Nedenstående uddrag er af en beretning om Raagelund i fest og hverdag blev nedskrevet for 70 år siden efter et par af de dengang 80-åriges mundtlige beretning.
En lille mil øst for Odense, ved den gamle byvej, der forbinder Odense-Kerteminde landevej over Aasum med Odense - Kerteminde landevej over Geels Kro, ligger en lille samling gårde, 6 i tallet, som danner „byen” Raagelund.
Dette ord „byen” er en lokal betegnelse og ret flot i betragtning af størrelsen. De 5 gårde ligger i en gyde, „Gaden”, der støder ud til byvejen. Den sjette gård ligger ved selve vejen et par hundrede meter nærmere Odense.
De fleste af traditionerne er bevaret i mindet. De glade minder om de mange storartede fester. Dem, der skulle kaste glans over hverdagens slid og slæb.
Alle aftaler om gilder blev truffet hos oldermanden. Oldermanden valgtes for èt år, og hvervet gik på omgang mellem de 6 mænd. Da de fleste gilder holdtes hos ham, var det naturligt, at de skiftedes, da det ellers kunne blive ret dyrt i længden.
I slutningen af året holdtes „julelege”. De strakte sig over lang tid, for man skulle samles i hver af gårdene, og da de var en uge mellem hvert gilde, varede disse til kyndelmisse, den 2. februar. Gæsterne kom om aftenen og tiden gik med dans og samtale og kortspil. Hen på aftenen fik de alle sammen smørrebrød med snaps - det var i de gyldne tider, da en flaske brændevin kun kostede 27 øre.
Derefter blev der danset igen til ud på natten. Dengang var det drøjt at danse, for da var der liv og fart over det. Og det var heller ikke mærkeligt, at de dansende blev tørstige.
For at afhjælpe dette var der i den ene ende af stuen stillet en åben tønde med øl, som de frit kunne tage af, og ingen brød sig om, at en stor part af det støv, de dansende hvirvlede i vejre, nok så nydeligt lagde sig ovenpå den ellers så læskende drik. Man strøg blot støvlaget lidt til side og forsynede sig. Dansen spillede en stor rolle ved alle festerne, og det var så meget bedre, som en spillemand kun skulle have 2 - 3 mark for en hel aften.
Kyndelmisse søndag samledes mændene hos oldermanden for at betale spillemanden og træffe aftale om den næste fest. Hver medbragte to æg, som blev spist til en snaps.
Det næste gilde var fastelavnsgildet, der var en af årets store fester. Det varede i tre dage og havde et righoldigt program. Lørdag formiddag var der ringridning i „gaden”. Karlene red, og de, der kunne få tid til det, stod og så på det. Mellem to pile i gaden anbragtes en ring, som rytterne i galop skulle søge at tage med en lille kårde. De to dygtigste blev hædret. De blev hos oldermanden af byens unge piger pyntet med trekantet hat og kulørte papirbånd.
Siden kom så en hel procession med ringridderne i spidsen og de ældre mænd bagest rundt på gården. Hvert sted fik de øl, snaps og æbleskiver. Som regel også en svingom med pigerne. Dagen sluttede med en svingom hos oldermanden om aftenen. Ikke sent af hensyn næste dags strabadser. Om søndagen samledes man igen hos oldermanden om eftermiddagen og dansede med mindre ophold til langt ud på natten. Der blev trakteret med punch. Mandag eftermiddag skulle karlene „sanke æg” midt i gaden. Bagefter tog man til „kros” hos oldermanden, snaps og æbleskiver.
Festerne var for byens beboere, men i enkelte tilfælde kunne oldermanden give lov til at andre deltog, når det drejede sig om en flink karl, der før havde tjent i ”byen”, men han skulle betale 35 øre for at være med.
Ved midfaste holdtes „pigegilde”. Gildet stod hos oldermanden og pigerne bød mændene op til dansen, så det gjaldt for disse at gøre godt indtryk, så de ikke skulle „varme bænke”.
