Dinosaurerne på havnen

I denne tid er der en stor dinosauer udstilling inde på Odense havn. Man har fremstillet nogle fantastiske animationer, som det hedder i dag. Modeller af dyrene i naturlig størrelse, og de kan bevæge sig, brumme, knurre og brøle. Nogle af dem er over 15 meter høje og 25 – 30 meter lange. Og der har levet nogle, som var større endnu.
Og så sætter man sig ned og hører foredraget derinde og får at vide, at dinosaurernes tid var fra ca. 230 millioner år før vor tidsregning til ca. 65 millioner år før vor tidsregning.

Og vi hører om deres levevis, føde og adfærd. Og vi hører også om, hvorfor de forsvandt. At i de sidste millioner år, de levede, var der på jordkloden stærkt øget vulkansk aktivitet. Der var så mange vulkanudbrud, at dele af jorden i lange perioder var dækket af askeskyer så tætte, at solens lys ikke kunne trænge igennem. Og så dør alle de planter som var de fleste dinosaureres føde. Og så dør også de lidt færre kødædende dinosaurer. Og til sidst for ca. 60 millioner af år siden kom så den kæmpemeteor, der bragede ind i jorden og udslukte næsten alt levende.

Og så tænker man jo: Er det virkeligt den gode gud, der gennem millioner af år sørgede for denne kolossalt dramatiske udvikling på jorden. Lod vulkaner spy flammer, lava og aske op i ufattelige mængder, lod kæmpe meteoren ramme jorden, og styrede den senere udvikling, hvor alt gik ufatteligt langsomt, og hvor betingelserne for de nye arter herunder mennesket kom til stede.

Var det den gode gud, der stod bag det hele, eller styres naturen af nogle astrofysiske regler og tildragelser, som kørte og kører efter sine egne regler, kendte som ukendte.

Og helt tæt på. Er vi mennesker blot et tilfældigt biprodukt af naturens blinde udvikling, eller er vi noget andet, noget mere.

Når man rystet går ud fra udstillingen, så har naturvidenskabsfolkene vundet den første runde. Ja, vi mennesker er et tilfældigt biprodukt af naturens blinde udvikling. Der er jo beviser for det hele. Forstenede knogler, hele dinosaurskeletter, masser af fund. Og hertil kommer geologiske aflejringer både i Grand Canyon og på Møns klint, som lag for lag underbygger den videnskabelige forklaring. Kridttiden, tertiærtiden, og hvad det nu hedder alt sammen.

Men så bliver man som præst gal i skralden og tager de filosofiske og kirkelige boksehandsker på, går ind i kampen og tænker.

Hvis vi mennesker således blot er et produkt placeret i en lang udviklingskæde altså ren natur. Hvis vi mennesker kun er biologisk liv blandt alt det andet biologiske liv omkring os, hvorfor er vi så ikke tilfredse med at leve på naturens vilkår, hvor alt er en stadig kamp en stadig strøm af tilblivelse og undergang.

Hvis vi mener, at vores liv kun er biologisk liv blandt alt det andet biologiske liv i naturen. Hvordan kan man så forklare den fantastiske glæde ved et barns fødsel og den dybe knugende sorg ved livets afslutning. Forstanden håner os med sine indvendinger: Herre Gud, der fødes jo millioner af børn hvert år, og der dør millioner af mennesker. Hvorfor gøre så stor ståhej ud af det? Men denne konstatering holder ikke. Der er i vort liv også en anden dimension. En anden sammenhæng. Og denne bæres af kærlighed af glæde og af håb.

Vi glæder os så uudsigeligt over et hvert lille barn, der kommer til verden. Det er ikke noget, som bare hører naturen til. Det er et under, det er et mirakel hver eneste gang en lille ny er blevet født.

Og vi sørger ved livets ende. Vores følelser, vores kærlighed til hverandre er et indirekte bevis for det guddommelige i vores liv.

Vi støtter og hjælper andre mennesker. Vi viser barmhjertighed, forståelse, venskab, tilgivelse og næstekærlighed.

Ude i naturen gælder den stærkestes ret, der tager den stærke livsmuligheder fra den svage, så den svage bukker under og dør. Blandt mennesker er dette aldrig i orden. Vi vil det på en anden måde.

Vi vil livet på en anden måde.

Og det kalder man at tro. I den bibelske sammenhæng møder vi det, som er større end alle dinosaurerne, al udviklingshistorie og gold videnskab. Der møder vi et budskab om at kærlighed er alt. Kærligheden mellem os mennesker, og håbet om tilliden til guds kærlighed til os.

At vi er mere end blot et tilfældigt biprodukt af naturens blinde udvikling. At vi hører til i en større sammenhæng, en sammenhæng som er god. At vi er guds børn, som hviler i faderens kærlighed.

Nils Holger Ellekilde
Sognepræst