Orientering fra Lokalhistorisk arkiv
Som noget nyt, er der etableret en afdeling med CD/DVD'er, der benyttes på samme måde som bogbytteren.
Se TV2 FYN's udsendelse:
Det var dengang: Seden Aasum
incl. filmen om Åsum.
(Sendt 17. april 2012)
Klik her.
Størst er kærligheden
– En sand kærlighedshistorie fra Åsum
I familien på Lundsgård, Åsum, var der ved midten af 1800-tallet elleve børn. Nummer otte i rækken var Jens Frederiksen, der blev født i januar 1853. Som 14-årig blev han i april 1867 konfirmeret, og så var skolegangen i Åsum Skole forbi. Herefter blev han en del af folkeholdet hos forældrene på Lundsgård.
Åsums første idrætsforening og ’røveren fra Lundsgård’
Jens tog aktivt del i foreningslivet i Åsum. Han deltog som ganske ung i skytteforeningen i Åsum og var med ved dens stiftelse. Senere blev han også formand for skytteforeningen.
Aasum Skytteforening tredje juledag 1872. Jens står i midten i den bagerste
række. Hans broder Hans Peder sidder yderst til venstre i forreste række.
Til venstre i bagerste række står Kristian Lohmann
Skytteforeningerne var en del af den nationale oprustning efter nederlaget i 1864-krigen, og man øvede sig ikke udelukkende i at skyde, men indøvede også eksercits og trænede i bajonetfægtning. Skytteforeningerne var forløbere for de senere gymnastik- og idrætsforeninger. Jens var da også senere en drivende kraft og leder af Åsum Gymnastikforening, hvor han bl. a. var med til at indføre den på den tid moderne lingske gymnastik. Denne form for gymnastik blev fremmet via højskolerne og bestod af øvelser, der blev udført i flok og sigtede mod at styrke muskulaturen og den ranke holdning både i fysisk og overført forstand.
Ved Åsum Sangforenings stiftelse i 1871 var den nu 18-årige Jens også med. Sangforeningens formål var ”at nære Sansen for aandeligt Liv ved Modersmaalets Brug i sang og tale” – dvs. ligesom skytteforeningen og gymnastikforeningen en forening med en stærk national orientering. Jens var også engageret i datidens politiske kamp mellem Højre og Venstre. Modsat faderen var Jens stærkt optaget af Venstres kamp for parlamentarisme. Den symbolske markering heraf var Jens’ store fuldskæg,
der stod i modsætning til de højreorienterede storbønders bakkenbarter. Det store fuldskæg bevirkede, at han fik tilnavnet ”røveren fra Lundsgård”.
Familien på Lundsgård
I 1878 døde Jens’ far, og i 1886 døde hans mor. Af den store søskendeflok var der på det tidspunkt kun Jens (33 år) og hans storebror Hans Peter (35 år) samt søstrene Amalia (31 år) og Juliane (29 år) tilbage på Lundsgård. De øvrige brødre og søstre var blevet gift og var i ”gode gårde”. I 1889 blev Juliane gift, så nu var der tre søskende tilbage på Lundsgård samt en tjenestedreng og to tjenestepiger. Desuden blev der efter behov hyret daglejere til arbejdet.
I 1893, hvor ungkarlen Jens var blevet fyrre år, tog hans liv imidlertid en ny og overraskende drejning.
En ung tjenestepige kommer til Lundsgård
I 1893 blev der på Lundsgård ansat en ung tjenestepige, Marie Hansine Andreasen. Hun var atten år og kom fra en fisker- og daglejerfamilie i Seden. Allerede som fjortenårig var hun efter konfirmationen kommet ud at tjene.
På Lundsgård udviklede Marie og Jens trods aldersforskellen et fortroligt forhold. Til at begynde med optrådte Jens godt nok ikke specielt venligt over for Marie, som han nærmest behandlede som et barn – til hendes store fortrydelse. Hun betragtede ham som den perfekte mand, som hun slet ikke kunne stå for. Snart havde Jens dog tabt sit hjerte til Marie.
