Der skete desværre nogle fejl ved trykningen af interviewet med Knud Aage i Sognebladet. Der blev ved et uheld byttet rundt på noget af teksten, og det var heller ikke den helt rigtige version, der endte i bladet. Derfor er vi glade for, at vi også har en hjemmeside. Her kommer den rigtige udgave af interviewet:
Knud Aage Larsen (93) synes ordet kald er for højtideligt, når han skal beskrive, hvorfor han blev klassisk musiker. Arv, passer bedre, det kommer i hvert fald ikke af sig selv.
Et liv i musikken
Tekst og foto: Ina Lykke Schmidt
Da jeg var barn, var Knud Aage og hans kone Dots lille, hyggelige hjem på Væverstræde centrum for mange gode musikarrangementer. Ægteparet underviste elever i musik hjemme hos sig selv, og hvert år til jul og op til sommerferien blev eleverne inviteret til at komme og optræde, og vi familiemedlemmer, til at komme og høre på, hvad de havde lært i løbet af halvåret. Der var altid en varm og uformel stemning i den lille tætpakkede stue, hvor vi sad og lyttede til stykker på violin, bratsch og klaver. Og bagefter, alt efter årstiden, var der enten kaffe, kage, rødvin og sodavand i haven eller i husets øvrige små rum, hvor vi sad og hyggesnakkede et par timer. 
Nu sidder jeg her igen og ser mig rundt i stuen på de gamle møbler, og de mange billeder og malerier på væggene, og fotografier af børn, børnebørn og oldebørn, der står rundt omkring på de små runde borde og i vindueskarmen. Klaveret står der endnu, og bag mig på bordet ved siden af et nodestativ med noder ligger Knud Aages violin. Det må have betydet meget for de børn, der var elever her, at det ikke bare var en almindelig musikskole, de kom i, men at de kom ind i et hjem – i et liv – hvor musikken virkelig betød noget, tænker jeg. I dag er Knud Aage alene, men han lever stadig i musikken og holder sig i fuld gang trods sine 93 år.
I løbet af hans lange liv og musikalske karriere er jeg ikke den første, der vil interviewe ham, og han har da også fundet en mappe frem, inden jeg kom, med et par tidligere interviews og artikler om ham. Da jeg beder ham ridse sin musikalske karriere op, peger han på mappen:
– Det står meget bedre her.
– Men jeg vil gerne høre det med dine ord, siger jeg.
Så fortæller han, hvordan han op voksede på Bakkely i Rågelund, Åsum, og at han begyndte at spille violin, da han var ni år. Først på sin fars, siden på sin egen. Han fik lov til at gå til undervisning, i første omgang hos skolelærerens datter Erna, mens han ellers gik i skole og hjalp til på gården derhjemme. Som 17-årig kom han ud at tjene hos sognefogeden i Rynkeby, men han nåede kun at være der halvanden måned, før nogen syntes, han skulle prøve at spille violin for en professor Chonowitsch, der var i Åsum for at høre en af sine elever give koncert i det gamle forsamlingshus.
– Så skulle han udtale sig, om der var nogen fremtid for mig.
– Du må have været nervøs?
– Ja, det synes jeg nok.
Chonowitsch kunne heldigvis lide hvad han hørte, og de næste fem år modtog Knud Aage undervisning hos ham på Odense Musikkonservatorium. I denne tid begyndte Knud Aage også selv at have elever, og han spillede til forskellige fester og folkedans. Så kom krigen. I 1943 blev han marinesoldat og var med da tyskerne sænkede dele af den danske flåde.
– Vi blev ikke selv sænket, men var på vej til Sverige og blev overfaldet af tyskerne og kom i en lejer. Og der er det, du kan se billedet, der hvor jeg spiller for, siger Knud Age og åbner mappen han har lagt til mig.
Han viser mig et gammelt sort/hvid-foto, hvor han står i midten af en flok tætsiddende soldater og spiller violin.
Efter krigen blev Knud Aage ansat i det Kongelige Kapel som bratschist. Forinden havde han spillet i orkestre på forskellige restauranter, bl. a. Wivex, men i denne tid holdt flere og flere restauranter op med at have levende musik. Der var pludselig mange arbejdsløse musikere, der skulle kæmpe om pladserne ved de konkurrencer, som det Kongelige Kapel og Radioorkestret udstedte, når de skulle rekruttere folk.
– Jeg kan huske en violinkonkurrence, jeg var til, hvor der var 60 deltagere.
– Gik det godt?
– Jeg fik ikke plads.
Til gengæld gik det bedre ved en tilsvarende bratschkonkurrence:
– Der var en gang, jeg blev nummer to, og så tog jeg den beslutning, at det måtte være bratsch, jeg stilede mod.
Knud Aage spillede i kapellet i 29 år, til året før han nåede pensionsalderen, 63. Dér forlod han stedet, for han havde konkurreret sig ind i Odense Symfoniorkester, hvor han kunne blive, til han var 70.
