Sådan er en præst – da!
Hvordan epidemien ændrede gudstjenesterne og tvang kirkernes
personale til at være omstillingsparate


Præsteklummen skrevet af sognepræst Charlotte Rørdam Kristensen.

Det tager 6 ½ års forskerrettet universitetsstudie og derefter en praktisk uddannelse på pastoral-seminariet at blive klar til at kunne søge et embede som præst, hvorefter der skal aflægges en bispeeksamen, før den teologiske kandidat kan blive præsteviet (ordineret) og kalde sig præst.
Men ikke på noget tidspunkt kan jeg erindre faget ”kamera-tække”. Det skal en præst ”da bare kunne”!

Jeg læste teologi i København, men tog pastoralseminariet i Århus, fordi jeg på det tidspunkt var blevet mor og var flyttet tilbage til Fyn. En morgen, da toget var alt for forsinket, og jeg pga. fraværsregistrering så mig nødsaget til at koste en taxi fra banegården i Århus, udbrød den unge søde taxichauffør: ”Hvad skal du dog ved Markuskirken? Du ligner da ikke en præst!”

Det kan være både godt, men også rigtig skidt altid at skulle stå til
måls for ”10-sekundersreglen” og bruge de første minutter på at overbevise øjnene, der ser, om noget andet end en gængs opfattelse af en ”præstefremtræden”. Det er hverken første eller sidste gang, jeg har oplevet den kommentar, men efter jeg er kommet på den anden side af de 40 år, ligner jeg øjensynligt mere en præst end tidligere. Jeg oplever i alt fald ikke længere den samme forundring – slet ikke efter ”corona-vægten” er gået opad – og dog:

Min oplevelse er, at rigtig mange stadigvæk forbinder en præst med én med store armbevægelser, kameratække og en evig parathed til at debattere ét eller andet på tv. Sådan er jeg bare ikke. Jeg har altid tænkt ved mig selv, at jeg er sådan en ”hverdagspræst”, og skulle det ske, at selveste dronningen gjorde sit indtog i kirken, ville der sikkert være en kollega, der beredvilligt trådte til med festivitas og de store armbevægelser.

Under ”lockdown” sidste år var vi præster ikke hjemsendt, men derimod sendt i venteposition og samtidig tilstede i en tid, hvor alting var under konstant forandring. Jeg husker det faktisk som en hård tid, hvor alt skulle nytænkes, og intet var, som ”det plejer”. Det sværeste var den pludseligt opståede forventning om, at kirken skulle gå live eller i det mindste ”gå på optagelse”, nu vi skulle ”mødes hver for sig”:

Jeg lagde ud med ”at lege radio” og optage ”Mariæ Bebudelse” som en lydfil til ”Seden og Åsum sogne” på Facebook. Min præstekollega er nemlig mere autentisk på det felt og har netop ”tv-tække” med erfaring fra programmet ”De unge præster”, så det måtte være hans lod. Men da det kom til nedlukning i påsken – nærmest for første gang i kirkens historie, var der ingen vej udenom:

Jeg mødte meget, meget velforberedt op i Åsum Kirke med fuld krigsmaling uden den mindste forstand på, hvordan det ville være at stå foran et professionelt kamerahold, som var hyret ind til lejligheden. Jeg
var bævende nervøs og totalt gennemvædet af sved, da vi endelig nåede til min optræden hen på eftermiddagen. Makeuppen hang mildest talt så langt nede på kinderne, at min søn efterfølgende spurgte, om jeg da havde løbet et marathon i præstekjole lige inden optagelsen for at være mere frisk?

Lockdown01

Efter min første mere eller mindre heldige ”optræden” gjorde jeg op med mig selv, at hvis jeg skulle holde til at være ”corona-præst”, måtte jeg gøre det til ”mit eget” eller nærmere ”vores eget” og adspurgte kirkens personale, om de ville medvirke, således vi blev et team – et ”Team Lockdown”. Jeg er Åsum og Sedens kirkers personale evig taknemmelig for deres omstillingsparathed og gå-på-mod!

Heldigvis var min præstekollega Anders og jeg enige om at kalde optagelserne for ”refleksioner” og forsøge at række ud til et bredere publikum fremfor at livestreame egentlige gudstjenester. At lægge noget kirkeligt op på Facebook med forventning om et bredt publikum (eller bare i det mindste et publikum) kræver at fatte sig i korthed og gå lige på og hårdt med budskabet.

Udover at være organist er Hans Brehm også den fødte lejlighedspianist og nok den mest  omstil-lingsparate af os alle sammen, der beredvilligt har delt ud af inspiration og ideer til hver gang. ”Team Lockdown” valgte at indramme refleksionerne med sang og musik inspireret af den store ”håbs-musikant” Philip Faber – ofte med gæsteoptræden af bjergtagende Caroline Veppler på tværfløjte.

Lockdown02

Lockdown03

Til hver optagelse har der været en drejebog. I begyndelsen blev optagelsen til med håndholdt Iphone på en selfiestang og efterfølgende mig som ikke-autodidakt klipper og programmet ”IMovie”. Siden er der indkøbt et rigtigt kamera, og vores kameramand, Mathias har overtaget mine prøvelser med at redigere lyd, men dogmefilmspræget hænger ved. Selv til Store Bededagsoptagelserne 2021 kan man søge
og finde ”de 5 fejl” i kulissen, selvom vi med tiden er blevet bedre til at gå ”kulisserne” (kirken) igennem inden. Ved første optagelse havde vi glemt at fjerne et par meget synlige sikkerhedssko.

Lockdown04

Det er ikke sikkert, jeg nogensinde lærer at ”flirte med kameraet”, måske det slet ikke ligger i mit væsens natur? Men behøver jeg egentlig det som præst? Alt i alt synes jeg, at ”Team Lockdown” har klaret udfordringen ganske godt. ”Mennesket er ikke skabt til at være ene” # ”sammen er vi stærkere!” #”livet leves i relationer”# Guds nåde, fred og velsignelse til
alle!

Indridset stjerne i teglstsen iÅsum Kirkes vestgavls bagmur.