Willys jeep i landbruget
Af Jørgen Lohmann Rasmussen.
Fra efterkrigstiden med de trange kår kan der berettes om mange sjove ting. De unge bønderkarle fristedes af byerhvervenes prestige og højere lønninger. Det blev sværere at få dygtige karle til landbruget.
Min far, Niels Lohmann på Krogsgård, prøvede at løse problemet og finde nye veje. Allerede den gang var det kendt, at en traktor kunne spare mindst en karl og et spand heste, -men -men.
Jeg var med far rundt og kigge på gamle Fordson traktorer, som stod rundt omkring bag laderne tilgroet i brændenælder og hyldebuske, og som ikke ville starte, når der endelig kom en køber. Så det blev ikke til mere.
En dag undrede jeg mig over, at far helt usædvanligt steg på rutebilen til Odense, det plejede han ellers aldrig. Mor gik smågrinende rundt og røbede efterhånden, at far kommer hjem i en flyvemaskine; hun gik hele tiden og kiggede ned på vejen.
Pludselig kom der et lille sejldugshundehus drønende op ad indkørslen. Vi børn løb om på gårdspladsen, hvor vi tog denne mærkelige skabning i øjesyn. Jeg satte mig straks ind på førersædet og var selvfølgelig helt overvældet; den dag i dag kan jeg genkalde mig den lækre men skarpe lugt af ny maling, plastic og nyimprægneret sejldug.
Jeg var otte år, så jeg kunne godt læse et skilt, der var skruet på instrumentpanelet: "Må ikke anvendes til personbefordring". Far tolkede denne inskription ret liberalt. Når der blev lagt et bræt mellem de to sæder, kunne Hans Kristian og jeg godt klemme os ind der; lillebror Rasmus sad på mors skød på passagersædet. Når vi kørte gennem Odense by stod børnene på fortovet og råbte "hurra", når vi kom i dette Montgomery-køretøj.
På samme tid havde far fået et job som vurderingsformand, hvor han skulle ud og "vumbardere" i hele Aasum Herred - til dette arbejde var jeepen fortrinlig. Men hovedformålet var som trækkraft i landbruget. Den ældgamle rustne dobbeltfurede hjulplov blev hevet frem fra skrammelbunken og kom til ære og værdighed igen.
Jeepen havde firehjulstræk og med snekæder monteret stod den rimeligt fast, hvis jorden ikke var for blød. Sommeren efter - i 1948 - lærte jeg at køre jeepen. Jeg blev sat til at køre foran selvbinderen; det gik fint. Jeepens vindspejl bestod forneden af en 20 cm høj stålplade under selve ruden. Det var derfor nødvendigt at forhøje førersædet med et kornneg, så jeg kunne kigge fremad og holde den rette afstand ind til kornet. Men så kunne jeg ikke nå pedalerne, men Jeepen havde heldigvis også håndgas. Når en sten gik i selvbinderens kniv, og der blev råbt "HOLDT", rutsjede jeg ned på koblingen; det gik på alle faconer.
Et problem med jeepen var, at den var udstyret med en ret tørstig sideventilet motor af ældre konstruktion. Der var benzinrationering i de år - en almindelig personbil fik 40 liter om måneden så vidt jeg husker, og erhvervskøretøjer som jeepen fik 150 liter om måneden, hvilket jo begrænsede mulighederne. Senere kom en lov om afgiftsfri (farvet) benzin til de nye Ferguson- (og andre) traktorer; som multikøretøj kunne jeepen ikke få billig benzin, og så var løbet kørt.
Vidunderkøretøjet blev i 1947 købt som ny til en pris af 7.500 kroner. I 1952 solgtes den for 10.000 kroner som sprøjtekøretøj til en maskinstation. Krogsgård fik i stedet en Ferguson.