– Hvad har det betydet for dig at spille i symfoniorkestrene?
– Alle de musikalske oplevelser, og en tryghed rent økonomisk, for det var jo en fast plads. Det skal jo ikke være det vigtigste, men det er det jo faktisk, hvis man skal være helt ærlig. Det er dér, jeg får min pension fra.
– Hvad har været det bedste rent oplevelsesmæssigt?
– Noget af det kan være, når vi havde en stor berømt kapelmester, hvor vi så kunne lave nogle koncerter, der var ud over det almindelige.
– Der er også mange praktiske ting der følger med af at spille i sådan et orkester, fx turnerer, koncertrejser, hvor vi har været temmelig langt omkring. Vi har været i Italien, Spanien, Tyskland, ikke at forglemme Sankt Petersborg, som hed Leningrad, og Moskva, og de Baltiske lande. Så har jeg været i Grønland engang. Det var jo også en stor oplevelse. Vi rejste langs hele vestkysten nede fra Godthåb til Upernavik.
Knud Aage rejser sig og rykker sidelæns ud langs bordet forbi sofaen og går ind i stuen og kommer tilbage med en bog. Mens han bladrer i den og peger, går det op for mig, at der er alt, alt for meget stof til mit lille portrætinterview. Han har så mange minder og oplevelser og navne, han kan huske, på den og den, at der er stof nok til en hel erindringsbog. For udover hvad han har oplevet gennem sin ansættelse som Kongelig Kapelmusikus, og i Odense Symfoniorkester, har han også spillet kammermusik i mange år, og han har været på Færøerne 11 gange, første gang for at undervise og dirigere.
Nogle af tingene har han fået lønnet orlov for at lave. Det fik han blandt andet, da han ville lære at spille på Viola d’amore. Til tirsdagsaftenen i Åsum Rytterskole d. 4. januar 2011 – hvor Knud Aage og hans søn Ole Hedegaard var inviteret til at synge, spille og fortælle om deres liv i musikken – gav Knud Aage et flot nummer på det gamle, 14-strengede instrument. Og Ole læste op fra nogle erindringer Knud Aage havde skrevet til lejligheden: ”I ca. 1968/1969 overværede jeg en Koncert i Kbh., hvor Bratschist i Radioorkestret Ejvin Andersen var Solist paa Viola d’amore – det var en smuk Oplevelse. Fra Musikhistorisk Museum var flere af de ansatte módt op, bl.a Professor Glahn. Jeg blev spurgt, om det ikke var noget for mig? I saa Tilfælde kunne jeg laane en Vl. d’amore. Jeg sagde ”ja Tak”, og det fórte til, at jeg sógte Orlov fra d. kgl. Kapel og fik tilgodeset 4 Mdr. (med Lón). Saa drog jeg af sted til Rom og fik Undervisning af Prof. Renzo Sabatini. (…)”
Til tirsdagcaféen fik vi også lov at høre én af hans egne kompositioner. Det var ’Trin og Klokker’, som han blev inspireret til at skrive på Fæøerne, og det var et utroligt kønt stykke musik. Han har lavet en del stykker efterhånden, og nogle af dem har han fået spillet i radioen. Men Knud Aage er ikke typen, der roser sig selv.
– Hvad giver det dig at komponere selv, frem for at spille et stykke andre har lavet?
– Det er svært at sige. En tilfredsstillelse, hvis det er gået godt. Ah, men du skal ikke regne med, at jeg er den store komponist.
– Har du ambitioner omkring dine egne kompositioner?
– Nej, det kan jeg ikke sige, jeg egner mig ikke som professionel komponist. Jeg kan lave nogle melodier, men jeg har ikke lært nok til at, hvad skal vi sige, harmonisere dem fuldstændigt proffesionelt.
– Du skal ikke udgive den cd med din musik?
– Nej. Det har jeg aldrig selv syntes, at det var godt nok til.
– Er du meget selvkritisk?
– Ja det tror jeg nok.
Knud Aage synes, at det bedste i hans karriere, sådan musikalsk set, har været at spille kammermusik.
– Det er mere personligt. Man er alene på stemmen. Man har et stort ansvar.
– Hvad har så været den største udfordring eller modstand?
– Det er konkurrencerne. Der er det jo resten af ens liv det gælder. Man føler det også som en udfordring, hver gang man er solist eller med i en strygekvartet.
– Har du aldrig været så nervøs, at du har haft svært ved at styre fingrene?
– Jo, det er ikke rart.
– Er det noget man vænner sig til?
– Man kan bedst vænne sig til det, når vi er flere. Det er jo spændende hver gang man er solist.
– Hvad da du spillede til tirsdags-caféen her i Åsum? Var du da spændt?
– Jeg ville da gerne gøre det så godt som muligt, vil jeg sige. Man vil jo altid gerne gøre det bedste, man kan, ligegyldigt for hvem.
– Hvordan har det præget dit liv at spille musik?
