Aasumby.dk/lokalhistoriskarkiv

Oplevelser og minder under besættelsen 1940 - 45,
samt dagene efter befrielsen 4. maj 1945. 

V/Hans Erik Hansen, Staupudevej 8. Aasum.

For nogle år siden henvendte min søn Carsten sig til mig. Han ville høre, om jeg kendte en person, der kunne fortælle om sine oplevelser under besættelsen og befrielsen. Jeg tænkte, at den opgave kunne jeg da sikkert selv klare og gik derfor i gang med at støve gamle aviser og bøger frem fra dengang. Ikke mindst hukommelsen blev støvet af og langt i blød, det var trods alt mange år siden.

Jeg vil begynde med tiden efter Politiet den 19. september 1944 blev sat ud af spillet af tyskerne. Mange undgik tilfangetagelse og gik under jorden, men mange blev interneret og siden sendt til tyske koncentrationslejre, hvor mange omkom under frygtelige forhold. Heldigvis blev en hel del reddet af Svensk Røde Kors og kom hjem til Danmark via Sverige.

Under den politiløse periode optrappedes ulovlighederne. For eksempel troede folk, at de kunne optræde som sortbørshandlere på åben gade. Jeg husker tydeligt engang, da det blev for meget for nogle maskinarbejdere hos Thrige, der tog affærer og gav nogle sortbørshandlere sådanne en gang tørre tæsk. Det hjalp en tid!

Ligesom der var mangel på lov og orden, var der også mangel på mange livsnødvendigheder. Jeg arbejdede dengang i min fars købmandsforretning - på hjørnet af Staupudevej og Væverstræde - og kan tydeligt huske, hor sløjt det stod til med alle dagligvarer. Rationering var der stort set på alle varer. Det var ikke så få rationeringsmærker, der blev modtaget og talt op i forretningerne dengang. Tobakken var et kapitel for sig under krigen. Jeg husker, hvor gyselig en stank, der bredte sig i stuerne, når der blev røget dansk tobak, det var lige meget om det var cigaretter eller pibe.

Cerutterne var også sløje, i mange tilfælde med to lag papir som dækblade. Utroligt at ikke flere holdt op med at ryge, når kvaliteten var så ringe. Mange eksperimenterede med egne blandinger af dansk tobak, så galt var der nogle, der fandt på, at komme tobakken i en blikdåse og derefter grave den ned i møddingen. Den skulle fermenteres hed det sig, med et fint ord, ingen forstod betydningen heraf. (Fermenteres betyder egentlig gæring)

På grund af flere overfald på personer, samt tyverier og andre ulovligheder, blev der i efteråret og vinteren 1944-45 taget initiativ til oprettelse af private vagtværn. Også i Aasum havde vi sådan et. Der var en overvældende tilslutning blandt byens borgere, da der blev holdt møde om oprettelsen af sådan et vagtværn. Det var organiseret sådan, at der var fire personer på vagt af gangen. Man gik sammen to og to, første hold fra kl. 22.00 til 24.00 og andet hold fra kl. 24.00 til 02.00.

En begivenhed husker jeg særlig godt, da den indtraf på min fødselsdag den 17. januar 1945. Ikke langt fra mit hjem havde vi en grusgrav, hvor ejeren var begyndt at sælge grus til en påbegyndt flyveplads i Holev ved Marslev. Det var tyskerne, der vi i gang med at anlægge flyvepladsen, foruden den ved Beldringe. Der var temmelig megen trafik gennem Aasum med tunge køretøjer på grund af grussalget.

Det fik dog en brat ende, da initiativrige personer satte ild til motorhuset, hvorfra optrækket til tipvognene foregik. Jeg var på det tidspunkt lokal brandmand og blev derfor vækket af Falck på grund af branden. Da jeg kom frem, brændte det heldigvis så godt i motorhuset, at der ikke var noget at stille op!

Vi efterslukkede hjemme hos mig med en fødselsdagsøl.

Tiden gik, krigen ude i Europa gik ind i slutfasen, tyskerne var trængt i defensiven, både på østfronten og på vestfronten. Herhjemme optrappedes kampen mod tyskerne overalt, sabotage mod jernbaner, fabrikker og militære anlæg blev hverdags begivenheder.

