50 år i Aasum (fortalt af en tilflytter)
Grethe Ellegaard Nielsen
Netop i disse dage er det 50 år siden, en lille familie flyttede i eget hus i Aasum. 1. juni 1967 kørte et flyttelæs fra Gyldenløvesgade i Odense til Rågelundvej 15 (nu Ryttervejen 15). Familien bestod af forældrene Helge og Grethe. Drengene Peder 8 år, Ib 6 år og Finn 4 år. Det var en stor dag.
Udfordringen
Meget var gået forud for denne dag. Allerede i 1964 begyndte vi at snakke om at flytte fra vores 2 værelses lejlighed. Vi vaklede mellem større lejlighed eller eget hus. Det var rigtig svært at få en lejlighed, når vi ikke var medlem af en boligforening.
Da vi så også gerne ville have eget hus med have, blev det den mulighed, vi forfulgte. Kockhuse blev der bygget mange af i disse år. De var billige at flytte ind i, så det var en mulighed. Da disse huse ikke lige var vores drøm, begyndte vi at arbejde på at få bygget selv. Helge spillede badminton med arkitekten Børge Østergaard. Han ville gerne tegne hus for os. Helges forældre havde på dette
tidspunkt Bækgården i Aasum.
Byggegrund i Aasum var altså til at få. Murermester Fischer havde oplagsplads, hvor Inger og Jens Møller bor nu (Ryttervejen 13). Inde bag denne plads havde vi ønske om at bygge. Svigerfar, Svend Nielsen, syntes, det var det mest tåbelige sted, vi kunne finde. Men vi holdt fast og begyndte at arbejde på sagen. Det så lige pludselig spændende ud. Det skulle dog vise sig at blive en langsommelig affære.
Foråret 1966, efter to års tovtrækkeri med Odense amt (om udkørsel), fik vi endelig byggetilladelse, med god hjælp fra Knud Møllegaard, som dengang sad i amtsrådet. Han fik fortalt juristerne, at udkørslen til murerpladsen var der i forvejen.
Forarbejde
Vi havde haft god tid til at planlægge og lægge budget, mens skriveriet med amtet stod på. For at udgifterne med byggeriet ikke skulle overstige vores formåen, ville vi gerne lave så meget arbejde som muligt selv. Helge var uddannet smed og maskinarbejder.
Jeg var uddannet husholdningslærer. Vi mente at have nogle forudsætninger for at påtage os en del af arbejdet. To lokale håndværksmestre fik dog hovedentreprisen. Murermester Emanuel Fischer og tømrermester Karl Nielsen. I tresserne var det muligt at få omsætningsafgift (oms) tilbage, hvis grundarealet var max 110m2.
Sammen med vores arkitekt blev vi enige om, at overholde dette og så få fuld kælder. Terrænets skråning gjorde, at vi fik alm. vinduer ud i vest. Kælderen kunne så med tiden bruges til beboelse. Det blev virkelig et skub. Derom senere. Da der var gravet ud til kælder gik håndværkerne i gang. Det var fint vejr den sommer, så arbejdet skred godt fremad.
Rejsegilde
9. september 1966 blev der holdt rejsegilde sammen med håndværkerne. Familie og gode venner kom, og der blev spist en masse pølser. Der blev lagt tag på, og indvendige mure blev pudset. Nu måtte vi i gang. Der skulle sættes bræddeloft op. Da vi næsten var færdige med at slå tagpap på spærene, kom der en stormvind og rev det meste ned. Sådan kan det gå for amatører!
Varme og sanitet samt den del af el-arbejdet, Helge måtte lave selv, blev udført på bedste vis. Også malerarbejde havde vi påtaget os. Så der var nok at se til. Efterhånden blev dagene kortere, det blev nu mest til weekend-arbejde. Husholdningslæreren skulle nu også på arbejde 4 aftener om ugen. Så manden måtte være hjemme og passe børn.
Det gik nu langsomt, syntes vi. Den lokale tømrermester fremstillede vores køkken. Dette havde vi selv tegnet. Det var ikke et stort samtalekøkken. Men et lille køkken, der var udformet, så der var spiseplads til 5. Ret genialt syntes vi selv. Der kunne læses lektier fra slagbænken, mens der blev lavet mad. Køkkenet fungerede godt de næste 10 år.
Sommeren 1967
Hverdagen er begyndt i Aasum. Peder nåede at få tre uger i 1. klasse i sin nye skole i Aasum. Det var en omvæltning fra en stor byskole til en lille forskole. Samtidig var der også kun halvt så mange i klassen. Overgangen var nem, der var legekammerater tæt på, fra første dag.
Grunden
Nu var huset beboeligt i første etage. Men vores grund på 2900 m2 var en bar mark med bækken nederst på grunden, som blev delt ca. på midten. Urte- og frugthave nederst og en stor græsplæne øverst.
Haven
I tresserne var det ikke almindeligt, at man ”købte” en færdig have med alt på rette sted fra starten. Nej, stille og roligt fandt vi ud af, hvor træer skulle plantes, hvor blomsterbede skulle anlægges. Det har været en fortløbende proces lige siden. Haven har været i stadig forandring. Alt efter behov og formåen. Det eneste, som ikke er flyttet rundt, er træerne. Nogle er måske fældet. Urtehaven er nu mindre, nogle bede er sløjfet. Træerne er store, men vi har trimmet dem, så de stadig er pæne. Det er vigtigt i en ældre have.