Det var dog ikke let for Marie og Jens at vise deres kærlighed i fuld offentlighed. Både aldersmæssigt og socialt var der afstande, der skulle overvindes. Kun Maries søster Rebekka og Jens’ søster Amalie blev indviet i kæresteparrets fortroligheder.
I foråret 1894 rådede Jens sin elskede Marie til at rejse til Jylland en tid, så hun var borte fra Lundsgård, og Jens kunne overveje sin situation og blive helt klar over sine følelser.
Til maj forlod Marie Lundsgård og rejste til Jylland, hvor hun havde fået plads som tjenestepige på en gård i Skovby pr. Klank. Først på sommeren deltog hun sammen med andre unge fra egnen i en udflugt til Himmelbjerget. I et brev til Jens fortalte hun om turen, og han svarede hende:
”Det var da godt, at du kom en tur til Himmelbjerget. Ja, det er overordentligt smukt; jeg har selv været der engang som soldat. Det vil da sige, jeg kom kun til foden af bjerget, men omgivelserne der var overordentlig skjønne. En sådan tur kan du have gavn og glæde af, sålænge du lever. Du skriver, at det
koster så mange penge at komme sådan ud omkring, ja, det kender jeg godt, men du har jo heller aldrig før prøvet at give penge ud for at more dig og for at se dig om i verden. Jeg tror ikke, Marie, at de penge er givet ilde ud, du ødsler jo ikke med dem. Hvad pengespørgsmålet angår, husker du jo nok vor aftale”.
Postillon d’amour og anstændig opførsel
Brevkorrespondancen mellem Marie og Jens foregik i det skjulte. For ikke at røbe deres forhold benyttede de sig af forskellige dækmanøvrer, der involverede henholdsvis Jens’ og Maries søster. Jens sendte ikke sine breve fra Åsum, men tog dem med til Odense, når han leverede kartofler og andre madvarer til Fattiggården. Marie lagde sine breve til Jens i kuverter stilet til sin søster Rebekka, der nu var blevet ansat på Lundsgård. Andre breve sendte hun i breve stilet til Jens’ søster Amalie.
Trods Marie og Jens’ ’skjulte’ brevudveksling rygtedes det i Åsum, at der vist nok var noget mellem de to. I et af sine breve skrev Jens: ”Amalia er herovre for at hjælpe mig med mejeriregnskabet, men vi taler
det meste af tiden om dig. Når Amalia tier, så begynder jeg, for det glæder mig så meget at tale om dig. Hun fortæller, at folk her omkring har så travlt med at tale om os. Nogle fortæller et og nogle et andet”.
Jens ønskede derfor at gøre deres forhold officielt med en forlovelse og ville i den anledning besøge Marie i Jylland. Han var dog ikke meget for at besøge Marie i Klank, da det så ville blive åbenlyst, at Maries kæreste var ”en gammel mand – her i sognet kender de mig jo”. Så overvejede de at mødes i Aarhus. At indlogere sig på et hotel kunne der dog ikke være tale om, da Jens fandt et sådant arrangement upassende. Han mente ikke, at Marie kunne være borte fra sin plads en nat over, uden at
det ville skade hendes rygte. Alt, hvad han ønskede, var, ”om jeg kan give dig et kys på panden, når vi mødes på perronen. Der er jo ingen, der kender os i Aarhus”. Det ender dog med, at Marie i august tager til Åsum, og de bliver forlovede.
Marie blev i sin plads og vendte først tilbage fra Klank i maj 1895, hvor hun flyttede ind hos sine forældre i Skibhusene, indtil hun blev gift med Jens i Skt. Hans Kirke d. 29. november 1895. Før brylluppet gik snakken om, at Marie havde taget Jens for gårdens skyld. Hendes mor formanede hende dog om, at hun skulle sidde snakken overhørig: ”Du er så ung, min pige, og han er for gammel. Men bare han dog er god. Gid jeg dog aldrig skal høre fra mine børn, at de ikke lever godt sammen med sin mand. Han kan ikke være andet end god mod dig”.
