En købmandsforretning i Aasum i 1920’erne og 1930’erne (2)
Hans Erik Dybkjær
Varesortiment og kontrabog
En forretning på landet i de år skulle handle med lidt af hvert. Først og fremmest kolonial, lidt isenkram, manufaktur, salg af petroleum til lamper og primusapparater, som blev brugt til madlavning, hvilket var meget almindelig i alle hjem, indtil der kom flaskegas.
Der var diskbetjening i alle forretninger i de år. Kunderne kom med en seddel eller en kontrabog, hvor varerne på de ting, de ønskede, var skrevet ned. De fleste forretninger havde kontrabog. Kunderne kunne notere de forskellige varer, de ønskede, og købmanden ekspederede og noterede priserne på varerne og talte sammen. Kunden fik så bogen med hjem. En gang om måneden blev bogen talt sammen, og i de fleste tilfælde betalte kunden beløbet.
Mange af varerne i forretningen i de år skulle afvejes. Det var papirposer i forskellige størrelser, der blev brugt. Sukker, mel, alle slags gryn, salt, soda, sæbespåner. Kaffe blev malet, først på en håndmølle med et stort svinghjul. Tit blev vi børn sat til at trække dette hjul, når der skulde males et ½ eller et pund kaffe – som det hed den gang. Senere kom der en elektrisk mølle til.
Varer i løs vægt og store partier
Eddike kom hjem i store tønder og blev tappet på 1 liters og 3/4 liters flasker, samt på fine hollandske krukker og stendunke i forskellige størrelser. Sirup kom ligeledes hjem i store tønder – meget fin sirup, der kom fra De vestindiske øer, lavet af rørsukker. Det kunne være træls at vente på, at en stor krukke skulle løbe fuld af sirup, så man ekspederede kunder imens – og glemte alt om sirup. Stor katastrofe! Siruppen løb ud overalt i kælderen, hvor tønden lå, og derpå masser af skældud og
rengøring til synderen.
Der blev solgt meget brun eller grøn sæbe i løs vægt. Sæben kom hjem i galvaniserede spande ca. 25 kg. Afvejning foregik ved, at man brugte en lille spade, som man gravede et ½ eller 1 kg sæbe op med på et stykke pergamentpapir, derefter hen på vægten til kontrol. Gær til bagning var også i løs vægt i mange år. Husmødrene købte for 10-20-30 øre gær. Man brugte fingrene, og ingen tog notits af det – sådan var det bare. Man skulle helst veje gær af, inden man tappede petroleum, ellers kunne det godt være, at franskbrødet fik afsmag.
På den udvendige facade var der opsat forskellige skilte runde og firkantede. Det kunne være reklame for cigaretter, tobak, vaskepulver, øl og sodavand. Ved butiksdøren var der to reklameskilte, henholdsvis for vin og margarine. Der var også et mindre skilt fra postvæsnet vedr. salg af frimærker. På den nordlige facade mod vejkrydset havde min far opsat automater, henholdsvis til chokolade og tyggegummi.
Lagerets varegrupper
Døren mod øst i butikken gik ind til lageret, som vi kaldte det. Her fandtes mange forskellige varer: søm, tækketråd, linolie, tørrelse, maling, tørfarver i løs vægt, så som dodenkop, kønrøg, zinkhvidt, lithoponehvidt, gul okker, maling på dåse. Tønden med eddike var placeret her. Ligeledes blev salt (groft og fint) opbevaret her i 2 træskuffer. Denatureret sprit (95 procent) stod i en jerndunk på 40 liter. Sprit blev solgt i løs vægt afmålt i 1 og 2 dl. zinkmålebæger. Her stod også en 25 kg galvaniseret spand med brun sæbe. Lige indenfor døren til højre var pumpen til petroleum anbragt. Den kunne pumpe 1 l op af gangen i et måleglas. Det kunne godt tage tid, hvis kunden skulle have 5 eller 10 l eller mere. Det hændte f.eks., når kunden skulle bruge petroleum til rugemaskine, hvad der var almindeligt på landet hos mange landmænd i de år.