Græsplænen er nu meget større. Det gir' et frit udsyn, når haven ikke er så kompakt. Haven er for os et fristed. Vi har plantet og sået, så fugle og dyr føler sig velkomne. Der er masser af bær og frugter, som fuglene elsker. Fasanerne spiser de sidste majs, harer og rådyr salat og top af forskellige grønsager Men der bliver nok til os alle. Fiskehejren står i bækken og venter troligt på, at en fisk kommer forbi. For en uge siden blev fætter egern (sort) fast gæst i haven. Han har sit eget foderbræt. Vi følger med stor fornøjelse årets gang i haven. Selvfølgeligt mere intenst nu, hvor vi er pensionister. At gå i haven er for mig ren terapi. Ligegyldigt om jeg arbejder eller slapper af. Jeg kan næsten altid finde lidt at gøre.
Hverdag i Aasum
De første år blev brugt på færdiggørelse i huset. Kælderen stod nu for tur. I 1970 var alle tre drenge i skole – nu på Seden skole. Forskolen var nedlagt. Helge arbejdede på fuld tid uden for hjemmet. Så der var ikke megen tid til afslapning. Der var kun to børneværelser ovenpå, så Peder måtte flytte i kælderen for at få eget værelse.
Vi fik nu kælderrummene gjort færdige også. Disse rum har været uvurderlige. De er blevet brugt til alt muligt. Bordtennis for byens ungdom, fester for unge og gamle, arbejdsrum osv.
Mit arbejde var de første år aftenarbejde. Fire aftener om ugen, fra september til sidst i april. Det var rart at have så megen tid hjemme de første år. Den fritid, vi havde de første år, blev brugt sammen med venner, fra før vi flyttede til Aasum. Det har nok aldrig været helt let at være tilflytter til Aasum. Man bliver set an, så vi måtte selv gøre noget for at blive accepteret.
Helge var jo født her, så det var ikke problemet. Drengene faldt naturligt til på grund af skolen. De begyndte at spille fodbold, Helge blev medlem af bestyrelsen i Aasum I. F. Men jeg følte mig udenfor. Havde aldrig interesseret mig for fodbold. Fandt ud af, at det var jeg nok nødt til at prøve på, hvis jeg ikke ville gå hjemme og være sur, når de drog af sted til kampe. Det lykkedes faktisk at fatte interesse, måske på grund af, at det var ens egne poder, der spillede? Det blev til mange sjove ture og ligeså mange opgaver i Aasum I.F. Hermed en opfordring til nye beboere i Aasum. Meld jer til frivilligt arbejde. Det giver gode relationer og godt sammenhold i vores by.
Venskaber
Tiden går, og vi får også gode venner i Aasum. Drengene bliver voksne og flytter hjemmefra. Helge tager en tørn i beboerforeningen. Der er stadig frivilligt arbejde at gøre!! I 80erne og 90erne har vi begge fuldtidsarbejde. Vi må også selv klare hus og have. Børnene er væk. Vore børn havde i hele deres opvækst været vant til, at arbejdet skulle gøres i fællesskab. Ikke altid uden muggeri. Men det blev gjort.
De fik alle tre køkkentjans, så snart de kunne magte det. Jeg underviste nogle dage otte timer i skolekøkken, så det var ikke køkkenet, der trak, når jeg kom hjem. Drengene fik lært at klare sig selv. I dag skal vi stå tidligt op for at dupere dem i et køkken. I slutningen af 90erne har vi begge nået pensionsalderen. Da vi havde bestemt at gå på efterløn, planlægger vi at købe jord fra Bækgården for at
plante juletræer. Det kunne så give arbejde og lidt ekstra til pensionen, troede vi. Det gik som ”Konen med æggene”.
Halvdelen af træerne gik ud det første år, på grund af frost og derefter tørke. Så der røg den fortjeneste. Vi fik en ny ide: Såede græs i det stykke, hvor træerne var gået ud. Så blev vi fåreavlere. Det havde vi megen glæde af ca. 20 år. Det gav dog ikke meget til pensionen. Men vi fik godt kød og uld, som også blev anvendt til at sy dyner af. Samtidig var fårene gode til at holde rent mellem de juletræer, der var tilbage, så der aldrig skulle sprøjtes. Det har været vores princip alle årene. Ingen sprøjtemidler i private haver. Det har kostet lidt ekstra arbejde, men vi har et område, hvor fugle og dyr trives og kan finde føde. Det har været arbejdet værd.
Afsked
I 2014 sagde vi farvel til fårene med vemod. Det var blevet for besværligt og dyrt at være hobbyfåreavler. Det er vel formålet med vores lovgivning!!?: at alt småt skal dræbes med regler, som virker tåbelige for små brug. Det er en trist udvikling. Vi savner virkelig vores eget gode lammekød.
Status
Er nu fremme ved år 2017. 50 år er gået. Vi synes, det er gået stærkt. Men også, at det er gået godt. Vore børn og børnebørn er meget glade for at komme tilbage til Aasum. Vi har haft gode naboer alle årene, vi har boet her. Der bliver holdt øje med, om alt er, som det plejer. Ikke af nysgerrighed, men fordi man kerer sig om hinanden. Dette var strøtanker om fem årtier i Aasum. Vi håber på lidt flere gode
år.
Jeg ville ønske min svigerfar havde kunnet nyde vores udsigt i dag.