- oplevet af en degnesøn, Hans Lohmann Andersen, Åsumvej 235,
tidligere ”Hliderende”, Rågelundvej 76.
Min far, S.B. Andersen, tiltrådte lærerembedet ved Aasum skole i eftersommeren 1936. Sammen med min mor, Johanne og mine to søskende - Helge og Inger-Johanne, flyttede vi ind i skolen midt i blommetiden.
Et blommetræ i haven, var fuldstændigt overhængt med blommer hvilket på det tidspunkt gjorde et stort indtryk på os børn.
Rytterskolens omgivelser så anderledes ud dengang. Parkeringspladsen var en grusbelagt legeplads. Ved skolens østreende stod to gamle pæretræer, hvoraf det ene kort efter vores indflytning væltede i en storm. Pærerne var melede og smagte ikke af noget særlige. Langs Kirkestræde stod et hegn af mirabelletræer. På græsplænen stod en ægte kastanje og et par Grev Moltke pæretræer. I hjørnet ved Smedebroen var der æbletræer.
Midt på skolebygningens sydside, ved Frederik den IV tavlen, dækkede en blåregn af italienske dimensioner muren, og vest for den voksede en gammel vinranke op ad lærerboligen.
Frederik den IV tavlen med den afblomstrede blåregn.
Fotograf ukendt.
Rytterskolen med blåregnen af italienske dimentioner.
Fotograf ukendt.
Baghuset var lager for kartofler og brændsel samt bryggers og cykelopbevaring. På den anden side af vejen havde læreren et stykke jord, der lå mellem forskolens have og anlægget. Der var et par store æbletræer og den store stikkelsbærbusk. Der lå et lille muret hus anvendt af min fars forgænger som hønsehus. Derfor hed grunden aldrig andet en ”Hønsegården”. Den ledige jord blev anvendt til suppeurter, der hvert år omkring grundlovsdag afhentedes til udplantning i Valdemar Hansens gartneri i Fichstræde 2, der dengang var plantecentre for Aasum sogn.
Trekanten imellem vejene var dengang som nu opdelt i to grunde, men på en lidt anden måde end i dag. Huset, Åsum Bygade 7, havde dengang en smal stribe have, der gik langs Åsum Bygade ned til bækken. Ved Kirkestræde var denne grund smallere end i dag, således at det store egetræ, der i dag hører til Åsum Bygade 7, dengang stod på skolen grund. Det er for øvrigt en Kongeeg. Den blev plantet af mine forældre den 26. september 1940 på Kong Christian den X’s 70 års fødselsdag. Som følge af den tyske besættelse var der en vis national opblomstring med opfordring til at plante Kongeege på denne dato.
Kongeegen som den ser ud i dag.
Foto: Ken Lyndrup
Åsum Bygade 7, var i 1936 beboet af skrædder Jespersen, hans kone Caroline og et par voksne døtre. Ved Jespersens død kort efter blev bygningen købt af den daværende Seden/Aasum kommune, og havearealet langs Åsum Bygade blev langt ind til skolehaven. I bygningen blev der omkring 1939 indrettet et, efter datidens forhold, hypermoderne sognebibliotek. Der var i Aasum en biblioteksforening, og jeg assisterede undertiden min far ved at cykle rundt i sognet og opkræve årskontingentet, der så vidt jeg husker beløb sig til 2 kroner.
Det gamle sognebibliotek - Åsum Bygade 7 - som det ser ud i dag.
Foto: Ken Lyndrup
En af de drivende kræfter bag bibliotekets oprettelse var lokalhistorikeren, Svend Frederiksen, Lundsgård, Skovmålevej 26, der også var manden bag udgivelsen af bogen ”Aasum, træk af Sognets historie” udgivet i 1968. Kort efter bibliotekets åbning fik det besøg af Danmarks først biblioteksdirektør, Thomas Døssing, der efter anden verdenskrig blev dansk gesandt i Sovjetunionen.
Thomas Døssing.
Fotograf ukendt.
Der var åbent 2 aftener om ugen plus én eftermiddag. Under krigen var læselysten enorm. Der blev udlånt op til 100 bøger på én aften, og i betragtning af sognets 500 indbyggere var det meget. Herudover blev der under krigen afholdt studiekredse over litterære emner. Der var sandelig fuld knald på kulturen i Aasum dengang.
I datidens landsbysamfund fungerede læreren faktisk som en slags ”åndelig hyrde” i landsbyen. Foruden undervisningen forestod læreren jobbet som kirkesanger eller organisk ved kirken. Han afholdt aftenskole om vinteren som supplement til den endnu kun syvårige skolegang. Herudover var læreren bibliotekar og som ofte formand for den lokale foredragsforening, der arrangerede møder i forsamlingshuset med talere fra højskoleverdenen eller fra den politiske verden.
