ordene ramte simpelthen en centralnerve. Først og fremmest, tror jeg, fordi de siger noget helt elementært om vores menneskeliv...

 

For hvad skal vi med formel anerkendelse; nydelige karakterblade, bekræftende nik og alverdens blå stempler, hvis ikke vi bliver budt velkommen – mødt og favnet af andre mennesker – i egentlig forstand? Hvis ikke vi møder mennesker, der tager imod os som dem vi er (uafhængig af vores mere eller mindre imponerende præstationer i skolen, på arbejdspladsen, i hjemmet, på idrætsbanen, i lokalsamfundet - ja, you name it!), så er den formelle anerkendelse dybest set ingenting værd. Nul og nix. Hvor velfortjent og varmende den end måtte være i øjeblikket.

 

Trangen til de blå stempler kan være umættelig. Mer' vil ha' mer vil ha' mer'. Det er en ældgammel, sørgelig historie. Fra skønlitteratur over biograffilm til teaterstykker; kunsten er (ligesom den virkelige verden, den afspejler, desværre) fyldt til bristepunktet med menneskeskæbner, der er ved at drukne i ulykkelig ensomhed, fordi deres liv kom til at forme sig som en evig jagt på det afgørende blå stempel fra de mennesker, de dybest set bare gerne ville bydes velkommen og elskes af.

 

Når det er sagt, så ramte ordene også en nerve, fordi de siger noget helt grundlæggende om den kirke, som jeg netop den aprilaften fik en ny rolle at spille i. Faktisk kunne ordene sagtens være en slags kirkens motto. For er der én ting, der karakteriserer kirken, så er det, at den er et sted, hvor vi mennesker ikke skal præstere noget som helst. Nul og nix.

 

En småsvedig brudgom eller en nervøs gudmor kan måske nok blive ramt af en følelse af præstationsangst i øjeblikket, men den har ingen egentlig betydning, ingen hold i Guds virkelighed. Guds velkomst afhænger ikke af, om vi synger smukt med på salmerne, husker at rejse os op og sætte os ned eller svarer ja og amen på de rigtige tidspunkter (det kan enhver lære!).

 

Som digteren Søren Ulrik Thomsen pointerer et sted, så er kirkens rum det eneste rum i vores hastige og flade hverdag, der er totalt hævet over nytte- og markedstænkning. I kirken er der ikke noget, der hedder noget-for-noget. I kirken skal vi ikke du til noget og ikke bruges til noget. Vi skal bare være. Derfor kan vi også gå i kirke og være helt og aldeles afmægtige. Vi kan gå i kirke og føle os flade og komplet umulige. Eller edderspændt rasende. Eller så ovenud lykkelige, at vi ikke hører andet end vores egne glade tanker. Under alle omstændigheder kan vi være fuldstændig sikre på, at Guds blå stempel holder til det hele. Det kan ikke slides af.

 

Men hvorfor i alverden så overhovedet gå i kirke, hvis Guds blå stempel holder til det hele? Det er et godt spørgsmål, men ikke svært at svare på! Sat på spidsen, skal vi gå i kirke, fordi vi lider af uhelbredelig akut glemsomhed. Vi skal gå i kirke for at blive mindet om, slet og ret. Hver gang vi går i kirke bliver vi mindet om det blå stempel, Gud gav os i fødselsgave; om det Guds velkommen!, der runger uden ophør og fuldstændig uafhængig af det, vi fik præsteret. Eller det, vi ikke fik præsteret.

 

...Og det forunderlige er, at får vi først færden af det himmelblå stempel og den uforbeholdne velkomst, så følger også gerne modet til at møde og favne vores medmennesker i samme ånd...

 

Med hjertelig tak for en varm velkomst til Seden-Åsum pastorat!

 

Lise Marie Ranum, sognepræst.