At være nummer otte i børneflokken
Marie tog ikke Jens for Lundsgårds skyld, for Jens kom aldrig til at eje Lundsgård. Af de fem brødre havde tre allerede før midten af 1880’erne forladt Lundsgaard. Jens var den yngste af de to tilbageværende brødre, og derfor måtte han overlade Lundsgård til storebroderen Hans Peter, der også blev sent gift: I 1896 i en alder af 45 år.
Efter brylluppet flyttede Marie og Jens ind i den firelængede gård Horsebækgård på Brandsby Mark (Hjadstrup Sogn) vest for Otterup. Jens havde købt gården for 38.000 kr med 5.800 kr i udbetaling. Marie
døde af tuberkulose i 1912, 37 år gammel; Jens døde i 1935, 82 år gammel. De fik fem børn.
(Fortællingen om Marie og Jens bygger på en levnedsbeskrivelse, der er i familiens eje. Gert Kingo i Karetmagerstræde er oldebarn af Marie og Jens).
Horsebækgård i dag.
Traktorer i Åsum
Af Hans Lohmann Andersen
Jeg var i 1936 flyttet fra Hunderupkvarteret til Åsum RYTTERSKOLE, hvor min far var blevet førstelærer. En tidlig forårsdag i marts eller april i 1938 eller 1939 så jeg fra RYTTERSKOLENS have for første gang en
landbrugstraktor! (SÅ OG HØRTE!) Jeg var 7 år gammel. Fra indkørslen til DALHOLM, der lå lige på den anden side af Åsum Bygade, kom pludselig under voldsom larm en International 10-20 traktor på jernhjul og drejede ud på bygaden med kurs nord mod DALHOLMS marker bag mejeribakken! Ved rattet sad Dalholms ejer, PEDER NIELSEN, i sit sædvanligt meget lidt prangende hverdagstøj med kasketten helt omme i nakken og hænderne knuget fast om rattet! Hastigheden var ca. lig med god gangfart og opmærksomheden var fuldt fokuseret på vejen foran! Forårsarbejdet på DALHOLM skulle i gang! Denne traktor var under WW2 og den tyske besættelse i 1940-45 opklodset og ude af drift under krigen!
I 1946 eller 1947 gentog scenariet sig næsten. Jeg sad på loftsværelset mod vest i RYTTERSKOLEN og var ved al læse lektier til min skolegang på Odense Katedralskole! Endnu engang en voldsom alarm på Åsum
Bygade fra en traktor på jernhjul! Denne gang var det RUBEN LOHMANN RASMUSSEN, BRYDELAND, der hjembragte en brugt FORDSON TRAKTOR PÅ JERNHJUL, erhvervet for 2000 kr. I den følgende tid kunne man i Åsum høre hans hyppige starter af motoren, når han eksperimenterede med motorens justering bag BRYDELANDS lade, eller man kunne høre den karakteristiske hylen fra traktorens forældede SNEKKETRÆK til baghjulene!
Den kørte kun få år, før RUBEN, sammen med STEVNSMOSE på BJERGAGER, var de første i sognet til at købe de første GRÅ FERGUSON TRAKTORER, der i de følgende tiår blev verdenshistoriens største succes på traktormarkedet!
Understøttet af en massiv reklameindsats kom FERGUSON-traktoren til i 1950’erne at dække halvdelen af traktorsalget, og i Åsum Sogn blev der solgt omkring en snes af dem! I Åsum by var dog et par undtagelser:
DALHOLM fik som første traktor efter krigen en rød FARMALL H, der var fra samme firma som den førkrigs INTERNATIONAL! Senere fik DALHOLM også, blandt mange andre traktormærker, en GRÅ FERGUSON i stalden! KNUD MØLLEGÅRD, ÅSUMGÅRD, var også lidt atypisk i valg af traktor! Han købte en FORD 8 N! Denne traktor kræver et lille tilbageblik i historien!
