Glimt af en Aasumborgers liv.
Af Rasmus Lohmann Rasmussen, Bådvej 3, Odense NØ.
Min farbror, Hans Lohmann Rasmussen, blev født på ”Brydeland” i 1903 som den ældste af en børneflok å syv. Hans far, Rasmus, som var 3. generation på ”Brydeland” beskæftigede sig mest med kunstmaleri og åndelige sysler, og i mindre grad med jordbruget. Hans kone Thora stammede fra ”Brejngården” og styrede med sikker hånd husholdningen. Hun var meget kulturelt interesseret og var samlingspunktet i familien.
Farbror Hans blev, som de fleste bønderbørn i sine drenge- og ungdomsår, sat til arbejde i bedriften, et hverv han gik til uden synlige tegn på entusiasme. Da det blev for meget for ham, tog han en uddannelse som mekaniker og arbejdede som sådan, indtil han i 1927 drog til Amerika, drevet af en interesse for teknik og udvikling, som i så langt højere grad fandtes der.
Fra sin tidligste ungdom var han interesseret i fotografering, radioteknik og sejlads i småbåde, og han byggede selv det udstyr, han havde brug for til disse og andre interesser, som stadig dukkede op.
Han var meget optaget af byens liv og bevægede sig som en stille iagttager i alle kredse af lokalsamfundet.
Den store verden med dens politik og især tekniske udvikling havde et fast greb i ham, og drømmen om at være i brændpunktet for alt dette førte ham som sagt til USA. Her måtte han, som så mange andre udvandrere, lide den tort atter at være henvist til jordbrugets møjsommelige dont.
Dette dog kun for en tid. Han blev beskæftiget som bilmekaniker på forskellige værksteder, og flittig som han var, havde han også en del freelance mekanikerarbejde samtidig med, at han byggede sin egen bil af stumper fra skrotdyngen på værkstedet, hvor han arbejdede.
Den blev bygget af et Studebakerchassi, en Chevroletmotor, et Chrislerkølesystem og et utal af stumper af forskellig oprindelse, samt en solid appelsinkasse som førersæde. Han boede på forskellige pensionater eller sov i baglokaler på de værksteder, hvor han arbejdede, og spiste hos private, hvor konerne havde gjort det til en levevej at lave mad til enlige arbejdsfolk.
En overgang boede han sammen med et par gutter, som havde en hjemmesyssel med at brygge stærk øl til en kundekreds i byen. Når tiden kom til at indholdet af de gærende og boblende tønder og balloner skulle tappes på flasker, hvilket skulle ske om natte, blev der ophængt tæpper for vinduerne, lyset dæmpet og al samtale indskrænket til en hvisken.
Ingen blev lukket ind uden afgivelse af kendeord. Alt dette dog ikke som et ritual til forbedring af øllets kvalitet, men snarere for at undgå politiets indblanding i processen, det var jo i forbudstiden.
Efterhånden som kunderne kom til og fik prøvesmagt øllet, gik hemmelighedskræmmeriet dog noget i opløsning. Folk kom til, og folk gik bort med blussende kinder og lommerne fulde af flasker.
Der var i det hele taget en festlig stemning, og hvad øllet muligvis manglede i velsmag, havde det til fulde i slagkraft.
Efter mange gode oplevelser i North Dakota solgte han sit gadekryds af en bil og drog til Chicago, hvor han håbede at finde mere udfordrende arbejde.
Den første tid brugte han på at lære Chicago at kende ved at rejse på kryds og tværs med højbanen, der i anden sals højde snoede sig gennem byen.
På en af sine ture havde han set en brandskadet flyfabrik ”Heath Plane Co”, og da han havde fattet interesse for flyteknik med den udvikling af motorer og meget andet mekanik i en branche i sin vorden, besluttede han sig for at søge arbejde der, om ikke andet så for at hjælpe med til oprydning efter brandskaden.
Stor var hans forbløffelse, da han et par dage senere opsøgte firmaet. Alt var ryddet op og der var frisket op med maling alle steder. Stor var også forbløffelsen hos firmaet, da han troppede op for at søge arbejde netop dagen før, en annonce i avisen skulle kundgøre, at firmaet var i gang igen, og at de søgte en mekaniker.
Hos ”Heath Plane Co” var han kommet på sin rette hylde. Her var der udfordringer i massevis i udviklingen af motorer og fly, deltagelse i opvisninger og udstillinger rundt omkring i øststaterne og deltagelse i flyraces.
Farbror Hans tog flycertifikat og byggede i sin sparsomme fritid sit eget racerfly ”Skippy”. Han fremstillede alle komponenterne selv, inklusive motoren. Hele konstruktionen indeholdt mange af hans egne tekniske løsninger, blandt andet en brændstoftilførsel, der trådte i kraft, når han fløj med hovet nedad. Problemet med flyet var, at det som monoplan (et sæt vinger) skulle landes med over
Når farbror Hans selv fløj den, påmonterede han et ekstra sæt vinger, så han havde et mere skikkeligt biplan.
