Sognepræst Maria-Louize Veronica Helbo (26) synes, det er vigtigt at omgive sig med mennesker, der giver én positiv energi.
Tekst og foto: Ina Lykke Schmidt
- Noget af det første der gik op for mig, da jeg blev præst, var hvor vigtigt en person, præsten var for et sogn. Det havde jeg slet ikke tænkt over tidligere, at man på den måde bliver en offentlig person. Og det er jeg selvfølgelig glad for, forudsat at I kan lide mig. Maria smiler sit altid varme og finurlige smil.
Vi sidder i den ene af hendes lyse stuer med havedøren åben ud til terrassen.
- Det bedste ved jobbet som præst er det livsbekræftende, der ligger i det. Jeg elsker jo mødet med mennesker, og det er meget det, det handler om. Det favner alle aspekter af livet både de gode og mindre gode, og det synes jeg er godt.
- Og folk har været meget søde til at give deres mening til kende overfor mig og mit arbejde. Det må være fordi, det har en betydning for deres liv. Det er godt at fornemme, at det har en vigtighed, det man laver.
Maria blev ringet op af biskoppen i juni sidste år og blev tilbudt vikariatet som præst i Seden og Aasum. Da var det et år siden, at hun var færdig som kandidat i teologi.
- Undervejs i studiet tænkte jeg, at det ikke var så farligt at blive præst, men det er ikke sådan, at jeg tænkte, at det kun var det, jeg kunne blive.
- Hvad skulle du ellers have været?
- Jamen altså, så er der ikke tvivl om, at jeg skulle have været et eller andet, der havde med musik eller teater at gøre. Så skulle jeg skrive nogle bøger. Eller også skulle jeg være træningsdut i et fitnesscenter.
- Hvad siger din familie og venner så til, at du er blevet præst?
- De synes, det er sjovt og sejt. Og de synes jo, det er lidt pudsigt, der var ikke rigtig nogen, der havde regnet med det.
Selv om religiøse samtaler ikke er det, Maria har flest af med familie og venner, så er der ingen tvivl om, at hun har gjort sig mange overvejelser om det at være præst.
- En god præst er i mine øjne, én der er synlig og tager del i sognets liv, og det er én, der er til at tale med, én der formidler nogle ting i kirken i enhver sammenhæng, som giver mening for livet i dag. Så er det én, der tror på næstekærlighed.
- Hvor bogstaveligt skal man tro på Biblen som præst?
- Jamen det er der jo sikkert delte meninger om. Vi er nødt til at se Det Gamle Testamente som forklaringsfortællinger, altså som mytologi. Man skal aldrig tro på noget bogstaveligt. Jesus kunne ikke have heddet Guds lam på Grønland, så havde han jo heddet Guds lille sælunge.
- Man skal tro på det glædelige budskab i Det Nye Testamente, men man er nødt til at tage i betragtning, at historien er skrevet ned lang tid efter begivenhederne. Så er det klart, det er blevet ændret. Når du nu går hjem og fortæller, hvad jeg har sagt her, så er det allerede blevet ændret lidt. Men man skal bestemt tro på budskaberne.
- Er der noget præster ikke kan gøre?
- Jeg ville ikke drikke mig fuld til en sogneaften og slingre ned ad Åsum Bygade. Og så skal præsten heller ikke løbe med sladder ude i sognene. Jeg stod i billetsalget i revyen i går, og så kom der en dame hen og sagde, at hun havde hørt et rygte om, at jeg var stoppet som præst.
- Når det så er sagt, så er vi alle fejlbarlige, hvilket også betyder, at man ikke til fulde kan forvente, at præster ikke også fejler en gang i mellem.
Maria mener, at noget af det vigtigste ved kristendommen er, at den giver plads til menneskers fejlbarlighed.
- Det er vigtigt i enhver tro og livsopfattelse, at man ikke tror, at noget er perfekt, at man ikke tror, man selv er perfekt.
Hendes yndlingssted i Biblen afspejler også denne tankegang. Det er Paulus, der siger, at: „Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde som jeg ikke vil, det gør jeg”.
- Nogen gange kommer vi til at såre en person, det vil vi ikke, men vi gør det alligevel. Lige så snart man har accepteret, at det gode jeg vil, det gør jeg bare ikke altid, så kan man lettere, når man står i situationen en anden gang, gøre det anderledes.
