VIRUS ALERT! - uddrag af en konfirmationsprædiken

Et par stykker af jer var lige akkurat undfanget (ikke af Helligånden, men af jeres forældre!) dengang i år 2000, da en mystisk virus brød løs verden over. Den spredte sig med lynets hast og varede i flere måneder. Pentagon, CIA, Folketinget, you name it, den slap ind alle vegne....

Heldigvis angreb virussen ikke mennesker, men computersystemer... Ret hurtigt fik den tilnavnet ILOVEYOU-virus, for det var, hvad der stod i emnefeltet på de inficerede mails... Det er svært at modstå sådan en mail -- og pludselig sad millioner af mennesker, der ellers helst ikke bruger religiøse ord og skreg "helvede og satan og fanden og Gud Fader bevares", mens de desperat forsøgte at slette kærlighedserklæringen...

Normalt bliver de fleste mennesker jo ellers ret glade i låget af at få et kærestebrev (eller en kærestemail eller -facebookbesked eller -SMS...)... Man åbner og læser; alt for hurtigt først, men så meeeeeget omhyggeligt, igen og igen.... Og så lige én gang til! Og hele tiden finder man nyt i ordene, bagved ordene, inde imellem ordene...

Det er ligesom med Bibelen. Bibelen er nemlig ét langt kærestebrev fra Gud til os mennesker. Der skal læses og fortolkes igen og igen, fordi der hele tiden dukker nye vidunderlige pointer op, som man ikke har set før.

Det bedste står tit mellem linjerne. Også i Bibelen, der nok er verdens mest kendte bog, men samtidig også én af verdens mest forsømte bøger. Der er nemlig desværre rigtig mange, der behandler Bibelen ligesom de behandlede de der ILOVEYOU-mails dengang i år 2000. Rigtig mange tør simpelthen ikke åbne den...Det kunne jo være farligt...

...Og til det er der kun én ting at sige (og jeg håber, at I skønne, kloge, modige konfirmander, vil være med til at sprede rygtet på jeres vej gennem livet): Ja, Gu' er det farligt at åbne det ældgamle kærestebrev, Bibelen er! Og, ja, Gu' er det farligt at gå ind i en kirke og høre præsten læse mellem linjerne i den! For ligesom ILOVEYOU-virussen i sin tid trængte ind i computerne og ændrede ALLE programmerne totalt, sådan er det også med Bibelen. Sådan er det også med kristendommen...

...Kristendommen handler nemlig om den Kærlighed, der vil ændre os mennesker totalt...

Har I nogensinde lagt mærke til, hvad der sker med voksne, ellers fornuftige, mennesker, når kærligheden hacker sig ind i dem? De begynder at te sig tosset -- i verdens øjne altså... Og de kommer lynhurtigt til at se latterlige ud, sådan som de pludselig er tilbøjelige til at tilgive og vende den anden kind til for 117. gang, og parate til bære på et andet menneskes byrder, selvom de faktisk havde rigeligt at bære på selv i første omgang....

Sådan er kærligheden. Den hacker sig ind i os. Og forandrer alt.

Men der er en forskel på den kærlighed, vi mennesker føler, når vi bliver tossede af forelskelse, og så den kærlighed, som Jesus, Guds søn, levede og åndede og gik i døden for at fortælle os om. Den kærlighed, Gud vil hacke ind i vores system, den er nemlig ikke forbeholdt dem, vi synes er særligt søde eller dufter dejligt. Tværtimod! Den gælder ALLE mennesker. OGSÅ dem vi absolut ikke bryder os om, OGSÅ vores fjender.

...Og helt ærligt, det er møghamrende besværligt at elske dem man ikke umiddelbart har lyst til at elske. Måske især, fordi der ikke findes nogen nem opskrift...Der er uendeligt langt fra Guds kærestebrev til en kogebog. Vi ka' ikke liiige slå efter og se hvor mange skvæt kærtegn og hvor mange knivspids opmærksomhed, der skal til før vores medmenneske trives. Der er dybest kun den ene regel: Du SKAL elske! Du SKAL dele generøst ud af kærligheden! Nu!

...Puha, det er svært... Og alligevel er det det letteste i hele verden at være kristen! Fordi vi altid har Gud i ryggen. Gud har jeres ryg. Altid. Gud er med jer når I vandkæmmede og velopdragne sidder i kirken i dag, men Han er altså også med jer, når I en dag kommer til at gå helt galt i byen (og måske lugter lidt af Bacardi breezer imens...). Gud er med jer, når livet det er let og lyst og ligetil, og I føler, I ku' elske hele verden. Og Gud er med jer, når det måske en dag ser helt sort ud det hele.

Dengang I blev døbt, lovede Gud, at Han ville være med jer ALLE dage lige indtil verdens ende. Det er det løfte Gud i dag bekræfter -- eller konfirmerer, som det hedder på et lidt gammeldags, formelt dansk.
Så kære konfirmander, I behøver altså aldrig nogensinde frygte! Gud har jeres ryg. Og Gud insisterer på at hacke sig ind i jeres systemer og puste sin tossede kærlighedsvirus ind i jer. Alle dage. Husk det. ...Og gå så gerne ud og spred rygtet!
Amen (= Basta!).

/Lise Marie Ranum, sognepræst