En dag tidligt på året i 1945 er jeg i butikken - min fars købmandsbutik - da jeg bliver stillet overfor spørgsmålet, om jeg var villig til at indtræde i en af modstandsbevægelsens militære ventegrupper, der på det tidspunkt er ved at blive opbygget. Ingen vidste jo hvordan krigsafslutningen ville forme sig, så derfor dannede man militære grupper, der kunne sættes ind, når tiden var moden.

Vedkommende der henvendte sig til mig fik et positivt svar, og i en alder af 21 år var jeg glad for den tillid, man viste mig.

Første gang jeg mødte til et møde for at få lidt instruktioner omkring de opgaver vi gik ind til, foregik det selvfølgelig i al hemmelighed på den daværende gård Aabakke på Åsumvej. En instruktør var mødt op for blandt andet at indprente os, at vi nu fremover skulle være meget forsigtig med vore udtalelser om alt hvad vi sagde, ét forkert ord kunne få katastrofale følger for mange mennesker. Desuden fik vi lidt våbeninstruktion. Våben var jeg nu ikke så fremmede overfor, da jeg jo var medlem af skytteforeningen i Aasum.

Da foråret nærmede sig, var vi meget spændte. Ved grænsen er der et voldsomt pres af tyske flygtninge, særligt fra det østlige Tyskland. Russerne rykkede frem og englænderne stod tæt ved den danske grænse. Hvem kom først, russerne eller englænderne, det var kun et spørgsmål om timer, hvem der blev vore befriere.

Den 1. maj husker jeg tydeligt af to grunde. Vi var nogle unge mennesker, der tog ud til gården Grevelund for at skyde til måls efter en majstang, hvor der var ophængt en flaske.

Tyskerne have etableret vagt ved jernbanen tæt ved gården. Det var tvangsudskrevne ungarer, der stod for bevogtningen, en opgave de var alt andet end begejstrede for. Det kneb gevaldigt med at forstå hinanden, sprogvanskelighederne var store, men med fagter og gebærder gik det nogenlunde. Geværerne, vi skød med, var det gode danske gevær 89, som tyskerne havde stjålet fra det danske militær i august 1943.

Hvem, der vandt skydekonkurrencen den dag, kan jeg ikke huske, da det blev overskygget af den gode nyhed, at Hitler havde taget sit eget liv i Berlin.

Den 3. maj overflyves Fyn af mange lavtgående tyske fly. Da de landede i Beldringe, viste det sig, at flyene er fyldt op med flytninger. Vi blev således klar over, at krigens afslutning var nær.

Den 4. maj husker jeg, som var det i dag. Den startede i sorg og sluttede i overvældende glæde.

Sorgen skyldtes et dødsfald. En ung kvinde, som var født og opvokset i Aasum og som ofte kom i købmandsbutikken, var død et par dage forinden og skulle begraves den dag. Min mor blev syg med et hjerteanfald, så meget tog den unge piges dødsfald på hende. Jeg måtte cykle ind til Odense efter medicin.

Om aftenen, som på alle andre aftener, lukkede vi op for radioen for at høre nyhederne fra London. Det kendte dum-dum-dum lød, efterfulgt af Prins Jørgens March. Speakeren var, som ved mange andre udsendelser, Johannes G. Sørensen. Først nævnte han alle de kortbølgelængder, som BBC sendte på, derefter forskellige nyheder, og så efter en pause det glædelige budskab om, at tyskerne havde overgivet sig til Montgommery. Det var ligesom vi ikke rigtig fattede det i øjeblikket. Glæden var selvfølgelig stor, men der var også en vis frygt for de kommende timer. Hvad ville de bringe?

Kom der ordre til aktion? Kapitulationen trådte jo først i kraft kl. 08.00 næste morgen den 5. maj.

Jeg husker, at huset blev fyldt med mennesker, der gerne ville tale om det glædelige budskab. Helt fra Odense kom min svoger og en bekendt cyklende, for at købe en flaske vin for at fejre den gode nyhed, der lige var modtaget over radioen. Lysene kom frem i alle vinduerne, mørklægningen blev ignoreret, forhåbentlig for altid.

Senere samme aften talte min bror, Ejner, og jeg sammen om, hvem der skulle ligge inde i samme værelse som vores mor, der var syg.