- Men der ligger en trøst i at vide, at Gud elsker dig på trods. Selv, når vi ikke kan holde os selv ud, er der den dér forsikring om, at du er god nok, som du er. Gud har den evige kærlighed.
- Elsker Gud også dem, der ikke tror?
- Altså, ja!
- Du har ikke svært ved at forstå folk, der ikke tror på Gud?
- Næj. Jeg forstår dem som de mennesker, de er, med det liv og det værdigrundlag, de har skabt. Jeg forsøger at møde hvert menneske med respekt, derfor blander jeg mig ikke i, hvis de synes, at livet kan give mening uden Gud. Jeg kan godt skelne personen fra religionen.
- Kan man lære at tro på Gud?
- Det tror jeg næppe. Det er sådan lidt ligesom med kærligheden, man kan heller ikke sige, at kl. 12 i morgen, vil jeg være forelsket. Det er noget udefrakommende, der skal sætte sig i os, for at sådan noget som tro og kærlighed finder vej til vores liv. Man kan sikkert inkorporere Gud mere i sit liv i håb om, at han skal have en anden betydning i livet, men om det fører tro med sig, kan jeg ikke svare på.
Hvis du beder Maria definere Gud, svarer hun: Gud er kærlighed.
- Men du snakker om Gud som en ’han’, har Gud et køn?
- Jeg har altid se Gud som en mand, fordi han er far til Jesus. Jeg er ikke fan af, at man skal skrive han/hun. Jeg er ikke i nærheden af at være feministisk, så man behøver ikke lave et politisk korrekt køn til Gud.
- Så der er ikke noget med ”Gud hun er neger”?
- Nej, den køber jeg ikke. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
- Hvordan forener du tanken om Gud med alt det onde, der sker i verden, folkemord, totur, voldtægt?
- Det er menneskers vilje, der sker, ikke Guds. Gud griber ikke ind i verden, det stoppede han med, da han havde sendt sin søn.
- Hvordan kan det så give mening at bede til Gud, hvis han ikke kan hjælpe alligevel?
- Fordi troen også er troen på, at det umulige kan blive muligt. Og så ligger der en form for trøst og forløsning alene i det at bede. Bønnen er en god form for metakommunikation.
- Beder du til Gud, når du er alene?
- Ja, altså, det gør jeg af og til.
- Er der noget, der er for småt at bede til Gud om?
- Nej, nej på ingen måde.
Hvad angår helvede og dommedag, er det ikke noget Maria beskæftiger sine tanker så meget med. For det første tror hun, at alle kommer det samme sted hen. For det andet vælger hun at rette fokus mod de positive ting i livet og at fokusere på at leve livet, mens det er her.
- Jeg har altid syntes, at livet er fantastisk. Hver dag er en bekræftelse på at livet er stort.
Og man skal ikke have mødt den livlige og smilende Maria mere end én gang for at vide, at hun virkelig mener dette.
- Hvor får du din positive energi fra?
- Fra en tro på, at livet skal være godt, og at jeg helst vil være glad. Det er spild af tid at fokusere på ting, der er negative. Det er vigtigt, at man finder glæde i selv det mindste og det værste.
- Hvordan får man sådan en god indstilling?
- Enten er man nok kommet fra nogle gode rammer, og ellers beslutter man sig for, at livet er for kort til konflikter. Det koster for mange kræfter at omgive sig med folk, der dræner ens positive energi. Det er en beslutning, man er nødt til at træffe, at man vil være glad og have det godt. Man kan hurtigt finde tilbage til en god energi, hvis man er bevidst om at omgive sig med personer og ting, der gør livet godt. Det handler om at turde sortere i sit netværk
- Har du nogen forbilleder?
- Ja, jeg synes, at de mennesker, der formår at lære af deres fejl og styre mod noget, der er bedre, og de mennesker, der formår at satse på det, de tror på, og ikke går på kompromis, de som brænder for det, de gør – de er meget inspirerende. Og det kan være selv frøken Hansen nede på hjørnet, der lever sit liv sådan.
- Hvad vil du ønske, at Gud siger til dig, når du engang ankommer til himlen?
- Det klar’t du sgu’ meget godt.
- På fynsk?
- He he ja, hvis det var fynsk, det jeg sae’.
