Farvel PO
Af Torben Lohmann – ”Solbakken”
Den 14. maj 2020 mistede Åsum en af sine mest farverige personligheder; Poul Oskar Hansen (POH). I Åsum omtalt og tiltalt PO.
”Nu er det ikke sjovt længere”, sagde PO til personalet på Marienlund Plejecenter i starten af maj. Og små 14 dage senere tog han afsked med et sjovt, langt og indholdsrigt liv.
Hans hustru gennem 68 år var død 6 måneder tidligere, og PO’s tilstand på plejecenteret gjorde det umuligt at tegne og male. PO flyttede fra Odense til Åsum i 1967 med hustruen Ruth og børnene Jette, Lars og Nils. I huset på Karetmagerstræde 6 fik PO endelig optimale rammer for sit kunstneriske virke. Husets hestestald blev til atelier, hvor han arbejdede med forskellige kunstneriske udtryksformer. Mest kendt for de fleste var hans oliemalerier og akvareller.
At PO var i stand til at skabe så meget i de nye rammer skyldtes ikke mindst opbakningen fra Ruth; hun var en skarp kritiker af hans kunst, og der blev ikke lagt fingre imellem. Hun forkælede ham også med tid, han var bestemt ikke særlig belastet af huslige gøremål.
Mit møde med familien startede også i 67, hurtigt blev jeg ven med Lars. Derfor er jeg kommet meget i hjemmet på Karetmagerstræde og husker altid en rar næsten lyrisk atmosfære. Det er med denne baggrund, jeg ydmygt tillader mig dette ”farvelskriv”.
PO’s kunstneriske produktion startede imidlertid ikke i Åsum, talentet var en ”dåbsgave”. Allerede som barn viste han stort tegnetalent, og i konfirmationsgave fik han et malesæt.
Arbejdslivet startede PO som elektroniklærling, men der var ikke ”luft og bevægelse” nok, hvorfor han blev post. Sideløbende arbejdede han med sin kunst, lavede bl.a. vignetter til Fyens Tidende i 40’erne og 50’erne.
PO og Ruth blev gift i 1952 og flyttede i en lejlighed på Palnatokesvej i Odense. Her malede han i stuen. Senere blev adressen ændret til Egilsvej, hvor soveværelset fungerede som atelier. Allerede som 27-årig havde PO sin debut i 1955 med sin første separatudstilling i Kunstudstillingsbygningen Odense.
Herefter kom udstillinger som perler på en snor, for et helt overblik kan jeg anbefale mag.art. Lise Seisbølls bog P.O. Hansen (1991). Bl.a. i den bog har jeg hentet en del oplysninger om PO’s virke som kunstner.
I starten af PO’s kunstneriske løbebane var hans malerier stramme formopbygninger af stemnings-mættede landskaber og personskildringer. PO var også en tur forbi Det Fynske Kunstakademi. Dette var kortvarigt, PO var en selvlært kunstner. Mod slutningen af 1950’erne og starten af 60’erne skete en udvikling i malerierne fra den strammere naturalistiske figurative form mod ekspressionistisk
udtryksform. I løbet af 60’erne udvikler PO sin egen variant af ”ny-ekspressio-nisme”.
Undervejs var PO sammen med Bent Lohmann med til at stifte kunstnersam-menslutningen ”Den Blå Citron”. Men PO var en enspænder, som ikke ville underlægges andres forventninger, hvorfor han forlod sammenslutningen i 1962. Som han på et tidspunkt formulerede: ”Jeg vil ikke agere, jeg vil være”!
PO var en sanser; en øjenåbner. Han anså billedkunstens fornemste opgave at være spredning af stærke individuelle følelsesoplevelser. Med denne anti-intellektuelle holdning til kunst lægger han også afstand til politiske holdninger og protester udtrykt i kunst. Sådant kan man skrive og tale om, men den momentane visuelle-æstetiske oplevelse var af en anden natur for PO.
Og PO havde i rigt mål sanse- og formidlingsevnen. Som han selv formulerer i 1977: ”Som en anden svamp suger jeg alt til mig. Jeg har et filtreringsapparat, der sorterer til højre og venstre. Apparatet tikker altid. Når jeg mærker, det er ved at gå i stå, så skal jeg ud”.
Og ud, det kom han. En af de tidligere rejser gik til Firenze og Assisi. Hans malerier udviklede sig hele tiden, og efter et Spaniensbesøg i 1964 blev han betegnet som ”abstrakt” maler.
Den absolut vigtigste rejse var den første rejse til Færøerne i 1966. Som man med filosoffen Wittgenstein kan sondre mellem hans tænkning før og efter et ophold i Norge, kan man med PO sondre mellem hans kunst før og efter bekendtskabet med Færøerne. PO’s milde, lyriske fynske sind oplevede et slags déjà vu, ”som møde med en gammel ven, jeg ikke havde set i mange år.”
Herefter var Færøerne den vigtigste referenceramme til PO’s kunst. Han oplevede her en rigdom af markante naturformer og et stærkt skiftende lys. I løbet af de næste 50 år var han på Færøerne næsten hvert år. Her lavede PO naturafbildende skitser med farvekridt eller tusch. Skitserne forsynede han med korte stikord om sanseoplevelsen. Dette gjorde det muligt hjemme i sit atelier at omsætte skitserne til store oliemalerier eller mindre akvareller. Som PO selv har formuleret: ”Det er den usminkede natur med det indbyggede drama, der animerer mig til at fortsætte med at male. Den, som vi er magtesløse overfor. Klipperne, der løber som musik på et nodeark. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan leve uden”.
Både Ruth, Jette, Lars og Nils har oplevet at være med på Færøerne. Alle 3 børn lærte at SE. Lars og Nils har flere gange udstillet sammen med PO, Nils med foto, Lars med skulpturer. Jeg havde fornøjelsen af at være medhjælper ved opsætning af en udstilling nogle gange, specielt en vil jeg fremhæve:
”3 X Hansen” på Konstnärernas Kollektivverkstad Bohuslän (KKV-B) i 2013. Vi arbejdede det meste af en uge med at placere værkerne optimalt i den store udstillingshal. Nils’ store fotos, Lars’ granitskulpturer og PO’s store oliemalerier. Undervejs oplevede jeg en helt ærlig og stædig PO. Stædigheden skal forstås positivt. Der blev ikke gået på kompromis med noget i opstillingen, som der heller aldrig blev det i hans kunst.
Ind i mellem affødte det lidt spændinger mellem far og sønner. I disse situationer tog jeg PO med på en køretur i det fantastisk smukke landskab. Jeg havde været der en del gange sammen med Lars, hvorfor jeg kendte de gode steder. PO gik ikke så ubesværet mere, men han fotograferede og lavede skitser. Jeg oplevede PO som et særdeles ærligt menneske. Og han var lun og morsom, vi fik flere gode historier efter aftensmaden over et par glas rødvin.
Det blev den flotteste udstilling på KKV-B nogensinde. Det var de kommentarer fra kunstkendere, jeg bemærkede på ferniseringen. Nu er PO ikke mere, men det er hans ånd og kunst.
Kære PO – Vi er mange, som vil ære dit minde.
PO var en formidabel danser.