Nu ringer alle klokker mod sky
Hans Lohmann
Da jeg fornylig genså den hyggelige familiefilm Nøddebo præstegård på TV, var der en scene, hvor præstedatteren Andrea Margrete var på besøg i kirketårnet hos manden, der forestod ringningen! Tårnmiljøet fremkaldte hos undertegnede følgende minder:
Min far, S.B. ANDERSEN, var fra 1936 til 1959 ansat i Åsum som såkaldt kirkebylærer! Det indebar, at han, foruden lærerjobbet ved Rytterskolen tillige skulle fungere som KIRKESANGER eller ORGANIST! Han nåede, i perioden, at fungere i begge job, dog ikke samtidig! Mine søskende og jeg assisterede på skift vores far ved hver lørdag eftermiddag at sætte søndagens salmenumre op på tavlerne, imens far sikrede, at faciliteterne til en evt. altergang om søndagen var på plads!
I mit lille job ved kirken fik jeg et fint forhold til graveren HANS JENSEN og hans husbestyrerinde, THORA, der boede i det lille kirkehus øst for kirken. Det medførte, at jeg faktisk, selv fra ret lille, havde fri adgang til kirketårnet, når de skulle op og ringe! Det var jo ret spændende at observere på. Ved de almindelige gudstjenester blev der ringet med den store klokke en time før gudstjenestens start. Med den lille klokke en halv time før start, og endelig blev der ringet sammen med begge klokker lige før start! Den almindelige ringning foregik fra den næstøverste etage i tårnet, hvorfra der var et par reb op til klokkerne!
Mest spændende var det, når der skulle kimes enten ved bryllupper eller ved de store højtider! Så steg vi op på øverste etage lige tæt ved klokkerne! Der blev så bundet reb fra kneblen i klokkerne hen til et punkt i glamhullet ud mod det fri!
Rebene blev så strammet, så kneblen var ganske tæt på klokken. Når man så slog på rebet med gentagne slag, var kimningen i gang! Det var virkelig spændende at iagttage HANS JENSEN og hans HUSALF stå der og tæve løs på rebene! OG JEG KAN GODT SIGE JER, AT DET KUNNE HØRES!
Den længste kimning, som jeg var med til, var i MAJ 1945, DANMARKS BEFRIELSESDAG. Få dage efter havde Kirkeministeriet dekreteret en kimning på een eller to timer for at fejre freden! Ved den lejlighed var der, så vidt jeg husker, hidkaldt en afløser, som periodisk skulle afløse HANS JENSEN og THORA! Det var, såvidt jeg husker, SVEND MIKAEL, der boede i huset midt i Kirkestræde! Og lille mig, 14 år gammel, sad ( gudhjælpemig!) to meter fra klokkeværket og nød det. Uden så meget som en tot vat i ørerne!! Mine forældre havde meget andet at tænke på i de dage end vat i ørerne! Kun en nådig skaber forhindrede, at jeg fik varige høreskader! Og skulle een og anden i Åsum i dag synes, at jeg ikke altid er helt med i en samtale, så er det altså DERFOR!
I dag ringer alle kirkeklokker i landet med automatik! Det er simpelthen FORBUDT for mennesker at opholde sig tæt på kirkeklokker i drift! De kunne jo få høreskader! ARBEJDSMILJØET ER OPFUNDET! MEN DET VAR NU ALLIGEVEL HYGGELIGERE DENGANG I 1940ERNE!! Kirkeværgen dengang var PETER NIELSEN, DALHOLM. Han havde dengang en jagthund, der, så snart kirkeklokkerne begyndte at ringe, stak i et ULVEHYL, der kunne høres lige så langt væk som kirkeklokkerne! Hertil bemærkede min far engang: En kirkeværge burde ikke have en så ugudelig hund, at den ikke kan tåle lyden af kirkeklokker!!
Åsum Kirkes klokker, støbt af Conrad Kleimann, Lübeck, i 1701 og 1702.
Ringningen blev auomatiseret i 1960