Undertiden skete det, at aftenens taler kom til Aasum skole en eftermiddag før foredraget. På den konto har jeg som dreng, godt nok kun som baggrundsfigur, været i stue med kendte politikere som K.K. Steinke, fader til socialreformen af 1933 og Viggo Starcke fra Retsforbudet. Også biskop Ammundsen, blev det til. Da han på grund af besværlige rejseforhold under besættelsen skulle overnatte, blev der, for at skåne denne kirkens mand for ved nattetide at skulle benytte det almindelige lokum i baghuset, på loftet over spisekammeret opstillet en latrintønde med, et af den lokale snedker forfærdiget bispesæde oven på tønden.
Udover skolearbejdet erindrer jeg mest min far fra pladsen ved skrivemaskinen. Han skrev tre børnebøger: Ørnereden – Mystik omkring Sælholmene og I Kongens Ærinde. Desuden udgav han sammen med skoleinspektør Amdi Pedersen, Ringe en serie ”Læsebog for Landsbyskolen”. I den daværende avis ”Fyns Tidende” skrev han hyppigt naturartikler, mest om sangfugle.
I denne avis var for øvrigt også et par andre Aasummere aktive. Svend Frederiksen, Lundsgård, skrev om historiske emner og kunstmaleren Herman Madsen, Ryttervej 9, om malerkunst og en serie om fynske herremænd. En redaktør ved bladet sagde engang til min far, da der var flere artikler fra Aasum på bedding. ”I morgen er der et helt ”Aasummernummer”.
I 1936 bestod skolens vandforsyning af en træpumpe, der stod i baggården, ca. en meter fra lærerfamiliens køkkenafløb. Blev skolebørnene tørstige, gik de om bag skolebygningen og drak af pumpen. Omkring 1939 blev der installeret koldt vand i såvel Rytterskolen som Forskolen. Forskolen blev forsynet via en vandledning under vejen. I hjørnet mellem hoved- og bagbygningen blev der gravet en såkaldt tørbrønd til den elektriske vandpumpe. Skæbnen ville imidlertid, at når vandene ved forårstid steg i bækken, så steg vandt også i tørbrønden, så vandpumpen led druknedøden.
Fra et udensogns firma blev der så hidkaldt en elektriker, Petersen, han var en venlig men dybt alkoholiseret mand. Jeg husker endnu hans rødrandede øjne og den utrolig slidte skindhue han havde på hovedet, når han, altid småsyngende nogle af vort hjemlands vemodige sange, gav sig i kast med vandpumpen.
Vandinstallationen i skolen gav også problemer i de kolde isvintre i 1940’erne. På grund af utilstrækkelig isolering frøs vandrørene til håndvaskene på første sal, og under det påfølgende tøbrud blev gulvene ofte sat under vand efter de ungåelige rørsprængninger.
Mange huse og gårde i Aasum fik i øvrigt først installeret elektriske vandpumper efter Anden Verdenskrig, og her må man sige, at Aasumboerne var gode til at støtte ”hjemmemarkedet”, idet langt de fleste vandpumper var fra Lohmanns Rasmussens - Clipper Maskinfabrik - ved den vestlige indkørsel til Aasum (Åsum Bygade 3).
Kloakforholdene var dikteret af naturmetoden. Latrintøndernes indhold blev gravet ned i haverne som gødning til kartoflerne. Skolens fælles pissoir bag Forskolen havde afløb til bækken to meter væk. Tømning af latrintønden havde min far stor diskretion over for, idet denne ædle handling i begyndelsen altid foregik i ly af mørket. Men snart erfarede vi, at Aasums øvrige borgere gjorde det i fuld dagslys som den naturligste ting af verden, hvad det jo også var.
Men der var allerede urovarsler forude. Min morbror, Helge, der dengang var sognerådsformand for den daværende Seden-Aasum Kommune, fortalte mine forældre om en besigtigelsesrunde, som sognerådet havde haft med kredslægen rundt i Aasum. Et sted, hvor et husafløb gik lige ud til vejen, sagde kredslægen: ”Og se så her! Her løber denne agtværdige borgers pis hen over vejen, lige ned i grøften og ud i bækken.”
Imidlertid var Aasummerne ikke vilde med at ofre en masse penge på kloak, hvilket egentlig var forståeligt. Datidens hyppige isvintre med efterfølgende voldsomme tøbrud, hvor bækken i flere dage var en brusende fos, sørgede for en grundig gennemspuling af bæklejet, og så længe landsbyens børn hvert forår kunne fange store flotte hundestejler i bækken, kunne det vel ikke stå helt galt til! Begreber som iltsvind og fiskedød lå endnu langt ude i fremtiden.
For øvrigt var et enkelt års tøbrud så voldsomt, at bækken delvis oversvømmede den gamle smedje, og en nat måtte Aasumboerne skiftes til at holde vagt ved Smedebroen og med jernstænger hindre isflager i at sætte sig fast under broren og forårsage yderligere oversvømmelser i landsbyen.
Smedebroen som den ser ud i dag.
