Portræt af en Aasum-virksomhed - S. Carlsen & Co.
Af Bitten Hold og Per Lind-Thomsen.
Da vi en morgen i november træder ind i de lyse lokaler hos S. Carlsen & Co. på Lunden 10, hilser Annette, der bl. a. er sekretær, "Godmorgen" og fortsætter "Søren er derinde".
Annette og Søren er gift og S. Carlsen & Co. er et familiedrevet firma. Kontoret er behageligt og lyst, den ene væg er prydet med trofæer og præmier fra den amerikanske leverandør TORO®. Efter de første formelle indledninger får vi os sat til rette ved mødebordet. Søren serverer friskbrygget kaffe og starter med at berette.
Svend Carlsen, Sørens far, grundlagde i 1947 et værksted for reparation - samt salg af brugte biler. S. Carlsen (SC), som virksomheden tog navn efter, var udlært i Aasum Smedje og blev senere mekaniker. Værkstedet lå dengang ved Vesterlund (i dag med gårdnavnet Hunderup, der hvor Dæhnfelt indtil nu har haft forsøgsgartneri). Allerede i etableringsåret blev en del af de nuværende lokaler bygget.
TORO®, en amerikansk producent af græsklippere og vandingsanlæg til golfbaner, kontaktede i 1963 SC via en repræsentant, en dansker tilfældigvis. TORO® ønskede en ny importør på det danske marked, og det skulle så være S. Carlsen.
Svend Carlsen var ikke interesseret. Det var den nuværende direktør, sønnen Søren Carlsen, imidlertid. Han mente, det var på tide for SC at tage imod udfordringen. På dette tidspunkt havde repræsentanten været frem og tilbage over Atlanten hele tre gange, før samarbejdet var en realitet. Søren opsagde sin stilling som mekaniker hos Fehr & Co. og kom til SC i 1966.
Tiltaget med at introducere TORO® produkter i sortimentet af landbrugs- og havemaskiner skulle vise sig at være godt. For, som Søren fortæller, lyttede Annette og han også dengang dagligt til nyhederne i radioen, det blev bare værre og værre: "Et landbrug lukkes om dagen i Danmark", og kort efter "Syv landbrug lukkes om dagen i Danmark".
Nye tider kalder på forandring.
På trods af de dystre udsigter var det en stor beslutning at afvikle landbrugsdelen og satse på TORO®'s produkter, især fordi der kun var få eller ingen repræsentanter på markedet, der tog sig af reparation og service af de hidtil afsatte landbrugsmaskiner. Dette rådede SC dog bod på, en medarbejder flyttede serviceafdelingen til Marslev og overtog ledelsen af den. Denne åbne virksomhedskultur, hvor også kunderne er i højsædet, er karakteristisk for SC, - de ca. 14 ansatte hos S. Carlsen & Co. arbejder i et frit miljø under ansvar.
I 1983 fik Søren, som direktør for S. Carlsen, tildelt TORO®'s absolutte forhandlervinderpræmie. Firmaet havde udmærket sig ved at være rigtig god til at sælge 5-cylinders græsklippere. Dermed fik Annette og Søren en luksustur til USA, hvor de deltog i en 4 dages konferencefest, der kulminerede med prisoverrækkelsen. Prisen medvirkede til, at Søren hvert år deltager i Præsidentens Forum, hvor de deltagende repræsentanter for importørlandene og TORO® får en god middag og diskuterer fremtidens salgsideer og nye produkter.
Derudover er forretningsåret fyldt af rejseaktiviteter med møder og kurser.
For Søren er det en stor tilfredsstillelse og fornøjelse at arbejde med produkter af høj kvalitet, ligesom han har haft den ære, at en af de nyeste proline-maskiner blev fløjet til hans virksomhed for at blive færdigudviklet under danske forhold.
Med kvalitet følger som bekendt også prisen, og Søren ved, at det ikke er førstegangskøbere, de ser flest af, da priserne for TORO®'s produkter ligger i den dyre ende af prisskalaen.
Det var en berigelse at møde Annette og Søren. Vi siger tak for kaffe, gode fortællinger og fordi de ville afse noget af deres dyrebare tid netop i højsæsonen for planlægning af næste års afsætning.
Dette portræt blev bragt første gang i Aasum Sogneblad nr. 13. Februar og marts 2005.