DEN GRÅ FERGUSON blev udviklet allerede lige før WW2 i et samarbejde imellem englænderen HARRY FERGUSON og den amerikanske bilkonge, HENRY FORD! Den centrale nyskabelse var DET HYDRAULISKE LØFTESYSTEM AF REDSKABER, OPFUNDET AF HARRY FERGUSON! Dette betød,
at en let traktor på kun 1100 kg kunne trække lige så meget som langt tungere traktorer på 2 eller 3 tons! Jordens vægt på redskaberne blev ved en topstang overført til traktorens baghjul!! Samarbejdet
brød sammen, da HENRY FORD kunne være en kontrær ældre herre at samarbejde med, hvis ikke han svingede taktstokken!!
HARRY FERGUSON byggede sin egen fabrik i COVENTRY, der var een af ENGLANDS mest ødelagte byer efter den tyske blitz i sommeren 1940 og senere! En helt nybygget fabrik kom i 1950’erne til at spytte 400 grå Ferguson ud om dagen, og HARRY FERGUSON byggede senere en fabrik i USA, så det amerikanske marked kunne forsynes derfra!
Imidlertid begyndte HENRY FORD at bygge FORD 8 N, der havde nøjagtig samme mål som den grå! Dog var motoren en ældre, sideventilet motor, som gamle HENRY ikke kunne slippe! Den grå FERGUSON havde en mere moderne, topventilet motor! Men HENRY FORD begik en brøler: I sin nye FORD 8 N brugte han, uden tilladelse, Harry Fergusons hydrauliske løft, som Harry Ferguson havde patent på! Det medførte een af historiens største retssager i den industrielle verden, som FORD tabte med et brag! Foruden en kæmpeerstatning til FERGUSON blev det forbudt at producere FORD 8 N!
Nogle år efter tog FORD dog revanche, da han markedsførte en ny FORDSON DEXTA med en TRECYLINDRET DIESELMOTOR! Den havde så hans eget hydrauliske system, og den blev i 1960’erne en hård konkurrent til DEN LILLE GRÅ!! Intet kunne dog fratage FERGUSON TRAKTOREN æren
af at være den mest solgte traktor såvel i DANMARK som i den øvrige verden!
Hvad min egen personlige Ferguson-traktor angår, kan det oplyses, at den blev leveret i marts måned i 1950 til min forgænger på gården på Rågelundvej. Den trak op igennem 1960’erne en bugseret mejetærsker UDEN HJÆLPEMOTOR uden at kny, selvom det var i toppen af motorens ydeevne! I 1972 fik den så assistance af efterfølgeren, en MASSEY FERGUSON 135 med dieselmotor!
Alle disse traktorer til alle disse gårde var, på længere sigt, det gamle bondesamfunds svanesang! Den nye IT-VERDEN kom med så mange nye erhvervsmuligheder, at praktisk talt ingen af bøndernes børn ønskede at TAGE OVER, som det hed dengang!
Udviklingen går sin gang, og tiderne skifter! Og iøvrigt døde HARRY FERGUSON i 1960 i sit badekar!!
International 10-20 Fordson traktor med jernhjul
Grå Fordson Traktorkirkegård
Løjer i Åsum
I sidste nummer bragte vi en artikel om det tidligere rytterhus på Hjulmandsstræde nr. 1. I den forbindelse var der et par ”sidehistorier”, som ikke kom med, da de ikke havde umiddelbar relevans for husets historie.
Men nu kommer de her.