Hans fly med Keysor ved pinden deltog med succes i flere af den tids populære flyraces. Flyet kunne opnå en hastighed på ca.
Efterhånden måtte han dog opgive konkurrencen mod langt mere ressourcestærke firmaer, der gerne ville ind på det attraktive marked for udvikling af nye flytyper. Han arbejdede dog stadig på at udvikle en flymotor, også med henblik på de danske marked. Konkurrencen blev for hård, og med børskrakket og depressionen blev tiderne hårde, og han stod igen uden arbejde.
Han forsøgte lykken i Californien, hvor han blandt andet arbejdede med fremstilling af køleanlæg til militære feltlazaretter i troperne.
Efter 8 lærerige år i USA kom børskrakket i 1935 og med det den efterfølgende hårdere konkurrence. Han fornemmede, at han nu stod i et vadested, hvor han nu måtte beslutte sig for enten at blive i USA eller rejse tilbage til Danmark. Han besluttede sig for at tage tilbage til Danmark.
Efter hjemkomsten til Danmark (Åsum) kastede han sig over fremstillingen af forskellige tekniske komponenter, her i blandt en legetøjsmotor, der kunne trække opfindsomme børns Mekano-kronstruktioner. Han havde også lidt bilreparationer for at tjene til dagen og vejen. Men hele tiden arbejdede han på at få en egentlig produktion i gang af en attraktivt produkt.
Den gode idé kom, da han iagttog hvordan alle husstande møjsommeligt hentede vand til husholdningen ved en brøndpumpe som oftest frøs til om vinteren eller på anden måde gjorde knuder. De mere avancerede klarede vandforsyningen ved at dævles med en indendørs vrikkepumpe, som gav ømme håndled og konstant tabte ansugningen.
I farbror Hans’ løsning på en moderne vandforsyning var en lille el-pumpe med tilhørende hydrophor til montering i den eksisterende brønd, - alt sammen til en overkommelig pris.
Dette blev grundlaget til fabrikken kaldet Clipper opkaldet efter den flymotor, han udviklede i USA.
Farbror Hans blev gift med Fie, og de bygge hus på Åsum Bygade 3.
De involverede sig i mange aktiviteter blandt andet bueskydning, hvor især tante Fie gjorde sig bemærket, også på internationalt plan. Farbror Hans dyrkede sejlsport og deltog i sejladsen Fyns Rundt og Kielersejladserne med sin folkebåd. Han var også dybt involveret i amatørradio og havde mange kontakter til andre radioamatører over hele jorden. Han udviklede hele tiden forbedringer på sit udstyr og fremstillede og solgte sine opfindelser til andre radioamatører.
Uden en højere uddannelse af nogen art udførte han komplicerede radiotekniske forsøg, og var den eneste civile radioamatør, der udførte et såkaldt ”moon bounce” kun et år efter, at det var lykkedes for U.S. Naval Research Laboratory, Wachington D.C. med alle dets ressourcer og uddannede stab at udføre dette.
Et ”moon bounch” er i princippet at der skydes et radiosignal op mod månen, hvorfra det så reflekteres tilbage til jorden. Fordelen ved dette er, at signalet kun skal gennemrejse et 10 –
Farbror Hans og tante Fie fik ingen børn, men de i byen boende nevøer kom meget på værkstedet, hvor de fremstillede alskens udstyr og bevæbninger til deres skarnsstreger, ivrigt hjulpet af farbror Hans.
Han optog i mange smalfilm, og flere af disse eksisterer stadig. Ruller med optagelser af ungdommens skøjteløb på Lars Hjulmands eng, de drabelige indianerkampe i ”Brydelands” grusgrav samt situationsbilleder af byens folk. Han malede også oliebilleder, ofte efter fotografier, og nogle eksempler herpå kan ses i Rytterskolen.
Tante Fie arrangerede med stor succes sammenkomster for alle niecer og nevøer. Især var fastelavnsfesterne højdepunkter, hvor der var forberedt alskens løjer og overraskelser Farbror Hans´ opfindsomhed benægtede sig heller ikke ved disse lejligheder. Pladespillere fremstilet af en cigarkasse, en blyant, en knappenål og et gummibånde skrattede lystigt, medens mekaniske mus dukkede op de mest uventede steder og forsvandt ind i boghyldernes mørke. En del af drengene havde også megen moro af at lege russisk roulette med en kæmpemæssig revolver, han havde fra krigens tid.
Gudskelov havde han ingen patroner til ”kanonen”.
Farbror Hans døde i 1995 og tante Fie ved juletid i 2004. Til sin død havde hun ofte besøg af niecer og nevøer, som huskede de gode dage i hende hjem i Åsum.
I forbindelse med bodelingen, som inkluderede alle vi fætre og kusiner fra både farbror Hans og tante Fies side, blev der frisket op på vort altid gode forhold så båndene igen blev styrket ved det vemodige farvel til den æra, hvori farbror Hans og tante Fie levede et godt, langt og spænden liv.
Denne artikel blev bragt første gang i Aasum Sogneblad nr. 15 og16. 2005.