Foto: Ken Lyndrup
Og så gik livet i skolen sin gang. Mine forældre kendte jo hvert eneste hjem i sognet. Min mor og mine søskende var hver morgen med til morgensangen i skolestuen. Mine lege blev der imidlertid lagt begrænsninger på. Engang havde smedens søn, Peder, og jeg sat papstykker på cyklerne og legede motorcykler på legepladsen, men så røg et vindue til skolestuen ellers op, og vi blev i klart sprog henvist til mindre larmende aktiviteter. For øvrigt var de nederste ruder i skolestuen af matteret glas for at forebygge eventuel forstyrrende indvirkning på undervisningen fra omverdenen.
Ved den årlige eksamen fulgte skolekommissionens medlemmer med sognepræsten i spidsen en dags undervisning og blev i et forlænget frikvarter budt til middag i lærerboligen, imens eleverne interesseret kunne studere den stærkt vekslende kvalitet af kommissionsmedlemmernes tidlige bilpark på legepladsen.
Efter skoletid sad jeg ofte i vindueskarmen og snakkede med en landsbykone, der gjorde rent på skolen, og her fik jeg faktisk de første lektioner i datidens sociale spændinger i samfundet. Engang sagde hun til mig: ”Karl og jeg vil altid høre til de små i samfundet.”
Det forstod jeg slet ikke i begyndelsen, fordi hun faktisk var temmelig stor. Senere tilføjede hun: ”Nej, de rige bønder, præsten og degnen, de skovler penge ind.” Men her protesterede jeg og sagde: ”Min far har ikke ret mange penge, for han har nemlig lige købt en radio på afbetaling.” Apropos radioen, så fik mine forældre først radio lidt hen i 2. verdenskrig. Den berømte sænkning af det tyske slagskib Graf Spee ved Sydamerika i krigens begyndelse hørte min far på et krystalapparat med hovedtelefoner. Efter købet af radioen hørte vi fast BBC fra England hver aften kl. 18.15.
Blandt skoleaktiviteterne dengang var også julelege i forsamlingshuset nogle eftermiddage op til jul. Fjerdejuledag samledes hele sognet til skolejuletræ. En aften før jul samledes eleverne i lærerboligen for at lave julestads til juletræet. Ved siden af høstfesten var skolejuletræet én af de helt store årlige fester i forsamlingshuset. Ved aftenskolens afslutning om foråret var eleverne til kaffe i lærerboligen.
Besættelsen den 9. april 1940 husker jeg tydeligt med lavtflyvende Junkersfly over landsbyen – altid i grupper på tre fly.
Det tyske Junkerfly.
Fotograf ukendt.
Blandt de faldne danske soldater fra kampene i Sønderjylland om morgenen var også en forhenværende elev fra aftenskolen i Aasum.
Senere under krigen var de mest spændende stunder for min storebror og mig, når vi på den nyanskaffede radio fra tyske stationer hørte følgende: ”Grosse feintliche kampfverband im anflug in Reichgebiet.” Så var der ofte følgevirkninger over Aasum.
Én aften husker jeg særligt tydeligt. Det var måneskin, og vi var gået ud af Rågelundvej. Efter en tiltagende buldren fra vest kom de så - de firemotorers bombefly - lavt hen over markerne både nord og syd for Rågelundvej. Undertiden reflekterede månestrålerne i plexiglasset på cockpit og kanontårne. Vi blev efterhånden eksperter i typebestemmelse. Lancaster – Sterling – Halifax og Wellington, var de store mærker. Denne natlige larm fremkaldte protester fra uventet side. Fasanerne, der havde indtaget deres nattesæde højt i træerne, skræppede voldsomt op.
Hvis nogen skulle have glemt hvordan disse fly så ud følger her foto af flyene.
Landcasteer
Sterling
Halifax
Wellington
Et synligt tegn på krigen blev etableret ved skolen. For enden af legepladsen ved Kirkestræde blev etableret et beskyttelsesrum med kraftig jorddækning over. Desværre tror jeg ikke, at nogen (ikke engang min far) skønnede på at tage et foto af dette krigsminde, før det blev sløjfet kort efter krigen.
Befrielsen i 1945, hvor jeg var 14 år, erindrer jeg nøjagtigt som skildret i Lise Nørgaards – Matador, jeg vil håbe, at endnu levende deltagere i modstandskampen i Aasum vil berette om dette kapitel.
I 1943 forlod jeg selve skolemiljøet i Aasum og fik i 1948 realeksamen fra Odense Katedralskole.
Omkring 1950 skete der noget i Aasum ligesom andre steder, der var det første varsel om, at nye tider, der ville betyde en total forandring af livet i det gamle landsbysamfund, var på vej. Den grå Ferguson traktor holdt i løbet af 1950’erne sit indtog på langt de fleste gårde i Aasum. Udviklingen fra landsbysamfund til industrisamfund var gået i gang.
Denne beretning af Hans Lohmann Andersen blev bragt første gang i
Aasum Sogneblad nr. 4, 5 og 6 2003.