Som det blev fortalt, boede en vis Marius, også kaldt Is-Marius, i huset frem til midten af 1960´erne. Marius havde det med at kunne være lidt sur og hidsig, og det gjorde, at andre ikke kunne lade være med ind imellem at drille ham. Det gjaldt f.eks. karlene på Åsumgård. Hjulmandsstræde fortsatte på det tidspunkt tværs over Åsumgårds Allé og tæt forbi rytterhuset ud til Åsum Bygade. Når karlene kørte forbi huset med deres køretøjer, kørte de med vilje hurtigt og så tæt på huset, at de skrabede mod kanten af stråtaget, hvilket fik Marius til at blive rasende og skælde ud. Karlene fik sig et godt grin og gentog seancen næste gang, de skulle forbi.
Marius havde et ishus for enden af sin ejendom, heraf navnet Is-Marius. Byens større børn og unge gik jævnligt derhen og handlede, og deres forhold til Marius var for det meste fint. Men hvis Marius var lidt sur, kunne de også finde på at drille ham. Det foregik ved, at de samledes i en større flok i nærheden af ishuset, men uden at Marius kunne se dem. Herefter gik en af dem hen til ishuset og ringede på klokken, og Marius kom ud fra sit hus for at ekspedere.
Der blev købt for et lille beløb, og Marius gik ind igen. Netop som han var kommet ind, gik den næste frem og ringede på klokken. Marius kom ud, og der blev købt for et mindre beløb, og Marius gik ind igen. Og sådan fortsatte det, alt imens der sikkert blev fnist godt og grundigt i de nærliggende buskadser.
kt
Rytterhus i Åsum
I sidste nummer af sognebladet bragte vi en artikel om Rytterskolen. I forbindelse hermed kan der også berettes om et rytterhus i Åsum. Det er Hjulmandsstræde nr.1, også kaldet ”Skipper-huset”. Det ejes og bebos i dag af Mikkel Tønnes.
I sidste halvdel af 1600-tallet blev der i forbindelse med krongodset, som var kongens jordbesiddelser, oprettet 12 rytterdistrikter i Danmark. Et af dem var et område ved Odense indbefattet Åsum. I området lå der gårde, som var fæstegårde under krongodset. Hver gård skulle alt efter størrelse levere/huse en eller flere ryttere, som var soldater, til tider professionelle, til landets forsvar.
Omkring år 1700 lå der overfor det nuværende ”Skipperhuset” på den anden side af Åsum Bygade ca. der, hvor det nuværende ”Brydeland” ligger, en gård med et lille hus til en sådan rytter.
I 1708 blev huset revet ned, og med henblik på at rytteren nu skulle bo der, genetableret på den modsatte side af Åsum Bygade og blev således til den oprindelige del af det nuværende ”Skipperhuset” og er det ældste bevarede hus i Åsum. Denne oprindelige del er den østligste og var et 6 fags bindingsværkshus, som var den størrelse, et sådant hus skulle have.
I sidste halvdel af 1700-tallet blev rytterordningen gradvis afskaffet, og husene blev brugt til andre formål. I slutningen af 1700-tallet blev huset overtaget af en væverfamilie, og det forblev i denne families eje i de følgende 175 år frem til midten af 1960’erne. Der blev hovedsageligt vævet grovere ting såsom lagner o. lign. Huset var samtidig i nogle perioder samlingssted for en danseskole og byens spillemænd. Huset blev i tidens løb udvidet dvs. forlænget i flere omgange i vestlig retning.
Huset i starten af 1920'erne.
Her set fra Åsum Bygade.
Vejen foran huset er Hjulmandsstræde.
Pigen på billedet er Else Lohmann (1909- 2006)
Husets sidste ejer i væverfamilien hed Marie Bang og var barnefødt i huset. De ældre i byen omtalte huset som ”Marie Bangs hus”. Hendes
mand hed Marius (Christensen) og var smed men var bedre kendt som Is-Marius, idet han havde et ishus i forbindelse med ejendommen.
Herfra solgtes der is i 1950’erne og første halvdel af 60’erne ikke mindst til glæde for byens børn og unge, som de lidt ældre barnefødte i Åsum sikkert erindrer.