Far havde den uvane, at han snorkede meget, så en af os skulle sove derinde. Ejner undskyldte sig med, at han nok blev alarmeret i løbet af natten, da han var med i noget inde i byen sammen med vores anden bror Aksel, der var ansat ved det kommunale vagtværn i Odense.

Jeg fortalte Ejnar, at jeg nok også blev alarmeret i løbet af natten, og på den måde erfarede vi, for første gang, at vi hver især var med i illegalt arbejde!

Resultatet blev, at jeg sov inde hos mor. Søvn blev der nu ikke meget af, da der var utroligt meget kørende trafik på Staupudevej. Det var usædvanligt, da de fleste biler jo var opklodsede. Noget måtte jo være i gære.

Jeg må alligevel have sovet eller blundet lidt, for pludselig blev jeg vækket ved, at der var uro i værelset ved siden af. Det var min far, der talte med en person, der skulle have fat i mig. Jeg kendte manden, der var mejerist på Aasum Mejeri. Ordren lød, at jeg skulle møde på gården Dalholm lige midt i Aasum. Jeg tror nok, jeg nåede at sige et par beroligende ord til mine forældre, inden jeg begav mig på vej til bestemmelsesstedet, ikke langt fra mit hjem.

Jeg skal love for, at der var aktivitet. Geværer og anden udrustning var ved at blive gjort klar. Det var første gang, vi blev konfronteret med hinanden, bortset fra de gruppemedlemmer vi hver især kendte i forvejen.

Jeg husker, der var dækket op i folkestuen med smørrebrød, kaffe, øl eller vand. En utrolig gæstfrihed blev os til del denne nat mellem den 4. og 5. maj 1945. Senere på natten flyttede vi tilholdssted fra Dalholm til Aasumgård hos sognefogden. Natten igennem blev der sendt to ordonnanser ud på motorcykler, for at rekonosere i den nærmeste omegn af Aasum. Ingen vidste jo, hvordan tyskerne ville reagere. Som sagt trådte kapitulationen jo først i kraft kl. 08.00 den 5. maj.

En af ordonnanserne blev råbt an af tyskerne ved Marslev skole, men han havde heldigvis en god undskyldning parat, så tyskerne lod ham køre igen.

Hen på morgenstunden begyndte vi at indskyde vore geværer og maskinpistoler, da det ikke var nær alle våben, der var indskudte og klar til brug. Folk i byen kunne ikke forstå al det skyderi, og blev, forståeligt nok, ængstelige. Flere kom ud af husene for at finde ud af hvad al det postyret var for noget, flere kom ned til Aasumgård og skulle selvfølgelig have en forklaring på, hvad der var i gære.

Hen på formiddagen ankom der flere frihedskæmpere, blandt andet fra Fraugde, Over- og Neder Holluf samt fra Langeskov. Jeg vil tro, vi var oppe på en styrke på omkring 35 - 40 mand. Nogle af os, der boede i nærheden af vores midlertidige kvarter, fik lov at tage hjem et smut, men vi skulle alle møde igen kl. 12.00 for at høre Kong Christian d. X's tale i radioen.

Det var en bevæget konge, der talte til det danske folk på denne historiske dag. Der var dødstille på gårdspladsen, hvor vi alle havde taget opstilling. Et uforglemmeligt øjeblik, som har printet sig i min hukommelse.

Den 5. maj 1945 var tidspunktet kommet, hvor vi skulle ind til Odense. Kl. 14.00 kravlede vi op i to lastvogne, bestemmelsesstedet var endnu ukendt for de fleste af os. Spændingen steg unægtelig, hvad ventede der os, når vi kom til Odense? Der var posteret vagt ved alle indfaldsveje og der var utrolig mange mennesker på gaden. Menneskemyldret var så tæt, at det kneb for vore biler at komme frem. Der blev vinket og råbt hurra, så det var en sand fornøjelse.

Billed af frihedskæmperne på lastbil på Aasumgård.
Hans Erik Hansen er nr. 3 fra venstre.

Endelig nåede vi vort nye kvarter, Frk. Hørlücks skole, hvor vi blev indkvarteret i klasseværelserne. Der blev straks sat vagtposter ud, vi tog ingen chancer. Pludselig hørte vi et voldsomt skyderi, alle blev beordret væk fra vinduerne og i dækning. Skyderiet fortsatte ind mod byen, vi havde ingen mulighed for at få oplysninger om, hvor galt det var.