Andre faste gilder var påske- og pinsegilder med dans, samt høst- eller tinggildet, som det kaldes. Det betaltes af „mændene” for ungdommen. Fra tidligt om aftenen gik dansen hos oldermanden. Man dansede i „storstuen”. Senere, da der blev lagt fjælgulv i vognporten, flyttede man derud. Den aften fik de punchbolle og æbleskiver.
Sct. Hans aften fulgtes de unge til skoven, hvor dansen gik til harmonika. Bagefter undertiden til blus.
En anden tradition var skorstenssyningen, der foretoges i maj og november. Tre valgte „synsmænd” gik rundt i „distriktet” om formiddagen hos husmændene og om eftermiddagen på de 6 gårde, hvor de tre andre gårdmænd tog med. Mens „synsmændene” grundigt efterså skorstenene for revner, fik de tre andre drikkevarer i stuen. Efter syningen kom synsmændene og fik deres del af de våde varer.
En fest som bryllupsfesten var ikke nær så omfattende i Raagelund som andre steder. Kort før brylluppet gik skafferen rundt og indbød. Skafferens stilling var fast; det var en betroet post; han skulle kunne læse godt og kunne arrangere. Oftest blev gaverne givet før brylluppet, gerne naturalier som mad- og drikkevarer. Det sparede værten for mange udgifter. Spisegrejerne lånte man hos hinanden. Brudeparret fulgtes til kirke i en lukket vogn. Op ad kirkegulvet gik bruden ved brudgommens venstre side og nedad ved hans højre side. Ved middagsbordet i brudens hjem læste skafferen eventuelle taler og digte. Efter middagen var der dans, og brudeparret blev der til dagen efter.
Ved dødsfald på en gård blev kisten med liget stillet i vognporten, der var pyntet med grønt. Der var ingen ligkapeller. På begravelsesdagen kom foruden slægt og venner også en del udenforstående, som betragtede det som en rar afveksling med servering af smørrebrød og snaps. Skafferen sørgede for alt og alle, mens de nærmeste havde lukket sig inde. Kisten blev kørt på åben fjedervogn til kirkegården i Aasum. De pårørende kørte i lukket vogn, de øvrige gik.. Følget skulle blive på kirkegården til jordpåkastelsens var foretaget, hvad vejret så end var.
Måske var der mange fester, men de må ses som modvægt til, at hverdagen var lang og streng, arbejde fra morgen tidlig og ofte til sen aften uden aflastning fra maskinerne, for de havde endnu ingen, så alt foregik ved håndkraft. Høsttiden var dog - med al den slid og slæb - en fornøjelig tid. Da var der mange på hver gård, og når øl- eller brændevinsflasken gik rundt til mellemmad ude på marken, så fortaltes der historier som nok skulle give latteren frit løb. Der blev arbejdet til kl. 7 aften, og skønt alle på den tid var dødtrætte skulle de dog ud og lege lidt i haven og derefter have en „tevandsknægt”, det vil sige. te med brændevin i, inde de skulle i seng.
Pengene var meget knappe og byttehandel og naturalier som betaling for varer og arbejde var almindeligt. Også visse skatter var i naturalier. Jordmoderen i Seden skulle af hver bonde have en portion mælk til afhentning i Aasum. Læreren skulle også have mælk samt brænde og fourage af hø og halm, og bønderne i Raagelund og Aasum skulle skiftes til at passe lærerens jord. - Desuden fik smeden mælk.
Når en bonde skulle have lavet noget hos smeden, enten det var at reparere eller sko heste, hjalp bonden med sine karle til. Bonden skulle selv sørge for jern og kul. Den dag spiste smeden hos bonden. De var ret afhængige af ham på grund af den store afstand til nabosmeden. Endnu en afgift svarede bønderne, nemlig almisse til fattiglemmerne i fattighuset i Seden.
Sådan levedes livet for ca. 50 år siden (altså 50 år før 1937 hvor beretningen blev nedskrevet). Nu er meget forandret. Den vej, der før var ubefærdet, er nu befærdet, og den afstand fra Odense, der før syntes stor, er nu imod intet at regne, så Raagelund i den grad er præget af sin nære beliggenhed ved Odense, at den lille „by” og dens indbyggere har mistet de fleste træk af dem, der før i tiden karakteriserede dem.