Marius kom på plejehjem og døde i 1967. Marie var død forinden, og huset kom til at stå tomt i et par år. Efter at arvingerne havde sat det til salg, købte Mikkel og hans kone Ena huset i 1969. Huset var da ret forfaldent og trængte til en kærlig hånd. I den forbindelse fik Mikkel og Ena stor hjælp af Enas far Hans Erling Hansen, der var smed, og som udover smedearbejdet også lavede flisegulvene i huset. Mikkel selv stod for elarbejdet og tømmerarbejdet. Han anvendte bl.a. dele af væven, der stadig stod i huset fra vævertiden og var af svært egetømmer, til reparation af husets bindingsværk og andet. Der blev delvis fjernet 2 skillerum i den ældste del af huset, så det blev sammenhængende rum, man kunne kigge igennem.
I 1984 fik huset endnu en forlængelse mod vest og dermed den størrelse og form, som det har i dag. I denne sidste forlængelse, som udgør ca. en ¼ af det nuværende hus, blev der etableret en antikvitetsforretning, som Mikkel og især Ena drev som bibeskæftigelse. I 1989 døde Ena desværre, og forretningen blev drevet videre af Mikkel og Enas mor Bente Hansen indtil 2008.
Før 1976 gik Hjulmandsstræde videre lige over Åsumgårds Alle´ og tæt forbi facaden af huset og udmundede i Åsum Bygade. I 1976 købte Mikkel vejen af bylauget og indlemmede arealet i sin have. Huset har fået det nuværende navn ”Skipperhuset” af Mikkel og Ena og refererer til Mikkels maritime baggrund som skibselektriker og besætningsmedlem på skonnerten Fulton.
kt
Der kan læses mere om såvel ryttertiden i Åsum og husets historie i Svend Frederiksens bog ” Aasum – træk af sognets historie” og i materiale som Åsum Lokalarkiv ligger inde med..
Rytterskolerne fylder 300 år
Den 28. marts i år var det rytterskolernes 300-årsfødselsdag, og her i Åsum har vi jo en af slagsen. Det var på denne dato i 1721, at kong Frederik IV underskrev en instruks om, at der skulle opføres 240 skoler
for landbefolkningens børn på krongodset rundtom i landet. Krongodset var inddelt i rytterdistrikter, som skulle levere ryttere til landets forsvar. Derfor opstod navnet ”rytterskoler”, selvom skolerne som sådan intet havde med ridning og ryttere at gøre.
Alle skolerne blev opført efter samme grundplan og arkitektur med indgangsdøren i midten. Til højre var skolestuen og en stald til lærerens husdyr. Til venstre var lærerens bolig. Over indgangen blev der sat en
sandstenstavle med et vers, der gav baggrunden for skolernes opførelse, og hvem der stod bag. Skolerne blev så opført i perioden 1722-1729, således også Åsum Rytterskole. Gennem resten af 1700-tallet stod de kongelige skoler stort set uændrede, men fra starten af 1800-tallet steg befolkningstallet og dermed også børnetallet kraftigt. Skolelove fra 1814 og 1856 stillede krav om, at både lærerboligen og skolestuen fik en bestemt størrelse i forhold til børnetallet. Derfor har kun meget få rytterskoler bevaret de ydre mål. Langt de fleste er blevet udvidet ved forlængelse i den ene eller begge ender, og der blev lavet værelser ovenpå. Det gælder også for rytterskolen i Åsum.
Efterhånden som vi op gennem 1900-tallet fik den skole, som vi kender i dag, blev der bygget nye store skoler, og de oprindelige rytterskoler blev nedlagt.
Rytterskolen i Åsum fungerede som skole indtil 1959. Skolens sidste lærer hed S. B. Andersen og huskes formentlig af nogle af sognebladets ældste læsere. I dag fungerer Åsum Rytterskole som en slags sognehus og ejes af kirken/menighedsrådet.