– Det kan jeg ikke selv vurdere. Alle de år dér, der var jeg jo meget hjemmefra og spillede i orkester til opera og sådan, det var jo om aftenen. Så havde vi elever om dagen, så kunne det jo måske … ja, så så familien jo ikke så meget til mig i de timer.
– Hvis du ikke havde haft musikken i dit liv, hvad så?
– Så havde jeg nok været landmand, det var naturligt dengang, hvis man kom fra en gård, så havde man faktisk ikke lært andet.
– Hvis du skulle give et godt råd til én, der står foran en stor musikalsk karriere som din, hvad skulle det så være?
– Der er ikke andet end at øve sig. Det er ens arbejde. Mere kan man ikke gøre.
– Hvad kunne du give af råd i forhold til det psykologiske?
– Det er jo temmeligt usikkert, man kan ikke andet end at gøre sit bedste. Vær samvittighedsfuld!
– Overfor hvem?
– Overfor sig selv.
Imens vi sidder og taler ringer det på døren. Det er Grethe fra Åsum damekor, der kommer og spørger, om Knud Aage vil hjælpe hende med en sang. Knud Aage lukker døren og kommer ind med et par nodeark.
– Til gudstjenester, og hvad de nu synger til, så plejer jeg at hjælpe dem lidt med andenstemmer. Så plejer Hans (Brehm, red. anm.) og mig at spille et stykke til sidst.
Knud Aage er også stadigvæk ude og optræde af og til, både udenbys og lokalt. Til majfesten i Åsum spillede han og Catrin Hass Svendsen (også fra Væverstræde) violin til folkedans, og 11. juni 2011 skal han spille til lanceringen af Åsumbogen, til hvilken han også har bidraget med én af sine egne kompositioner. Han har også stadig et par elever, og ja, så skal han jo igen i år optræde med barn, børnebørn og oldebarn i Åsum Kirke til arrangementet ’Fire generationer spiller ud’ d. 5. juni 2011. Han og Dots musikalske evner er nemlig givet videre til adskillige af deres efterkommere, hvoraf flere har gjort karriere inden for musikken.
– Hvad betyder det for dig, at du stadig i en så høj alder er frisk fysisk og psykisk? 
– At jeg kan beskæftige mig med det, jeg har lyst til. Eller det er jo så meget sagt. Jeg kan jo ikke være i et orkester.
– Har du flere projekter nu?
– Jeg øver stadigvæk.
– Hvor meget?
– Et par timer om dagen, i hvert fald, også mere. Men det kommer an på, hvad jeg ellers skal af ærinder.
– Hvad laver du, når du ikke spiller musik?
– Jamen, jeg går og cykler da nogle ture, og der er ikke så meget andet at sige.
– Hvad betyder det for dig, at din familie dernedad også spiller og synger?
– Det betyder meget for mig, jeg er glad over, om vi kan være så frie at sige, at det er gået i arv.
– Har du gjort noget aktivt for at få dine børn til at beskæftige sig med musik?
– Det synes jeg ikke, jeg kan sige. Jeg har nok forsøgt at få dem til at spille, men ikke at gå den vej, ikke professionelt, det kan godt være et stort ansvar at anbefale sine børn det, for det kan være en meget usikker levevej. Som forældre vil man jo gerne have, at de skal have noget fast.
– Du har ikke været bekymret over, at de så valgte den vej?
– Ikke når jeg oplever, at det går dem godt.
– Hvis du havde vist, at du ville blive så gammel, var der så nogen ting, du havde gjort anderledes?
– Det kan jeg nu ikke rigtig svare på … det er skæbnes magt.
– Tror du på skæbnen?
– Ja. Tilsyneladende er det jo tilfældigheder meget af det, men … Sommetider kan man være uenig med skæbnen, men det er vist for alvorligt.
– Følte du, det var et kald, at du skulle spille musik?
– Det er så højtideligt at kalde det et kald, det er næsten for stort.
– Hvad ville du kalde det?
– En arv. Nej det kan man heller ikke sige. Det er vel nok en arv, det kommer ikke lige af sig selv. Men nu skal du ikke gøre det alt for alvorligt. Det er noget man ikke rigtig ved, men det kunne da tyde på, at der er en skæbne.
– Hvis du kunne få opfyldt ét ønske for fremtiden, hvad skulle det så være?
– Det er mit ønske, at det vil gå familien godt, børn, børnebørn og oldebørn.
– Hvad inspirerer dig?
– Det er et svært spørgsmål. Det ved jeg søreme ikke.
Knud Aage smiler og ser frem for sig, så ud af vinduet. Han nikker mod haven.
– Det morer mig, når det er forår, at lytte til solsortene, de små melodier. Så skynder jeg mig ind og skriver noderne ned.
– Når jeg så har en del af dem, så kan de sættes sammen. Det har vi faktisk haft lidt fornøjelse af, Helle, min yngste datter, og mig.