Senere skulle det vise sig, at der havde været ret voldsomme kampe mellem Tyskerne og de danske frihedskæmpere, beklageligvis med mange døde og sårede. Vor kompagnichef blev også beskudt under kørsel på Filosofgangen, men heldigvis blev ingen ramt inde i bilen.

Billed fra mindehøjtideligheden på Flakhaven 8. maj 1945.

I løbet af aftenen indløb nye ordre til landkompagniet, sådan hed vores styrke, der i mellemtiden var blevet suppleret med folk fra Lumby og Otterup, om at vi omgående skulle skifte kvarter til Elsesminde i Sanderum. Det skabte dog en del forvirring, da der ikke var biler nok til at transporterer hele kompagniget til Sanderum, så nogle af os måtte gå til Sanderum. Heldigvis kom alle frem i god behold.

Sikke en modtagelse vi fik af sognets beboere, der var ikke alt det gode, de ville gøre for os. Det var helt overvældende.

Der skulle skaffes logi til mange, vi lå i hø og halm i stalde og lader, hvor det var tåleligt at ligge. Søvn blev det ikke meget til den nat, dels på grund af et hårdt gulv med for lidt halm, og dels holdt dagens begivenheder mig vågen.

Den 6. og 7. maj gik med forskellige aktiviteter, våbenerne skulle efterses, ligesom landsbyen og området skulle undersøges for mistænkelige personer. Den 8. maj får vi endnu en gang ordre til af flytte. Via Odense og Missionshotellet, bliver en del af styrken, heriblandt mig, kørt til Beldringe Flyveplads, hvor vi skal overtage bevogtningen af de flyvemaskiner, der er på pladsen samt anden vagttjeneste i området.

Billed af stødtepunkt Beldringe.
Ved krigens afslutning var et stort antal fly placeret på Stützpunkt Beldringe, hvor de havde søgt læ for de allieredes luftherredømme.
Billedet viser fra venstre en ME 410, e Dornier 217 og en Junkers 88.

Ved ankomst til flyvepladsen får vi besked på at fortsætte til Allesø skole. Jeg husker tydeligt, at den var spækket med tyskere, der blandt andet var i gang med at slagte en gris. Den hang til køling på en stige. Jeg tror vi alle inderst inde var lidt ængstelige ved situationen, vi have ikke haft en jordisk chance, hvis tyskerne havde valgt at angribe os. Da vores ledere havde forhandlet med tyskerne kørte vi ud af området igen.

Vi skulle finde et sted at overnatte, da natten nærmede sig. Lige udenfor flyvepladsen ligger gården Holmegård. Der kørte vi ind, vækkede ejeren, satte ham ind i situationen, og så var det natlogi i orden. Inden vi kunne gå til ro skulle vi ud på bevogtningsopgaver. På det tidspunkt var duggen var faldet kraftigt og vi blev godt våde og snavsede inden vi var tilbage på gården igen.

Den nat var det virkelig koldt. Søvn blev der ikke meget af, da det var en rigtig kold lade vi lå i.

Dagen efter blev der mere styr på organiseringen, en kogekone stod for madlavningen, opvasken klarede vi dog selv. Dagene gik og vi havde den glæde, at modtage de første englændere, der ankom til flyvepladsen for at overtage vores opgaver. Ligeledes kom der en flyver fra Holland med to piloter. De uddelte cigaretter og chokolade til alle, det var en stor dag.

Billed fra Beldringe.

Den 11. maj tog vi afsked med Holmegård, vi skulle hjem til Aasum igen efter en uge med mange oplevelser, der nu, så mange år efter, stadig står klart i min erindring som noget helt usædvanligt.

Billed af tyskere på vej hjem.

Dette var i al beskedenhed mine oplevelser, sådan som jeg husker begivenhederne.

Jeg vil gerne slutte med følgende verselinjer:

Guds fred med vor døde
i Danmarks rosengård.
Guds fred med dem der bløder
af dybe hjertesår.

Bragt første gang i Aasum Sogneblad nr. 8 - 9 - 11 & 12 i 2004.