(En mere udførlig gennemgang af dette emne generelt kan læses i Kristelig Dagblads kronik 27. marts 2021, og specielt for Åsum Rytterskole i Svend Frederiksens bog ”Aasum – Træk af sognets historie” samt i materiale, som Åsum lokalarkiv ligger inde med)
Kai Teilmann
Rytterskolen anno 1948.
På Rytterskolen findes denne fødselsattest:
Hanc Scolam, Hujusq ad instar Ducentas Quadraginta in Circulis ad perpetuo alendas duodecem Cohortes Equestris, a institutis, fundavi.
Denne skole og 240 andre som denne har VI FREDERIK DEN FJERDE af Guds nåde konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers etc. i året 1721 ladet opføre i de distrikter, som af OS er oprettet til stadig at underholde 12 ryttereskadroner.
Halvtredsindstyve Aar GUD har DU mig opholdet. At Sygdom Kriig og Pest mig intet ondt har voldet. Thi yder ieg min Tack, og breder ud DIT Navn. Og bygger Skoler op, de Fattige til Gavn. GUD lad i dette Værck DIN Naades Fylde kende! Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende! Lad altid paa min Stool, een findes af min Ætt Som meener DIG MIN GUD! og DISSE SKOLER rætt.
Svundne tider
På opfordring fra Hanne Lind Thomsen bringer vi et erindringsglimt af Hans Lohmann.
Teksten stammer fra Facebook. Hans Lohmann voksede op i Rytterskolen, hvor hans fader var lærer.
Apropos MINDER: I en CORONA TID med masser af tid i arresten (hjemmet) bobler MINDER fra en længst forsvunden tid op! Nogle er egentlig ret morsomme og derfor velegnet til at dele på FACEBOOK!
For 80 år siden var det gamle landsbysamfund i ÅSUM endnu fuldt intakt! Årets to største fester i FORSAMLINGSHUSET var HØSTFESTEN og SKOLEJULETRÆET 4. JULEDAG! Ved Høstfesten, hvor hele sognet mødtes med medbragt mad og ØL OG SNAPS AD LIBITUM blev der gået til sagerne,
dog først efter at SOGNEPRÆSTEN ELLER DEGNEN havde sagt nogle bevingede ord!! Præsten i SEDEN-ÅSUM var fra 1933 til 1943 POUL PRIP! (Jeg har derfor en teori om, at forfatteren MORTEN KORCH, som i een af sine bøger/film fra samme tid har en PASTOR PRIP med i handlingen, har
tyvstjålet navnet fra SEDEN-ÅSUM pastorat! Der var dengang ofte gudstjenester kl. 14 om søndagen! Traditionen var så, at PRIP OG OFTE HANS HUSTRU fik eftermiddagskaffe hos mine forældre efter gudstjenesten! Mine søskende og jeg var så undertiden nogle ivrigt lyttende baggrundsfigurer til de voksnes samtale!!
Jeg husker KRYSTALKLART, at præstefruen engang efter en nys overstået HØSTFEST sagde til min mor: TÆNK DEM, FRU ANDERSEN JEG HAVDE ( navnet på et medlem af menigheden) ved min anden side, og henne i festen stirrede han stift på mig og gav mig derpå et ordentlig KLASK BAGI!! Hvorpå hun var ved at flække af grin!! Jeg fornemmede ingen BAD FEELINGS overfor vedkommende medlem af menigheden!! Hun var så klog på livet, at hun vidste, at enkelte mænd efter for mange snapse har
sværere ved at styre vildhestene end andre! Ingen MEE TOO efter 20 år her!!