Sprit var også en stor artikel i mange år. Der var mange sprit- og petroleumsapparater, og sprit blev brugt som kølervæske i biler og til polering af vinduer. Ligeledes blev der solgt sprit til landevejens frie fugle; ”bisser” som de blev kaldt. De købte ½ fl. lys Albani hvidtøl og 1 dl. sprit til at blande i. Der var mange bisser dengang. Der var ikke den sociale tryghed, som der er i dag. De sov i lader og kostalde hos byens landmænd. Som regel var de ret godmodige.
På lageret stod der også sukker (stødt melis) i 100 kg jutesække. Først mange år efter blev sukker leveret i 2 og 1 kg poser fra De Danske Sukkerfabrikker. Det samme var tilfældet med hvedemel, der blev leveret i små 5 kg lærredsposer og i 50 kg lærredssække, som blev efterspurgt af husmødrene. Min mor syede et telt af disse sække. På den ene side stod der ”Amo Mel”, på den anden side stod der ”Gluten Floor”. En kammerat, Verner, og jeg overnattede i sådan et telt ved Kerteminde Nordstrand. Det har ca. været sommeren 1935-36. Det vakte end del opmærksomhed. Fint salt blev også leveret i 50 kg lærredssække. Disse sække var ganske udmærket til viskestykker og håndklæder.
Kælderens varelager
I kælderen stod der kasser med øl, Albani- Odense pilsner og lager, Carlsberg, Hof og Gammel C., Tuborg grøn og rød. Ligeledes husholdningsøl i 1/1-1/2 flaske lys og mørk. Maltøl og dobbelt øl. Chiffonflaske med vand med aftapningshane, indhold ca. 2-3 l. Sodavand, citron, røde vand, appelsinvand og apollinaris. Ligeledes fløde på små flasker, ”Randers fløde” hed det. I kælderen lå også en tønde med maskinolie, da der blev solgt en del olie til landbruget. Der stod også dåser med vognsmørelse og konsistensfedt til smøring af landbrugsvogne. Der var også lager af forskellige oste, runde og firkantede. De skulle vendes jævnligt af hensyn til lagring. Disse oste kunne godt give en særlig lugt, især de gamle oste. I kælderen var der anbragt hylder til opbevaring af service (lånetøj kaldte vi det). Lånetøjet var engelsk fajance blåmønstret fra ca. år 1930-32. Mange forretninger især på landet havde udlejning af service til kunderne. Kunderne kunne låne service gratis, når de købte varerne til bryllup, konfirmation, fødselsdag el. lign. Det
var et stort arbejde at pakke lånetøj, og der skulle stor forsigtighed til, særlig når
det gjaldt vinglas.
I kælderen stod også en vægt, decimalvægt, med tilhørende lodder af jern og messing. Vægten anvendtes mest til vejning af groft salt, der især blev brugt meget til nedsaltning af grise. Min far fodrede også en gris op i mange år, og den blev slagtet i december måned. Det var ovre i det gamle hus (fars fødehjem), der var grisesti. Jeg kan huske, min far var helt ked af det, når den skulle slagtes. Det meste på en gris den gang blev saltet eller røget. Min mor henkogte medister og hjemlavet leverpostej, samt små stege i glas, hvor de kunne holde sig længe. Kogt, røget og stegt flæsk var en almindelig spise, især på landet. Hvidkålssuppe, gule ærter, samt grønkålssuppe med flæsk var retter, der tit blev serveret. Først mange år efter kom andelsfryseanlæg, der blev almindelige overalt på landet.
Vægten i kælderen blev også brugt til at veje æg på. Mange havde høns på gårdene, så der var mange, der solgte æg til købmanden, så der var brug for vægten. En del af æggene blev solgt i butikken, resten solgtes en til en æggegrosserer. I mange år var det ægge- og ostehandler Peder Knudsen, Marslev stationsby.
En lille sjov oplevelse fra første halvdel af 1950’erne. En gårdejer Kristian Walther (Walthergården) var på det tidspunkt oppe i årene og holdt også høns. De gik frit omkring overalt, på høloft, laden, ko- og hestestald samt grisestien. Hønsene lagde selvfølgelig æg overalt, og nogle høns begyndte at ruge på æggene. Christian samlede æggene ind, solgte dem til købmanden, men der var både friske og rugeæg samt glasæg imellem. Det var kunderne ikke tilfredse med. De mente, de købteæg og ikke kyllingesteg. Det pudsige var, at pigen på Walthergården kom og købte nogle af æggene tilbage, som Christian lige havde solgt.