Af Hans Lohmann Andersen.
I 1945 lå Polen hen som et af verdenskrigens mest mishandlede lande, hvor invasioner fra både vest og øst havde hærget landet. I sommeren 1945 eller 1946 havde Røde Kors derfor arrangeret ferieophold i Danmark for polske skolebørn fra de mest nødlidende områder i Polen. I Aasum havde, så vidt jeg husker, 6 – 8 familier, deriblandt mine forældre i Aasum skole, tegnet sig for et polsk feriebarn.
Min far havde fået nogle af Aasums bilejere til at afhente børnene på Odense Banegård. Efter modtagelsen på banegården manglede der ét barn på listen over de børn der skulle til Aasum. Malermester Carl Petersen, der havde lagt bil til afhentningen af børnene, var en dejlig resolut mand. Det lykkedes ham at kapre en tilfældig polsk pige og kom slæbende med hende hen til min far og sagde: ”Her er en til Andersen, så passer antallet.” Imidlertid passede navnet på barnet ikke helt til det navn der stod på Aasumlisten, men ved hjælp fra en Røde Kors medarbejder blev det rigtige barn endelig fundet.
På skolens legeplads hentede familierne deres feriebarn. Det feriebarn vi fik i skolen, hed Danuta Bartos og kom fra Sosnovice, en by industriområdet i det sydlige Polen. Hun var utrolig spinkel. Arme og ben var lige så tynde som på de billeder vi havde se af mennesker fra kz-lejrene. Hun var utrolig udmattet og kunne næsten intet spise og faldt hurtigt i søvn.
Vi var dybt bekymret for hendes svækkede tilstand.
Danuta Batos.
Næste morgen ventede der en overraskelse! Danuta slog dynen til side, og med en utrolig energi sprang hun ud af senge og havde i de følgende uger et utroligt højt aktivitetsniveau. At en så lille og udhungret krop kunne rumme så meget energi var utroligt. I dag var hun vel blevet kaldt et dampbarn eller et hyperaktivt barn. Diagnosen var helt sikkert krigstraumer.
Med fingersprog og diverse fagter prøvede vi at forklare hende, at hun skulle blive på ”trekanten”, hvor skolen og biblioteket lå, så vi vidste, hvor hun var. Imidlertid ville hun gerne strejfe rundt i Aasum, så mine tre søskende og jeg, der heldigvis havde sommerferie fra skolen, måtte bistå med at holde os orienteret om, hvor Danuta opholdt sig.
Et af hendes foretrukne steder var smedens træ med sommeræbler, (siden tidernes morgen har æbler vel draget kvinder!!). Efterhånden faldt der lidt mere ro over hende. Vi fik lært hende at cykle, så hun kunne komme med på ture i omegnen.
Bagerst fra venstre:
Hans Lohman Andersen, Helge Lohman Andersen, S.B. Lohman Andersen
Forrest fra venstre:
Bertel Lohman Andersen, Danuta Bartos, Inger Johanne Lohman Andersen
Hun lærte også at spille kroket i skolehaven, og i dårligt vejr, hvor vi måtte opholde os indendørs, spillede vi Matador. I de uger, hun var hos os, nåede hun heldigvis at tage godt på i vægt.
Nogle måneder efter at de polske børn var rejst hjem, skrev min far et brev til Danutas mor. Så vidt jeg husker, havde han via Røde Kors fået brevet oversat til polsk og vi var noget spændt på, hvordan det var gået med Danuta efter hjemkomsten til Polen. Der kom imidlertid aldrig noget svar, og grunden til det var helt sikkert den, at Jerntæppet i de år var ved at sænke sig godt og grundigt ned gennem Europa.
Bragt første gang i Aasum Sogneblad nr. 12 – 2004.