Foranlediget af salget af Aasum Forsamlingshus i 2010 og den endelige afslutning på en epoke i sognets historie bringer vi denne artikel, som tidligere har været trykt i Fyns Tidende. Artiklen er skrevet af lokalhistoriker, gårdejer Svend Frederiksen, ”Lundsgård” Aasum.
Et ”venstrehus” – Aasum Forsamlingshus.
Aasum Skytteforening, der udelukkende var rekrutteret af vaskeægte venstrefolk. Var årsag til bygningen af det første Aasum Forsamlingshus. Skytterne, der om sommeren havde skudt på skydebanen med de fra staten udlånte rifler – som sammen havde marcheret, ekserceret og lavet gymnastik, savnede et sted, hvor de kunne samles om vinteren for at pleje det om sommeren udviklede kammeratskab. Derfor stiftede skytteforeningens bestyrelse i efteråret 1871 en forening, ”Aasum Sangforening”, hvis formål var” at nære sansen for åndeligt liv ved modersmålets brug i sang og tale.”
Den viste, at den opfyldte et savn. En lille trofast kreds mødtes gennem mange år hver lørdag aften til fællessang og oplæsning. De første 8 år holdt foreningen til i skolestuen. Det var et nogenlunde stort lokale, der var kakkelovn, men lys var der ikke. Det sørgede pigerne for. Hver pige havde et tællelys med, som blev stukket i skolebordets blækhus. De mange lys gav en egen stemning i skolestuen – en glans, som mødedeltagerne mange år efter mindedes med en varmende glæde lig den, hvormed Napoleon på St. Helena mindedes solen på Austerlitz.
Forfatteren Anton Nielsen, Vester Skerninge kom ofte – talte og læste op. Hans lille aftensang: ”Ved solbjergslag” blev kredsens kæreste sang. Havde det været nu om dage, ville man have sagt, at det var dens kendingsmelodi.
To studiekammerater – senere kendt som provst Vilhelm Hansen, Mors, og provst Alfred Hey, Almind, havde her deres debut som folkelige talere. OgsAa Holger Begtrup, der på den tid var huslærer på Højstrupgård, trådte talermæssigt sine børnesko her. Han holdt en række foredrag om angelsakserne på grundlag af Bedas kirkehistorie. Mange år dvælede de gamle med et smil ved den kendsgerning, at den senere mestertaler i starten var så højst ubehjælpsom.
Men havde den lille kreds det hyggeligt inden døre, så var der andre udenfor, der skumlede og søgte at fortrædige foreningen. Der var på dette tidspunkt opstået stor spænding i sognet mellem Højre og Venstre. Det var udelukkende de sidste, der samledes i sangforeningen. Det kunne aldrig falde en højremand ind at sætte sine ben inden for de døre, hvor sangforeningen havde til huse.
Og med rette eller ej, så var det den almindelige mening blandt venstremænd, at højre gjorde, hvad de kunne, for at drille sangforeningen. En af de første vintre i skolen var der en urostifter på spil.
En lammehale hang i en snor neden på hans jakke. Med en snor over skulderen kunne den efter behag hæves og sænkes til forlystelse for dem, der sad bagved. Der var ingen, der lo.
Da tilhørerne kom ud efter foredraget, sagde Niels Larsen – en helt igennem reel og fredsommelig karl - til urostifteren: ”Hvis du begynder på de kunster tiere, Rasmus, så får du tærsk ”! Han kom ikke mere.
Men uroen var ikke ovre med den episode. En aften, da den senere provst Hey stod og talte om Heimskringla, blev der med et slået en nævestor flintesten gennem en rude. Den ramte ikke foredragsholderen, hvad vist var tilsigtet, men endte i væggen bag ham. Alle var målløse. Først alt for sent blev der gjort anstalt til at forfølge overfaldsmanden. Han var sporløst forsvundet.
Var det en af Højres folk? Eller en, de havde lejet? Spørgsmålet er aldrig blevet besvaret, og måske er det ganske uberettiget at stille det?
Men at der var en gruppe uden for kredsen i skolestuen, der så med alt andet end blide øjne på den sfærd, blev med al ønskelig tydelighed dokumenteret af en klage til Odense amtsråd 3. november 1872, underskrevet af 18 i sognet bosiddende mænd. De ankede over, at der ved disse møder ”taltes for friskoler og frimenigheder”, og der hævdedes, ”at skoleloven af 1814 havde været folket til mere skade end gavn.” Endvidere, at skolebordene tilsvinedes af de medbragte lys”, samt ”at inventaret led overlast, f.eks. var brændekasselåget trådt i stykker.”
Der blev afgivet adskillige erklæringer i sagen. Pastor Lintrup skrev 19. november 1872, at han havde overværet et af møderne, hvor forfatteren Anton Nielsen læste op. Der var absolut intet revolutionerende i den lille historie: ”En familie” fra hans egen almanak. Skolekommissionen, sogneråd og provst var ganske på linje med præsten – ingen kunne se noget urigtigt i forholdet.
Amtsrådets kendelse kom først 6. marts 1873, og den overlod ganske afgørelsen til sognerådet, men henstillede dog, at der ikke toges beslutninger, der kunne vække splid i sognet. Sangforeningen fik lov at fortsætte.
Nu var forholdene sådan, at forsamlingshustanken begyndte at spøge. I Ryslinge havde de bygget øvelseshus 1871, i Ferritslev 1872. Kunne ikke også Aasum?
Modstanderne fik hurtigt fært af, at der var noget i gære. ”Nu skal der nok bygges en mormonkirke omme i skægsnedkerens have”, sagde den gamle hjulmandskone til en flok skolebørn.
