Portræt af en Aasumbo - af Sinnet Bunde 2002.

Kirstine har, så godt som hele sit liv, boet i Aasum. Hun er født i 1920 på gården Bækskov i Væverstræde.

”Lige da jeg blev født boede vi midlertidigt i sygeplejerskens hus, Væverstræde 1, fordi far og mors gård var brændt. Den ny gård blev genopbygget i 1921, og den blev mit barndomshjem.”

Kirstines far blev mistænkt for ildspåsættelse og i flere dage blev han afhørt af politiet, inden en karl på gården indrømmede, at det var ham, der havde sat ild til gården.

Bækskov var med sine 18 tdr. land en lille gård, men alligevel stor nok til at have både en pige og en karl. Børnene, 3 i alt, hjalp til. Børge – der senere overtog gården – arbejde i marken. Kirstine - arbejde mest indendørs, mens lillesøster Else hjalp til med dyrene. Gårdens jorde lå spredt i Aasum sogn og køerne skulle drives helt ud til Rågelund. Høet blev slået i mosen ved åen. Gården havde også marker ved Nyborgvej.



Bækskov - Væverstrædet.

Kirstine gik 7 år i skole, først 3 år i den lille skole ved Frk. Jensen og senere 4 år i Rytterskolen hos lærer Søren Peder Andersen. Derefter var det ud at tjene – Kirstine kom i huset hos en meget fin og rig familie på Hunderupvej, hvor hun blandt andet serverede for herskabet iført sort kjole, lille forklæde og kappe om håret.

Som 20-årig blev Kirstine gift med Johannes, en tømrersvend, der var ansat hos en tømrermester i Aasum. Parret boede i en lille lejlighed i Thuresensgade, mens der blev langt planer om, at de unge kunne få en byggegrund ved Bækskov – grunden overfor Væverstræde 4. Men inden planerne blev til noget, blev huset på Åsum Bygade 16 til salg, og det købte Johannes og Kirstine i 1940.

Allerede i 1941 etablerede Johannes og Kirstine virksomheden – Dansk Tommestokindustri. Først blev der produceret tommestokke i kælderen og i en garage, men omsætningen steg støt, og i 1950 blev en helt ny og moderne fabrik indviet.

Produktionen blev udvidet med tøjklemmer, og da den var på sit højeste, havde fabrikken i alt 40 kvinder og mænd ansat. I april 1980 stoppede fabrikationen af tøjklemmer i Aasum, udkonkurreret af billigere tøjklemmer fra Det fjerne Østen.

Gennem alle årene arbejdede Kirstine med i produktionen ved at samle tommestokke og montere beslag. Beslagene til tommestokkene og fjedrene til klemmerne kom fra Aasum Maskinfabrik, der lå på den anden side af Åsum Bygade.

”Vi havde en chauffør, der kørte rundt til alle fængslerne i Danmark, hvor klemmerne blev samlet”. Da fabrikken ophørte, blev produktionen af tommestokkene overtaget af et svensk firma.

Kirstine fortsatte dog med at udnytte sin fingersnilde ved at klippe stoflogoer til tøj, blandt andet krokodiller til Lacoste-trøjer.

Efter Johannes død i 1995 har Kirstine boet alene i Åsum Bygade 12, men klarer sig godt, takket være god hjælp fra børn og børnebørn.




Tommestokfabrikken - Aasum Bygade 16.

Denne artikel blev første gang bragt i Aasum Sogneblad nr. 1 i 2002.

Kirstine døde i juni 2007.

 

Fynske billeder - har flere billeder fra Aasum og Tommestokfabrikken.

Klik her for at se dem.