Iøvrigt var gerningsmanden en særdeles agtet borger i ÅSUM, der bl. a. var vokset med sin virksomhed (agurkeproduktion). Omkring 1939-40 blev i ÅSUM FORSAMLINGSHUS afholdt en kæmpe støtteaften, hvor der blev indsamlet penge til støtte for FINLAND, der sidst i 1939 var blevet angrebet af JOSEF
STALINS SOVJETUNIONEN ! Jeg kan huske, at min far, der var involveret i arrangementet, dagen efter fortalte, at vedkommende havde doneret 1.500 kr. Og det var mange penge i 1939! Iøvrigt var han også
medlem af SKOLEKOMMISSIONEN, der hvert år blev bespist af mine forældre ved den årlige eksamen i et forlænget frikvarter! Imens gik vi elever og vurderede de forskellige kommissionsmedlemmers biler på
legepladsen! FLAGSKIBET var, indiskutabelt, vedkommendes store CHEVROLET af nyeste årgang!
Modpolen var en mindre gårdejers såre beskedne RENAULT fra sidst i tyverne! Ved en skoleudflugt til SVANNINGE BAKKER, hvor der foruden en bus også var involveret forældrebiler, måtte RENAULTEN afgå fra ÅSUM RYTTERSKOLE et kvarter før de øvrige biler p.g.a. dens lidt ringe fartformåen! De ældste elever navngav den derfor PEDER SKRAM efter den danske flådes ældste panserskib, der ved flådemanøvrer måtte afgå fra HOLMEN i KØBENHAVN for at være rettidig fremme, når manøvrerne
foregik langt borte! Ja, minderne har man da stadig lov at have!!
Åsum filmen
I 2005/2006 blev der sat et arbejde i gang omkring en ny Åsum film. Der blev nedsat 2 arbejdsgrupper, en til at skaffe penge og en redaktionsgruppe.
Det lykkedes aldrig at skaffe penge, men redaktionsgruppen fik med støtte fra Niller Madsen optaget en del film. Disse film har indtil nu været hos Niller Madsen, og det er der jo ingen, der har fornøjelse af.
I 2018 søgte Lokalhistorisk Arkiv om midler i Odense Kommunes Bydelspulje. Kommunen bevilgede 30.000 kr., og vi håber i slutningen af 2020 at kunne præsentere en ny Åsum film.
Arkivet har ekstra eksemplarer af alle sogneblade.
Hvis du vil have suppleret din egen samling af bladet, kan det ske i arkivets åbningstid
som er: Onsdag kl. 10-12 og 1. torsdag i måneden kl.16-18.
Samtlige numre af bladet kan også ses på www.aasumby.dk under menuen Sognebladet.
Lidt central og aktuel oplysning om Åsum lokalhistoriske arkiv.
Arkivet har til huse i Rytterskolen Ryttervejen 2 og har åbent hver onsdag 10-12 samt den første torsdag i hver måned 16-18. Der er for det meste lukket i skoleferierne.
Arkivet passes af Mikkel Tønnes, Ken Lyndrup, Poul Poulsen, Kai Teilmann og ikke mindst Jørgen Lohmann født og opvokset på Krogsgård, nu bosiddende i Tommerup og Inger Reitz født i Åsum og først for nylig flyttet til Søhus. De to sidstnævnte har i sagens natur en særlig stor personlig viden om ”gamle dage” i vores landsby.
Arkivet er meget interesseret i at modtage alt materiale, der kan belyse vores by og sogns historie. Det kan være fotos, breve, dokumenter, mindre genstande, bøger, kort m.v., så smid ikke sådan noget ud, men aflever det gerne på arkivet. Her bliver det sorteret, ordnet og gemt og herefter registreret på arkiv.dk, så man her kan se, hvad arkivet ligger inde med.
Hvis man søger oplysninger om tidligere tiders personer (f. eks. slægtninge) eller ejendomme, eller hvad det nu kan være i vores sogn, kan ”arkivmedarbejderne” være behjælpelige hermed, så kom gerne forbi, når der er åbent.
Når arkivet har åbent, har Bogbytteren, som tidligere omtalt, også åbent. Den passes af Hjørdis Poulsen og Kai Teilmann.
Et par publikationer der fortæller lidt om lokalhistorisk arkiv.
Smid ikke ud!
Se publikationen - klik her.
Lokalarkiverne - hvem er vi?
Se publikationen -klik her.