Mormonkirke – det var hån og spot, og skægsnedker, det var heller ikke rosende ment. Alle Venstre- og højskolefolk havde anlagt fuldskæg for at dokumentere, at de var i modsætning til de glatragede og bakkenbartprydede Højremænd. I Fraugde talte man om ”Skægmændene i Aasum” det vil sige Venstremændene.
Det gik nu ikke særligt hurtigt med ”Mormonkirken”, men i slutningen af halvfjerdserne blev det dog alvor. Murer Hans Hansen gav tilladelse til, at der måtte bygges til hans husgavl. En indsamling i kredsen gav 436 kr. – samt langhalm til taget. Hele byggeriet stod i 736 kr. De 300 skaffedes ved lån.
18. oktober 1879 indviedes det ny forsamlingshus med pastor Strøm, Marslev, som taler. Starten fik en noget dyster baggrund. Den gårdmand som stærkest havde ivret imod forsamlingshusbyggeriet, gik i harme hen og hængte sig. Der er nok noget stedsegyldigt i Dagfin Bondes replik i Henrik Ibsens ”Kongsemnerne”: ”Vil Haakon Haakonsen i Norge frem, da går det over Skule Baardsøns lig!” Sådan er vilkårene evigt for nyt og gammelt.
(den ny sal fra 1900.)
Selv med det ny forsamlingshus var muligheden for gymnastik meget ringe. Forsamlingshuset var med sine 10 gange 15 alen gulvareal ikke en gang så stor som ”Salen ” i de omkring 1850 byggede stuehuse, der var 12 gange 15 alen. Skytterne måtte vedblive med friluftsgymnastikken.
Fra 1888 og 12 Aar frem i tiden blev der i Raagelund skov hver sommer udlagt en stor bræddebresje (estrade), hvor karle og piger, hver på deres aftener, lavede gymnastik sommeren igennem. I Dansk Skytte Tidende no. 243 torsdag den 20. august 1891, kan vi læse om, hvordan en københavner oplevede en sådan begivenhed.
”…. Denne Løvsal og Højsal var det, jeg kom ind i forleden Aften efter Solnedgang. Og de kan ikke tænke dem, hvor det var morsomt her at se over 20 hvidklædte unge Bønderkarle udføre ordnede gymnastiske Idrætter med Kraft og Ynde i den grønne Skov, hvor Aftenens Fred raadede rundtomkring”….. ”Over 20 Karle skrev jeg. Men det var nu da Høsten var begyndt og Travlheden paa Landet derfor er ved at naa sit Højdepunkt. Inden Høst, fortalte man, havde der kunnet være over 30, hvilket er troligt, eftersom Aasum Skyttekreds ved Jubilæumsfest – i Odense forrige Lørdag mødte med 33 Gymnaster.
Over for det lille Stykke friske Ungdomsliv, som jeg nu har fortalt fra Aasum, håber jeg, at vi er enige om at sige: ”Respekt”!
1900 byggedes der en større sal ved det gamle Aasum Forsamlingshus, og samtidig med denne sal fik forsamlingshuset en bredere basis. Den lille kreds af vestrefolk, der i 20 år havde administreret det gamle hus, afstod deres interesser til et nydannet aktieselskab: Aasum Forsamlingshus, der praktisk talt omfattede alle beboere i sognet.
Venstrehuset i Aasum havde afviklet og var afløst af et almindeligt folkeligt forsamlingshus.
Men også dette havde sin tid.
Foto: Ken Lyndrup
I 1962 byggedes der et nyt forsamlingshus i byens østlige udkant. Det var meget større end det gamle, men også meget dyrere – 450.000 kr. for bygninger og inventar. Kredsen, der stod bag byggeriet – aktionærerne – var stadig de samme. Formålsparagraffen var uændret.
Og så var alt dog ganske anderledes.
Landbrugets rationalisering havde givet sognets folkelige liv en alvorlig rystelse, ja vel egentlig et dødeligt knæk.
1860 var der i Aasum sogn 101 tjenestekarle og 70 tjenestepiger (tyende). 1970: 6 mandlige medhjælpere og 4 kvindelige.
Det er forståeligt, at foredragssalens bænke stod tomme – at der manglede mandskab i gymnastiksalen – at der blev langt mellem skuddene på skydebanen. Udviklingen i Aasum blev sådan, at der i mismodig stund kunne siges: ”Alt bliver skår i dette hus”. I 1943 forsvandt foredragsforeningen, 1956 mejeriet, 1959 hovedskolen, 1961 sygekassen, 1962 det gamle forsamlingshus, 1966 Seden – Aasum sogneråd, 1968 forskolen, 1969 sangforeningen, 1970 sognebogsamlingen, 1971 andelsfryseriet og skytte- og gymnastikforeningen.
Sognesamlende er der snart kun kirken tilbage. Sognet er vel ikke mere afkristnet end andre købstadnære sogne, men der er unægtelig adskillige, der kun kommer bårne til kirken – til dåb og til grav.
Under disse vilkår har det ny forsamlingshus tilrettelagt sin økonomi. Det er ikke længere foredrag, gymnastik og mangfoldig mødevirksomhed, der regnes med. Med et veludbygget køkken og en dygtig vært forventes god økonomi ved at huse forenings- og familiefester.
Forsamlingshuset – og det gælder ikke alene Aasum, men mange andre, ikke mindst de i byernes nærhed – er hovedsagelig blevet en sognerestaurant.
Før lød det taktfast, når gymnasterne marcherede ind i salen til opvisning: ”Modig ungdom – ingen vege sjæle”!
Nu istemmer de velfornøjede festdeltagere: ”Skål! Skål! Petersens skål!”
Til tider - andre toner.
